September 2010

Månedens billede (59)

Aarhus Studenterjazz var med til at få The Rolling Stones til byen i festugen 1970, hvor gruppen gav to koncerter samme aften i Vejlby-Risskov Hallen. De amerikanske Chicago-bluesstjerner Buddy Guy & Junior Wells med band "varmede op", som man sagde dengang. (Koncertbillet i privateje).

Egentlig var det SBA (Scandinavian Booking Agency), der stod for koncerterne med The Rolling Stones i Vejlby-Risskov Hallen for 40 år siden, men det skete i samarbejde med Aarhus Studenterjazz, der var involveret som lokal medarrangør.

En uge tidligere - 2. september 1970 - havde Aarhus Studenterjazz tilsvarende været involveret i en koncert med Jimi Hendrix samme sted - en optræden, som desværre havde måttet afbrydes efter kun 20 minutter, og hvor en repræsentant for Aarhus Studenterjazz havde haft den utaknemmelige opgave at fortælle publikum, at Hendrix var syg og ikke kunne spille mere, men at man kunne få sin billet refunderet hos Kaabers Musikhandel i Ryesgade.

Aarhus Studenterjazz var blevet stiftet af jazzentusiaster ved Aarhus Universitet i 1964 og havde straks foranstaltet en række koncerter i Stakladen, der samme år stod færdig som del af Studenternes Hus.

Skilt fra 1964. Tilhører Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet.