Juli 2006

Månedens billede (10) 

Professorernes fodboldhold ved Jubillefesten 1953. Stående i bageste række ses fra venstre Vagn Madsen (professor i driftsøkonomi), Heinrich Bach (professor i germansk filologi), Max Sørensen (professor i retsvidenskab), Torsten Dahl (professor i engelsk filologi), Franz Blatt (professor i klassisk filologi), Jørgen Dich (professor i socialpolitik og finansvidenskab), Thøger Nielsen (professor i retsvidenskab) og Carl Krebs (professor i radiologi). Professor Krebs spillede ikke med på holdet, men fungerede som en slags kommentator. Bag Krebs' skulder anes en hat, som tilhører Peter Skautrup (professor i nordisk sprog), der heller ikke spillede med på holdet, men fungerede som linjevogter. Forrest fra venstre Andreas Blinkenberg (professor i romansk filologi), H.C. Andersen (professor i otolaryngologi), Alvar Nelson (professor i retsvidenskab) og Lárus Einarson (professor i anatomi). (Billedet tilhører Universitetshistorisk Udvalg. Ingen oplysninger om fotograf)

 

I anledning af Aarhus Universitets 25-års-jubilæum arrangerede Studenterrådet og Studenterforeningen ved Aarhus Universitet den såkaldte Jubillefest, som fandt sted 12.-13. september 1953. Hovedformålet med Jubillefesten var fra studenterside at få påbegyndt indsamlingen af midler til opførelsen af et studenterhus (- et sådant stod dog først klar til indvielse 11 år senere, i oktober 1964).  Klik her og læs mere om Jubillefesten og vejen hen mod realiseringen af planerne om et studenterhus. Blandt Jubillefestens mange arrangementer var en fodbolddyst mellem et hold bestående af medlemmer af Århus Byråd  og et hold sammensat af universitetsprofessorer (billedet herover). Vejret var ganske frygteligt - med regn og især blæst - og at dømme efter de foreliggende reportager var kampen ret kaotisk. Hvem der vandt?  Tja, en avis skrev dagen efter, at "den brogede kamp endte vistnok 4-3 til byrådet". Samme avis skrev i sin reportage bl.a. følgende:

 

" ... og tilstrømningen var livlig lørdag. Først og fremmest til fodboldkampen mellem byrødderne og professorerne, der havde formummet sig i de mærkeligste forklædninger. Elegantest var folkeretsprofessor Max Sørensen, der mødte i korte bukser, diplomatfrakke og høj hat. Kampen var spændende, spillerne gav alt, hvad de havde i sig, og det var somme tider ikke ret meget! Der var mange farlige situationer. I det 13. minut maatte borgmesteren afværge et farligt angreb ved at tage bolden i hænderne, og det maa man ikke, selv om man er borgmester og spiller i et par toetagers gummistøvler bygget paa Aarhus Flydedok. Professor Dich eksekverede straffesparket uden chance for byraadets maalmand, biografdirektør, ridder Oluf med molbohue, der ellers havde forskanset sit palads med skilte og og advarselstavler fra vej- samt fyr- og vagervæsenet. - Økonomidirektør Tjørnehøj var en torn i øjet paa professorernes forsvar, og bankbud Friis-Jensen hentede mange bolde frem til farezonen. Professor Blatt paa fløjen blev sultet og fik ikke vist sin farlighed. Venstre back, prof. Dahl, viste stort talent for svejtrit og jitterbug, men Larus havde svært ved at holde buret rent. Strafferetseksperten. professor Nelson spillede halfback, men selv som halv Nelson undsaa han sig ikke for grove overtrædelser af spillereglerne. Men dommeren, trommeslager Pedro i fremmedlegionæruniform, var paa pletten og havde flere gange held med sine kendelser. At dommeren hjalp holdene i en snæver vending, faldt i publikums smag. Det muntre skue [og] de sjove udklædninger morede ligesom professor Krebs, som fra jubillebussens tag udførte Gunnar-Nu-Hansens rolle og fortalte historier, som for en del af tilskuerne dog gik op i blæsten. Den brogede kamp endte vistnok 4-3 til byraadet. Mens de brave kæmper raabte hurra for hinanden, intonerede sporvejsorkesteret en frisk march, og med den geværbevæbnede prof. Krebs som tambourmajor gik professorholdet i krebsegang med orkestret i spidsen til kollegiet".

(Kilden til ovenstående veloplagte reportage, der er gengivet efter et udklip i fotokopi og uden oplysninger, har desværre endnu ikke kunnet identificeres).

  

Jubillefestens plakat er tegnet af Fl. Petersen fra Weber & Sørensens reklamebureau. Klik på illustrationen og se en større udgave af plakaten.