December 2007

Månedens billede (27)

Menukort fra julefrokost på Kollegium 3, Gang 1, i Universitetsparken anno 1964. Man bemærker, at der som tredje punkt er anført "Kammer-Muslinger", og vi gætter på, at de anførte "Salater" ikke indeholdt salatblade. (Materialet tilhører Universitetshistorisk Udvalg).

I forlængelse af den pågældende julefrokost afsendtes såmænd en hilsen til kong Frederik, der kvitterede for hilsenen med telegrammet herunder.

Kongens tak for kollegianernes hilsen. Læs historien bag telegrammet herunder. (Materialet tilhører Universitetshistorisk Udvalg).

Gangældste var på det pågældende tidspunkt stud.scient. Poul Bonde, der i 2007 fortæller: "Historien er god nok: Julefrokost på kollegium 3's første og førende gang! Afsluttende tur ned i byen, julekoncert med et til lejligheden sammensat mandskor på den indvendige trappe i Føtex Guldsmedgade (indtil den blev afbrudt af en brøsig Føtex-officer) og så afsendelse af telegram fra den gamle telegrafstation bag Teatret. Damen ville dog helst ikke sende vores telegram (hun mente vist ikke, vi var royalt seriøse nok). Men så kunne jeg påvise to på hinanden følgende numre af det fremlagte Statstidende, som var dateret ens! Vi lovede ikke at skandalisere Statstidend e mod, at hun sendte vores kongelige hilsen. Historien sluttede så med, at der ankom svar, korrekt sammenrullet og med den royale røde tape strittende ud - hvilket får alle telegrambude til at yde deres ypperste - dvs. voldsom banken på kollegianerdøre - og især hos 'gangældste'!"