August 2011

Månedens billede (70)

Månedens billede er valgt, fordi det 1. august 2011 er 75 år siden, 'dobbeltfakultetet' Det Økonomiske og Juridiske Fakultet blev oprettet ved Aarhus Universitet.

Det Økonomiske og Juridiske Fakultet oprettedes i og med, at dr.polit. Jørgen Pedersen og Dr.rer.pol.habil. Eric Schneider samt dr.jur. Carl Rasting nævnte dato blev ansat som professorer i henholdsvis økonomi og retsvidenskab.

Efter at Statskundskab var blevet oprettet i slutningen af 1950'erne, og faget Psykologi var kommet til i 1968, ændredes fakultetets navn til Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Fra og med 2011 er fakultetets aktiviteter lagt under School of Business and Social Sciences (Erhverv & Samfundsvidenskab), der fra og med 2011 er et af de fire hovedområder, som har afløst de hidtidige 9 fakulteter/hovedområder, som blev resultatet af fusionerne i 2007.

I 2015 indførtes navnet Aarhus BSS.