Januar 2006

Månedens billede (4)

Kollegium 1. Postkort 1935. (Tilhører Universitetshistorisk Udvalg).

Månedens billede er et postkort, der viser Kollegium 1 med eforbolig set fra syd-sydøst. Kollegium 1 blev indviet i september 1935, og i løbet af den næste snes år blev der rejst i alt ni kollegiebygninger i Universitetsparken. Kollegierne ligger i rækker med tre i hver og med en eforbolig for enden af hver række. Eforerne var de lærere ved universitetet, som var ansat til at have overopsynet med alumnerne (kollegianerne).

Kollegierne blev opført for indsamlede midler, og det var "Universitets-Samvirket, Aarhus", der organiserede indsamling og opførelse. Et værelse kostede 5000 kr., og de blev betalt bl.a. af erhvervsvirksomheder, velhavende privatpersoner og kommuner. Sidstnævnte kunne så sikre sig, at det pågældende værelse stod til rådighed for en studerende netop fra dén kommune.

Det kunne også forekomme, at der var et legat knyttet til det enkelte kollegieværelse. Det var der til værelse 48 i Kollegium 1, hvor stud.mag. E. Dreyer Jørgensen (f. 1916) boede fra september 1935 og frem til 1943. Hør her E. Dreyer Jørgensen fortælle om legatet i en interview-optagelse fra 1988.