Gustav Albecks forhold til universitetshistorien - og til Universitetshistorisk Udvalg

Gustav Albeck (1906-1995) var søn af overlæge, dr.med. Victor Albeck, der stod i spidsen for de århusianske universitetsforkæmpere, og allerede tidligt optrådte han ved faderens side i universitetskampen, som han også efter faderens død i 1933 fortsatte med at yde sine bidrag til.

Familien Albeck ved spisebordet i Overlægeboligen ved Fødselsanstalten i Jylland omkring 1927. Fra venstre Georg Albeck, Victor Albeck, Ella Albeck (f. Zachariae), Gustav Albeck og Vilhelm Albeck. (Fotograf ukendt. Billedet tilhører Universitetshistorisk Udvalg).

Gustav Albecks almindelige biografi skal vi ikke opholde os ved her, blot henvise til Gustav Albeck i det historiske showrooms personafsnit (og til de relevante årgange af Kraks Blå Bog , naturligvis). Derimod skal det nævnes her, at Gustav Albeck allerede i 1926 - som tyveårig - skrev sin første af mange artikler om den jyske universitetssag. Det var hele to år før oprettelsen af Universitetsundervisningen i Jylland; artiklen stod at læse i Akademisk Ugeblad XVI, 1926, s. 126-27. Albeck skrev også den lange historiske redegørelse for universitetssagens forløb i "Aarhus Universitets Gyldne Bog" - en bog, som blev skænket af grosserer Carl Albeck, og "hvis Blade frem i Tiden skal rumme Navnene på Universitetets Gæster", som det hed. (Ak ja, bogen er skrevet fuld af navne forlængst. Men dengang - i første del af 1930'erne - forestillede man sig jo, at det århusianske universitet engang - fuldt udbygget - ville kunne rumme ca. et tusinde studerende, og så var der vel grænser for, hvor mange officielle gæster, der kunne ventes, har man sikkert tænkt).

Hvad Albeck gennem tiderne affattede af fremstillinger vedrørende Aarhus Universitets forhistorie og tilblivelseshistorie er meget omfattende, men lad os nøjes med her at fremhæve det sene hovedværk inden for feltet, nemlig "Bidrag til det jyske universitets forhistorie" (i G. Albeck (red.): Aarhus Universitet 1928-1978 , 1978, s. 11-151) - et særdeles grundigt værk - og tilføje, at der også fremkom en ganske underholdende bog med erindringer fra tidligere studenter, som han ved samme lejlighed redigerede: Student i Århus. Femten erindringsbilleder samlet af Gustav Albeck (1979) - (her startede - hvilket man begribeligvis ikke kunne vide ved universitetets 50-års-jubilæum i 1978 - en slags "tradition" for at udgive erindringer ved jubilæer, i hvert fald en praksis, som Universitetshistorisk Udvalg tog til sig ved henholdsvis Aarhus Universitets 60-års -, 70-års - og 75-års jubilæer, og som derfor nu kan siges at være blevet en tradition).

Det skal straks siges, at Gustav Albeck altid så universitetskampen som del af hele den problematik, som havde og har at gøre med forholdet mellem hovedstad og provins. Provinsen var - og er vel stadig - forfordelt (i den oprindelige betydning af ordet!) med hensyn til kulturelle institutioner og højere læreanstalter - musik- og teaterliv, museer, videnskabelige institutioner (for slet ikke at nævne Danmarks Radios evige optagethed af hovedstadsfænomener gennem alle årtierne) - og det var Albecks store ønske at få ændret på denne skævvridning. Meget nåede han - herunder at være med til at oprette og lede fremtrædende musikinstitutioner i Jylland og i årtier at kæmpe for oprettelsen af et musikhus i Århus, et mål som nåedes, da Musikhus Aarhus blev indviet i 1982 - men alligevel var tonen ikke ligefrem overoptimistisk i hans sidste bog om dette emne. Bogens titel var  Et større Danmark. Nogle træk af kulturlivets udvikling vest for Storebælt - udgivet af Statsbiblioteket i anledning af overbibliotekar Niels Marks 50-års-dag 3. april 1989.

Et ganske pænt stykke tid efter nævnte bogs udgivelse fremkom i Dagbladet Information (16.-17. december 1989) en stort opsat kronikanmeldelse over to sider. Titlen var "Da Hafnia endnu kun var at regne for et potteskår", og forfatteren var den, der skriver disse linjer ( Universitetshistorisk Udvalgs sekretær ) - og som kort tid efter modtog et brev fra Gustav Albeck, hvori denne takkede for omtalen og gav udtryk for sin glæde over, at der nu endelig forelå en anmeldelse, der ikke havde misforstået bogen.

Gustav Albeck havde allerede i 1987 - året, hvor Universitetshistorisk Udvalg blev oprettet - givet et erindringsinterview til en medarbejder ved Universitetshistorisk Udvalg, men Albeck ville meget gerne give endnu ét, så derfor foranstaltedes nu - på baggrund af kontakten mellem Albeck og udvalgets sekretær - et nyt interview, som fandt sted i Albecks hjem på Jens Baggesens Vej 104 og strakte sig over 3 eller 4 omgange. Interviewet gik i og for sig udmærket, selv om man i dag kan ærgre sig over, at visse sider af 1920'ernes universitetskamp godt kunne have været belyst lidt bedre. Det var bestemt ikke Albecks, men udelukkende interviewerens skyld, at det blev sådan.

Kontakten mellem Albeck og udvalgets sekretær medførte, at sidstnævnte i 1994 blev engageret af Albeck som dennes privatsekretær en time om ugen. Formålet med dette arrangement, som støttedes økonomisk af M.C. Holsts Fond, var at få ordnet såvel Victor Albecks af omfang ret lille privatarkiv som Gustav Albecks eget ganske omfattende arkiv.

Det var ganske fornøjelige timer i Albecks lille kontor i Forskerparkens pavillonafsnit. Ganske vist var der grænser for, hvor meget, der blev nået - sådan praktisk, med den rent konkrete ordning af arkiverne - for Gustav Albeck tog sig undervejs god tid til at indvi sekretæren i utallige anekdoter og livshistorier med tilknytning til Aarhus Universitets historie - og desværre afgik han så selv ved døden 13. juni 1995.

Gustav Albeck sad under de sene eftermiddagsseancer i efteråret 1994 og foråret 1995 altid i stolen til venstre og meddelte, hvilket omslag et bestemt brev eller dokument skulle anbringes i, mens Palle Lykke sad i stolen til højre og anbragte arkivalierne som ønsket - eller foreslog anden placering. Det var under arbejdet her, at Gustav Albeck en dag foreslog, at han og sekretæren skulle være dus - hvilket de herefter var. Blandt bøgerne på reolen befinder sig adskillige, som omhandler forskellige former for folkeuniversitetsundervisning såvel i Danmark som udlandet, for også den folkelige udbredelse af den videnskabelige forsknings resultater (og i forbindelse hermed den almene dannelses udbredelse til alle befolkningsgrupper) lå altid Albeck stærkt på sinde - så stærkt, at han gennem en lang årrække var engageret i Folkeuniversitetet i Aarhus. Bøgerne på hylden vedrørende uddannelseshistorie tilhører i dag Universitetshistorisk Udvalg. (Foto Universitetshistorisk Udvalg - taget et par dage efter Albecks død i sommeren 1995).

Der burde - har sekretæren siden ofte tænkt - have været foranstaltet en lydoptagelse af Albecks kommentarer under arkivordningen. En sådan - ca. 25 timer kunne den vel i alt have omfattet - ville have udgjort et storslået supplement til de universitetshistoriske erindringsinterviews, som Albeck gav til udvalget i 1987 og 1994. Visse bemærkninger og historier huskes dog stadig, skønt de ikke blev nedfældet på bånd, fx én om, hvordan Gustav Albeck havde været alene i "hovedkvarteret" - dvs. Overlægeboligen ved Fødselsanstalten i Jylland - en dag sidst i august 1932 umiddelbart før grundstensnedlæggelsen til Aarhus Universitets første bygning skulle finde sted. Telefonen havde ringet, og Gustav Albeck havde taget røret. I den anden ende var kronprins Frederik, som spurgte, om han ikke også måtte komme med til grundstensnedlæggelsen. For han - der befandt sig på Marselisborg Slot sammen med den øvrige kongefamilje - havde nemlig ikke modtaget nogen invitation og ville gerne med, hvorimod invitation naturligvis var tilgået kong Chr. X, der skulle lægge den ene af de tre grundsten. På stedet afgjorde Albeck, at når det var kronprinsens ønske at deltage, så skulle han være velkommen - uanset hvad der måtte have ligget af overvejelser bag den oprindelige selektion af inviterede.

Apropos de kongelige, så fortalte Gustav Albeck også, at han havde været meget glad og beæret, da dronning Margrethe havde reageret positivt på hans henvendelse vedrørende et bidrag til ovennævnte erindringsbog Student i Århus - og tilføjede, at majestæten havde affattet sit bidrag til bogen ombord på kongeskibet, mens det pløjede bølgerne mellem hovedstaden og Aalborg.

Det var også med dybfølt glæde, at Albeck på sine bevarede tilhørerlister fra undervisningen kunne vise sekretæren navne på studerende, som han havde sat pris på, og som det var gået godt i tilværelsen. Flere af personerne på listerne var i øvrigt endt som hans kolleger på Nordisk Institut. ( Se som eksempel tilhørerliste fra Albecks øvelser og forelæsninger over dansk litteratur i reformationstiden i forårssemesteret 1957 ). Dog lagde han ikke skjul på sin undren over, at disse lektorer ikke alle i sin tid straks havde kastet sig over arbejdet med at skrive disputats, sådan som det ifølge ham havde været meningen med deres ansættelse som amanuenser i 1960'erne. Dog glædede han sig over, at flere af dem på et langt senere tidspunkt faktisk havde skrevet og forsvaret disputatser  - Jørn Vosmar, Peer E. Sørensen og Jens Aage Doctor. Hvad sidstnævnte angår, spøgte Albeck med, at denne jo herefter måtte kalde sig "doktor Doctor"! (Desværre blev det ikke så længe, idet Doctor - der i øvrigt skrev nekrologen over Gustav Albeck i Aarhus Universitets årsberetning - selv afgik ved døden et par år senere).

Det var typisk for Albecks hensynsfuldhed når han, hvad angik et par mere personlige breve i hans eget arkiv, skønnede at dem måtte man vist hellere destruere, således at de mennesker, som havde afsendt dem, ikke skulle huskes for, hvad de engang i et øjebliks ubesindighed havde nedfældet og postet af sted. Det var vist også på en af disse eftermiddage i det lille kontor, og med dele af Victor Albecks arkiv udbredt på bordet foran sig, at Gustav Albeck berettede om, hvordan Victor Albeck en morgen i første del af august 1928, straks da han havde modtaget den kongelige anordning, som var forudsætningen for Universitetetsundervisningens etablering, var ilet over til Holger Strandgaard i overkirurgboligen på Finsensgade for personlig at overbringe kampfællen den gode nyhed!

Ved eftermiddagsseancerne over arkivalierne i 1994-1995 fortalte udvalgets sekretær naturligvis Albeck om det universitetshistoriske arbejde, som nu var sat i gang i Universitetshistoisk Udvalgs regi. Albeck var umådelig interesseret og nævnte forskellige uløste problemer vedrørende universitetets forhistorie, som han ærgrede sig over ikke at have haft tid til at bore helt til bunds i, da han forberedte jubilæumsskriftet i 1978 - bl.a. mente han, at der kunne eksistere kilder til belysning af et møde afholdt i Århus i 1890'erne, hvor spørgsmålet om et universitet i byen havde været på dagsordenen, og han nævnte visse steder, hvor der kunne søges efter sådanne kilder (dette skete da også efter Albecks død, men desværre uden positive resultater). Han beklagede også stærkt, at protokoller vedrørende Studenterforeningen i Aarhus og Humanistisk Samfund var forsvundet, og at ingen anede, hvor i verden de befandt sig, hvis de da stadig eksisterede. Disse protokoller er senere til alt held blevet opsporet af Universitetshistorisk Udvalgs sekretær og er indgået i udvalgets samlinger.

Af overordentlig betydning for det efterfølgende universitetshistoriske arbejde var det, at Albeck fattede tillid til det igangværende universitetshistoriske projekt og på baggrund heraf besluttede, at såvel faderens som hans eget arkiv skulle overdrages til Universitetshistorisk Udvalg. Det blev et vendepunkt i udvalgets historie, for ganske vist var det da lykkedes at få indsamlet lidt materiale hist og her om universitetets historie, men nu - hvor der kunne henvises til, at disse værdifulde arkiver var blevet overdraget i udvalgets varetægt - var der pludselig overvundet en modstand: Nu kunne enhver potentiel giver - foreninger såvel som privatpersoner - jo se, at udvalget allerede havde noget af stor universitetshistorisk værdi. Resten er (universitets-)historie ... - se selv.