Marts 2016

Månedens billede (125)

Foto 10. februar 1971 v/Per Lind Jensen

Politi på Aarhus Universitet 1971

Efter Styrelseslovens vedtagelse i 1970 var universitetets øverste styrende organ Konsistorium.

Studenterrådet, der var domineret af Studenterfronten, mente ikke, at Styrelsesloven tilgodeså studenternes interesser i tilstrækkelig grad og boykottede derfor valget til Konsistorium med det resultat, at kun borgerlige studenter stillede op og blev indvalgt.

Den 27. januar 1971 skulle det nyvalgte Konsistorium træde sammen, men det blev forhindret af Studenterfronten, som havde besat mødelokalet. For at undgå en gentagelse havde rektor Søren Sørensen bedt politiet om at afspærre administrationsbygningen den 10. februar, hvor et nyt forsøg på konstituering af Konsistorium skulle finde sted. Resultatet var, at studenter og politi skubbede lidt til hinanden, og at et flertal af konsistoriemedlemmerne nægtede at mødes under politibeskyttelse.

Såvel forhistorien som den efterfølgende historie er lang og kompliceret; mere om sagen via linket herunder, hvor man også kan høre uddrag fra et 1992-erindringsinterview, hvor Søren Sørensen over for Universitetshistorisk Udvalgs medarbejder forsvarer den beslutning om at tilkalde politiet, han som rektor tog 21 år tidligere.