Februar 2006

Månedens billede (5)

Den fælles bygning til institutterne for Fysiologi og Biokemi stod klar til brug i 1937. Træerne i forgrunden stammer fra de kolonihaver, som lå på stedet tidligere. Senere blev de erstattet af egetræer. (Foto efterår 1942 v/A.E. Andersen).

Da Aarhuus Stiftstidende nytårsaftensdag 1934 bragte et interview med landsretssagfører C. Holst-Knudsen - bestyrelsesformand ved det selvejende Aarhus Universitet - spurgte journalisten, om han havde et ønske for 1935. Jo, det havde han da bestemt: nemlig økonomiske midler til opførelse af et institut for Fysiologi og Biokemi! For - som han sagde - med et sådant kunne man forvente at opnå eksamensret til det medicinske studiums 1. del. Det lykkedes faktisk for  Universitets-Samvirket at skaffe penge til opførelse af bygningen og udstyret hertil - i alt kr. 495.000, hvoraf kommunen donerede hovedparten. Bygningen stod klar til brug ved efterårssemestrets start i september 1937.

Billedet her stammer fra 1942 og viser institutbygningen med tilhørende auditorium set fra nordvest. I 1960'erne overtog Fysiologi hele bygningen, mens et nyt hus opførtes til Biokemi og indviedes i 1966. (Ca. 1971 omdøbtes Biokemi i øvrigt til Medicinsk Biokemi). Blandt dem, der fra og med 1937 fik deres gang i "Fy og Bi" - bygningens daglige (og nærliggende) betegnelse - var daværende stud.med. Jørgen Brems Dalgaard (1918-2002), der begyndte at studere i 1936, og som senere blev Aarhus Universitets første professor i Retsmedicin. Han fortæller her lidt om bygningen og om den tids dumpeprocent ved det lægevidenskabelige studium: Hør Jørgen Brems Dalgaard (fra erindringsinterview 1997; lydklippets varighed 1:09).

Den først ansatte professor i Biokemi var Jørgen Lehmann (1898-1989), der dog allerede i 1938 forlod professoratet til fordel for en stilling i udlandet og efterfulgtes af Fritz Schønheyder (1905-1979).

Første professor i Fysiologi var Søren L. Ørskov (1901-1966), der i 1940'erne gav den senere Nobelpristager Jens Chr. Skov så frie forhold, at han valgte videnskaben frem for kirurgien som sit fremtidige domæne.

Da "Fy og Bi" blev indviet i 1937, var der i alt immatrikuleret 555 studerende ved Aarhus Universitet, heraf ikke færre end 244 ved Det Lægevidenskabelige Fakultet (fra 1992: Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet).