April 2008

Månedens billede (31)

Deltagere i "Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker" 1938/1939. Billedet er gengivet efter jubilæumsskriftet Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet 1938-1988 - altid på vej , der udkom i forbindelse med 50-års jubilæet i 1988. (Ukendt fotograf).

"Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker" fik i første omgang tag over hovedet i lejede lokaler på Kommunehospitalet - dog fandt store dele af undervisningen sted i universitetets bygninger. I 1958 flyttede man ind i en nyopført bygning i Vennelystparken, og virksomhedens navn ændredes nu til "Institut for Syge- og Sundhedsplejersker ved Aarhus Universitet". Efter en grundlæggende ændring af uddannelsesprogrammet blev instituttet i 1965 omdøbt til "Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet". I 2003 blev Sygeplejerskehøjskolen fusioneret ind i VIA University College.

"Kursus for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker" var det første af en række initiativer, som i 1938 blev taget for på samme tid at imødekomme samfundets behov for visse typer af videreuddannelse og at påbegynde realiseringen af de visioner, som næredes af formanden for Aarhus Universitets bestyrelse, landsretssagfører C. Holst-Knudsen : nemlig et universitet med et antal satellitter - kurser, arkiver og museer - cirkulerende om sig og i dynamisk samspil med moderinstitutionen. Ved indvielsen af kurset i 1938 udtalte C. Holst-Knudsen bla. følgende ord:

"Universitetets medvirken til løsningen af denne praktiske opgave at give sundhedsplejersker og ledende og undervisende sygeplejersker en højere undervisning er et udtryk for det ønske, det unge universitet har om i så stort omfang som muligt at række det praktiske liv en hjælpende hånd og bl.a. derved at give vort universitet et særpræg." ( Institut for Syge- og Sundhedsplejersker ved Aarhus Universitet 1938-1963 , s. 8-9).

Ud over "Kursus for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker" (1938) oprettedes Kursus i Arbejdsforhold (1939) og Specialkursus i Husholdning (1945), der i 2002 fusioneredes ind i VIA University College, samt Kursus for Journalister (1946), der med tiden blev til Danmarks Journalisthøjskole. For disse kurser gjaldt, at de henvendte sig til folk, som ikke ville kunne honorere adgangskravene til almindelige universitetsstudier, men som her ikke desto mindre kunne nyde godt af universitetslærernes undervisning.

Af andre affyrede satellitter fra 1940'erne kan nævnes påbegyndelsen af en indsamling af arkiver fra danske erhvervsvirksomheder (der blev til Erhvervsarkivet) og Aarhustudenternes Kursusvirksomhed (der blev til Folkeuniversitetet i Århus).

Blot et enkelt af de nævnte initiativer fik kun en kort levetid, nemlig Kursus i Arbejdsforhold, som ophørte efter få år. 

*****************************

Se Månedens billede fra andre måneder