Aarhus Universitets segl

September 2016

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (134)

September 2016 (1): Månedens billede: 1600 børn sang for universitetssagen

Samtidig med, at velhavere og virksomheder donerede betydelige økonomiske midler til universitets-indsamlingen, ydede også adskillige foreninger i Aarhus deres bidrag til universitetssagen i 1926, og det samme gjorde et kvindesangkor i foråret og igen i efteråret, og i september for 90 år siden sang et kor bestående af ikke færre end 1600 skolebørn under stort bifald fra 3.000 tilskuere penge ind til et kommende universitet ved en koncert i Stadionhallen. Det var en kamp mod tiden, idet et stort beløb ville falde bort, hvis ikke en lov om universitetsoprettelse forelå 27.12. 1926.

September 2016 (2): 70 år siden Hovedbygningen blev indviet (1946)

Da Aarhus Universitets hovedbygning med den markante aula blev indviet med pomp og pragt den 11. september 1946 - jfr. billedet herover -  havde bygningen allerede en bevæget historie bag sig. Arkitekt C.F. Møller (1898-1988) havde stået for universitetsbyggeriet siden 1933 og anlagt en nøgtern, funktionalistisk stil med gule mursten og helt uden udsmykning. Universitetsledelsen opfordrede ham til at gå noget anderledes til værks med den nye hovedbygning: han kunne jo  f.eks. studere den fascistiske diktator Benito Mussolinis nye pragtuniversitet i Rom!

September 2016 (3): 70 år siden Journalistkursus v. AU oprettedes

Danmarks Journalisthøjskole udsprang af Aarhus Universitet, hvor der 1946 blev oprettet et kursus for journalister med mindst to års praktisk uddannelse bag sig. Det første kursus startede i september samme år - i denne måned for 70 år siden - og varede tre måneder. Senere oprettedes videregående kurser for folk, der havde deltaget i første kursus. I 1957 fik kurset egen kollegiebygning i Vennelystparken. Herover ses deltagere i det hold, som i efteråret 1946 fulgte "Journalistkursus ved Aarhus Universitet". 

September 2016 (4): Studiegæst forbereder festforelæsning

En af sommerens flittigste brugere af materialet i det universitetshistoriske arkiv har været professor, dr. oecon., tidligere dekan, Svend Hylleberg, som ved sine talrige besøg i det universitetshistoriske håndbibliotek har studeret detaljer i økonomistudiets tidligste periode og hørt optagelser med mundtlige erindringer helt tilbage fra 1930'erne - alt sammen mhp. en festtforelæsning afholdt i sidste måned.

September 2016 (5): Nyerhvervelser fra det fhv. teologiske bibliotek

Som det fremgår af billedet herover, lå der stadig sne, da tre flyttekasser med materiale stammende fra det ikke længere eksisterende teologiske bibliotek tidligere på året blev overført til de universitetshistoriske samlinger, men nu er indholdet - bl.a. et par personlige skrivelser fra den i 1986 afgående professor, dr.theol. Johannes Sløk - blevet registreret og er blevet anbragt/opstillet i arkivet.

September 2016 (6): Interview om AU Erhvervskontakt 2003-2016

Et bevis på, at AU Universitetshistories oral history-projekt (indledt 1987) ikke udelukkende drejer sig om at lave erindringsinterviews med informanter, der befinder sig på gravens rand, fremgår af, at Kia Throen og Søren Larsen, hhv. nuværende og forhenværende medarbejder ved AU Erhvervskontakt, gik med på idéen om et spontant erindringsinterview vedr. Erhvervskontakten - om dens oprettelse i 2003, idéerne bag, og om dens virke og udvikling frem til i dag


Arkiv for Nyt fra Universitetshistorien >    Udvalgte mærkedage 2016 >    Ønsker du at abonnere på NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN? Skriv til pl@au.dk