Maj 2016

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (130)

Maj 2016 (1): Månedens billede: Rekruttering for 60 år siden

Foråret har altid været den tid på året, hvor uddannelsesinstitutioner iværksatte fremstød for at hverve nye studerende, således også AU, som i 1956 i årets studenterhåndbog fra Studenterrådet ved Aarhus Universitet fik bragt en opfordrende henvendelse til landets kommende nye studenter: "Bliv immatrikuleret ved Aarhus Universitet". Studenterhåndbogen blev sendt til samtlige landets nye studenter.

Maj 2016 (2): "International Student Centre" oprettet for 50 år siden

I denne måned - 17. maj - er det et halvt århundrede siden, at ISC (International Student Centre) slog dørene op for udenlandske studerende. ISC's første møder fandt sted i Studenternes Hus og hos private, siden på Kløvermarksvej, derefter i AU's Trøjborgkompleks, indtil ISC i 2006 opløstes, og funktionen blev overtaget af "Studenterhus Aarhus", som først havde hjemsted i Toldboden på Aarhus Havn og siden flyttede ind i Studenternes Hus.

Maj 2016 (3): Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 60 år

28. maj er det 60 år siden, at landsretssagfører Carl Holst-Knudsen fyldte 70 år og samtidig fratrådte posten som formand for Aarhus Universitets bestyrelse. Samme dag indstiftedes "Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris", som hvert år siden 1958 så vidt muligt har været uddelt på nævnte dato. Efter Holst-Knudsens afgang og frem til Styrelsesloven af 1970 fungerede den til enhver tid siddende rektor som formand for bestyrelsen.

Maj 2016 (4): 75 år siden indvielse af Naturhistorisk Museum

Efter en lille snes år i trange lokaler oppe under loftet i Læssøesgades Skole kunne Naturhistorisk Museum i slutningen af 1930'erne flytte ind i arkitekt C.F. Møllers nyopførte museumsbygning i Universitetsparken. Selve indvielsen fandt dog sted lidt senere, mere præcist den 10. maj 1941. Tilstedeværelsen af de naturhistoriske præparater - hovedsagelig indkøbt i udlandet for donerede beløb - havde spillet en rolle, da der skulle vælges jysk universitetsby.

Maj 2016 (5): Arkivfund: Manuskript af Tage Skou-Hansen

I registreringen af en i 1999 til Universitetshistorisk Udvalg overdraget samling af arkivalier vedr. Musiske Studenter - en samling, som havde tilhørt Niels Roed Sørensen (1929-2002) - findes formuleringen "Oversigt vedr. data/aktiviteter 1938-1949". Den viser sig at dække over et håndskrevet manuskript udarbejdet af forfatteren Tage Skou-Hansen (1925-2015). Der er tale om en oversigt vedr. Musiske Studenters aktiviteter i det nævnte tidsrum.

  • Se manuskriptets første linjer nederst på denne side eller her (pdf) >

Maj 2016 (6): Nye buer fjernet igen efter fem måneder

Fordi Hovedbygningens nordlige buegang var ved at synke i jorden, blev det nødvendigt i 2015 at fjerne den (se pdf), lægge nyt fundament og genopbygge den. I december, hvor samtlige piller og 7 ud af 10 buer var genopbygget, opdagede en AU-medarbejder imidlertid en væsentlig fejl i konstruktionen, og det blev derfor besluttet at nedtage de nye buer og forsøge endnu en gang. Buerne blev skåret fri af pillerne 20. april (se pdf) og fjernet morgenen efter. Foto og video 21. april v/en medarbejder ved Juridisk Institut.