Marts 2015

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (116)

Marts 2015 (1): Månedens billede: Første kandidat fra Kollegium 5

Eksamen var overstået, og stud.theol. Jens Larsen var blevet cand.theol., da han 3. juni 1948 i kjole og hvidt trådte ud på sin altan i Kollegium 5 for at lade sig hylde af forsamlingen nedenfor. Jens Larsen var den første kandidat fra det unge Kollegium 5 (der blev opført i 1943, beslaglagt af den tyske besættelsesmagt samme år, lagt i ruiner 1944 af Royal Air Force og genopbygget efter befrielsen).

Marts 2015 (2): Status for det fusionshistoriske projekt

Aarhus Universitet fusionerede i 2006 med Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning og i 2007 med Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Jordbrugsforskning, Handelshøjskolen i Århus og Danmarks Pædagogiske Universitet. For et par år siden indledtes et projekt, hvis formål er at bevare materiale - ikke mindst centrale aktørers erindringer - mhp. fremtidens universitetshistorikere. Efter en periode på stand-by genoptages projektet i løbet af foråret.

Marts 2015 (3): Parkkollegiernes "fader" født for 125 år siden

Bankdirektør Niels Jensen (1890-1952) var fra 1928 økonomiansvarlig i Studenterforeningen i Aarhus og fra 1934 Universitets-Samvirkets kasserer. Fra samme år og frem til sin død var han formand for bestyrelsen for Parkkollegierne i Aarhus og fra 1943 medlem af universitetets bestyrelse. Der var delte meninger om hans person - en kolossal respekt fra bestyrelse og lærerforsamling, men stor irritation hos adskillige kollegianere, når han personlig førte tilsyn med gældende reglers overholdelse.

Marts 2015 (4): Stud.jur. henrettet af tyskerne for 70 år siden

Helge Brock Iversen, født 1924, blev student i Ribe i 1942, hvorefter han studerede jura ved Aarhus Universitet. Han deltog i jernbanesabotage og var medlem af flere aktive modstandsgrupper i Esbjerg. Han blev anholdt 23. september 1944, indsat i arrest i Kolding, overført til Vestre Fængsel og henrettet af tyskerne i Ryvangen 10. marts 1945.

Marts 2015 (5): Gestapofanges erindringer m. forfatterdedikation

Et eksemplar af Harald Sandbæks erindringer fra 1983 med dedikation til Københavns daværende biskop og dennes frue er blevet overdraget til de universitetshistoriske samlinger af museumsteknikker Steffen Christiansen, Antikmuseet. Ved luftangrebet på Gestapos hovedkvarter 31. oktober 1944 lykkedes det Harald Sandbæk at slippe ud i friheden og - med en falsk dødsannonce i dagbladene - at narre tyskerne til at tro, at han var død.

Marts 2015 (6): Nu engelske undertekster på vore kortfilm

I 2010 optrådte universitetshistorikeren som "vært" i de to første kortfilm produceret af danmarkshistorien.dk. Emnet for begge var Royal Air Force-angrebet på Gestapos hovedkvarter i Parkkollegierne 31. oktober 1944. Til visning på en 70-års jubilæumsudstilling i 2014 om luftangrebet blev der fremstillet udgaver med engelske undertekster. Disse udgaver er nu gjort tilgængelige for alle: