Juli 2014

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (108)

Juli 2014 (1): Månedens billede: Kandidater på elefantryg 1964

Da to nybagte juridiske kandidater for 50 år siden - i sommeren 1964 - kom ud fra deres afsluttende ekamen, ventede der dem noget af en overraskelse, idet deres kammerater fra Kollegium 9 havde indforskrevet et par elefanter, så hjemtransporten til de efterfølgende festligheder på kollegiet kunne foregå på standsmæssig eller i hvert fald iøjnefaldende og uforglemmelig måde.

Juli 2014 (2): 60 år siden Justus Hartnack tiltrådte professorat

Justus Hartnack (1912-2005) blev uddannet inden for militæret og deltog som kaptajnløjtnant i forsvaret af Amalienborg den 9. april 1940. Under ophold i Sverige studerede han filosofi og blev 1946 mag.art. i faget. Efter ophold i USA og en doktorgrad fra Københavns Universitet blev han i 1954 udnævnt til Svend Ranulfs efterfølger som professor i filosofi ved Aarhus Universitet.

Juli 2014 (3): Nyerhvervede billeder af øvelseshold på Matematik

Fotografier af øvelseshold på Matematisk Institut i 1960'erne og 1970'erne er tilgået AU Universitetshistories billedsamling. Ud over hold af matematikstuderende indgår en portion billeder af hold af økonomistuderende. Det meste er med oplysninger om årstal, holdnummer og navne. Samlingen er tilvejebragt og overdraget i maj 2014 af lektor em. Hans Anton Salomonsen, Institut for Matematik

Juli 2014 (4): Universitetshistorisk speciale er nu tilgængeligt

Under overskriften "Studenterdemokrati eller anarki?" har fhv. volontør ved AU Universitetshistorie, cand.mag. Niels Dyrholm Jensen foretaget "En undersøgelse af studenteroprøret ved Aarhus Universitet 1968-73 med fokus på de studerendes forsøg med parlamentarisme". Specialet er nu bedømt og kan downloades fra det universitetshistoriske scriptorium.

Juli 2014 (5): Artikel om Aarhus Universitet i tysk avis anno 1939

For 75 år siden (31.7.1939) kunne læserne af det nu forlængst hedengangne dagblad Hamburger Anzeiger læse en artikel om studieforholdene ved Aarhus Universitet, nordens mest moderne universitet, som bladet skriver. Der indledes med en anekdote om en sjællænder, en fynbo og en jyde, hvorpå der gøres rede for det skævvredne Danmark og for, hvorledes Aarhus Universitet blev oprettet.

Juli 2014 (6): Nyerhvervede skilte fra Antikmuseet

Antikmuseet har overdraget en håndfuld skilte, hvoraf to reflekterer stadier i museets historie. Det startede nemlig i 1949 som en studiesamling bestående af gibsafstøbninger fra Aarhus Museum og 500 af Nationalmuseet deponerede fund fra middelhavets kulturkreds. Efter oprettelse af museumslokaler og betydelige nyerhvervelser blev samlingen i 1986 omdøbt til Antikmuseet og fik faste åbningstider.