Aarhus Universitets segl

Juli 2016

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (132)

Juli 2016 (1): Månedens billede: Studenterliv anno 1929

Da bladet Vore Damer den 16. juni 1929 bragte en reportage fra Marselisborg Studentergaard - som var byens første universitetskollegium - skete det under overskriften "DE AARHUS STUDENTER" og med denne underoverskrift: "Et Besøg paa Marselisborg Studentergaard, hvor Livet leves leende!" Billedteksten lød: "5 glade hostrupske Studenter". Marselisborg Studentergaard blev indviet i 1928 og fungerede til 1941 som mandskollegium og derpå kvindekollegium til bygningen blev afhændet i 1946.

Juli 2016 (2): AU's hyldest ved 500-års byjubilæum 1941

Den 2. juli 1941 - for 75 år siden - slog Aarhus to fluer med et smæk, idet man på samme dag indviede byens nye rådhus og fejrede byens 500-års jubilæum. En fornem plakat, tegnet af Henrik Hansen, blev trykt for at markere begivenhederne, og Aarhus Universitet fremsendte eller frembar sin hyldest. Vi ved ikke, hvordan denne formentlig ganske fornemme hyldestskrivelse præsenterede sig i sin endelige udformning, men vi har ordlyden, som den var i et simpelt udkast.

Juli 2016 (3): Slavisk Institut i 1970'erne - nyskrevne erindringer

Thomas Petersen – herover tv. sammen med Rahbek Schmidt - fortæller om 1970'erne: ”Utallige mere eller mindre gennemtænkte og fjollede ideer blev markedsført. For eksempel den ide, at det ikke var rimeligt, at læreren forberedte sig eller vidste mere end de studerende. Gjorde han det, ville det blot medføre en skævhed i den kollektive erfarings- og tankeproces. Sat på spidsen kan man sige, at ny erkendelse skulle opstå mirakuløst ud af den kollektive uvidenhed. Eklatant sludder i metermål.”

Juli 2016 (4): Universitetshistorikeren var hovedtaler ved Huefest på IFA

Ultimo april indløb en mail underskrevet "Den Ultrahemmelige Huejunta", og der indledtes med disse ord: "Den 30. juni 2016 afholdes den traditionsrige Huefest på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet. Denne helt særlige aften er til for at fejre de nyudklækkede bachelorer og kandidater ved instituttet. Til festen er der en hovedtaler, som fortæller om et spændende emne med en festlig tilgang. Hovedtalerens identitet holdes hemmelig helt op til festen. Det ville være os en stor ære hvis denne hovedtaler var dig."

Juli 2016 (5): Erindringer fra lægestudiet i 1960'erne (ny bog)

På forlaget Abeland har fhv. overlæge, dr.med. Birger Møller (f. 1941) netop udgivet erindringsbogen Godthåbsgade 10, 8000 Aarhus C, der på 295 underholdende sider beretter om livet som studerende ved Det Lægevidenskabelige Fakultet fra begyndelsen af 1960'erne, herunder hvordan en laboratoriebetjent gav tegn, når de studerende skulle rejse sig, nemlig når forelæseren ankom, og når de måtte sætte sig igen. Desuden fine skildringer af bl.a. anatomiprofessor Lárus Einarson.

Juli 2016 (6): Minde fra Jens Vellevs æresdoktorpromotion i Lund

Ved promoveringen af æresdoktorer i Lunds Domkirke affyres et kanonskud (med løst krudt) til ære for hver af æresdoktorerne, efterhånden som de tildeles den hædersfulde titel - således også for lektor emeritus Jens Vellev den 27. maj 2016. Det skal dog straks siges, at det granathylster, som Jens Vellev for nylig har overdraget i AU Universitetshistories varetægt, ikke stammer fra Vellevs egen promotion, men fra en tidligere. I dag anvendes nemlig patronhylstre af pap, og af dem bliver der selvsagt intet tilbage efter affyringen.