August 2017

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (145)

Månedens billede: Internationalt studentercenter Hald anno 1962

Månedens billede er taget for 55 år siden, i 1962, af en tysk fysikstuderende, som gæstede Internationalt Studentercenter Hald det nævnte år. Vi fandt billedet på Günter W. Schnells hjemmeside, som også indeholdt erindringer fra Internationalt Studentercenter, og spurgte ham, om vi måtte anvende billedet. Det måtte vi meget gerne, og på baggrund af denne imødekommenhed bad vi efterfølgende Schnell om - hvis han da havde tid og lyst, hvilket lykkeligvis var tilfældet - at fortælle om dagligdagen på stedet.

Nyerhvervelser til C.F. Møller-samlingen

Ved et besøg hos arkitektfirmaet C.F. Møller på de øverste etager i Europahuset fik vi af partner i C.F. Møller, arkitekt MAA Tom Danielsen overdraget endnu en værdifuld portion materiale, der har tilhørt Aarhus Universitets arkitekt gennem et halvt århundrede. Ikke mindst kan fremhæves det fornemme album med fotografisk billedmateriale vedr. luftangrebet 31. oktober 1944. Også andre fotografier blev overdraget samt italienske prospekter indkøbt under Møllers europæiske studietur 1931 foruden diverse tekstmateriale.

Grundstensnedlæggelse til Aarhus Universitet for 85 år siden

Den 30. august 2017 er det 85 år siden, at grundstensnedlæggelsen til Aarhus Universitets første bygning fandt sted - nærmere bestemt skete det den 30. august 1932. Grundstensnedlæggelsen udgjorde første trin i opførelsen af en bygning, hvis arkitektur i dag beundres af arkitekturkyndige overalt i verden, og som har dannet den grundmodel for det modernistiske byggeri, som skulle blive opført på Aarhus-campussen i de efterfølgende mange årtier, og murskeen har vi i den universitetshistoriske samling!


Professor em. Morten Kelstrups papirer vedr. oprettelsen af ISC

Fra professor emeritus Morten Kelstrup, Københavns Universitet, har vi modtaget såvel digitale kopier af materiale med relation til oprettelsen af International Student Centre (ISC) i 1966 som et notat om materialet og Morten Kelstrups egen indsats ifm. tilblivelsen af ISC. Materialet udgør et værdifuldt supplement til det materiale vedr. ISC, som blev overdraget til de universitetshistoriske samlinger i 2005 umiddelbart før ISC's udflytning fra Trøjborgafdelingen og indflytningen i Studenterhus Aarhus i Toldboden på havnen.

Repræsentanter for Studenterrådet på studiebesøg mhp. udstilling

I forbindelse med Studenterrådets studiestartsmesse 2017, der som tidligere år afholdes i september i Hovedbygningens aula - og i dennes nærmeste omgivelser - er det tanken, at Hovedbygningens foyer denne gang skal danne ramme om en udstilling med universitetshistorisk indhold. Som led i forberedelserne aflagde studenterrådsformand Emil Outzen og messeansvarlig Emilie Mariendal studiebesøg for at drøfte mulighederne. En af disse kunne være at udvælge fotos, der fortæller om skikke og ritualer i studenterlivet gennem årtierne.

Bygninger der forsvandt i sommeren 2017 (2:3) - Barak 12

Det fortælles, at Barak 12, der blev bygget på Langelandsgades Kaserne i 1940'erne af den tyske besættelsesmagt, blev opført efter standardbaraktegninger af Albert Speer. Aarhus Universitet overtog kaserneområdet i slutningen 1990’erne, men allerede i 1994 havde Slavisk Institut fået tag over hovedet i Barak 12. Senere kom bygningen til at huse dele af det store Institut for Molekylærbiologi, herunder instituttets studenterlæsesal og fredagsbaren "Die Rote Zone". I sommeren 2017 blev Barak 12 jævnet med jorden.


NFU PLUS

  • I vores sommer-/sensommerserie om "Bygninger der forsvandt i sommeren 2017", er vi, som det fremgår andetsteds på denne side, nået til nummer 2 ud af 3. Nummer 1 bragtes i julinummeret af NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN, og nummer 3 bringes i septembernummeret.
  • Det har i årevis været muligt på vores hjemmeside at læse bogen om Det lærde Selskab i Aarhus 1945-1995, men med mellemrum har der været ytret kritik af den langt fra optimale læsevenlighed. Det har vi nu draget konsekvensen af, og i dag foreligger fremstillingen i en stærkt forbedret udgave, som letter læsningen betydeligt (18 MB) - se den nye pdf-udgave >
  • Som billede til Throwback Thursday (TBT) til 13. juli 2017 havde vi valgt et fra teologernes ekskursion til Øm Kloster i april 1942 - se TBT fra 15. juni 2017 >
  • Som billede til Throwback Thursday (TBT) til 27. juli 2017 havde vi valgt et udklip med foto fra "Young Lovers' Room" i Studenternes Hus i september 1969. Pga. særlige forhold valgte Aarhus Universitets SocialeMedier-redaktion imidlertid at lægge den op allerede 19. juli 2017 - se TBT fra 19. juli 2017 >

Invitation til Grundstensnedlæggelsen til Aarhus Universitets første bygning, der - som omtalt ovenfor - fandt sted i denne måned for 85 år siden.
Peter Skautrup var en af de fire docenter, som i efteråret 1928 var blevet ansat sammen med universitetets dengang eneste professor.
Der har i 1932 næppe blandt de inviterede hersket tvivl om, hvad der skulle forstås ved "Formiddagsdragt", hvilket jo for nutidsører kan lyde ganske afslappet, men som i virkeligheden betød dobbeltradet, mørk diplomatfrakke med tilhørende vest og bukser etc. - for slet ikke at tale om hovedbeklædningen, hvor civile forventedes at iføre sig høj cylinderhat. At seancen fandt sted klokken 13 og dermed ikke om 'formiddagen' er i og for sig sagen uvedkommende.
"N. Ebbesensvej" er den nuværende Nørrebrogade.
(Invitationen befinder sig i Peter Skautrups brevsamling hos AU Universitetshistorie).
Klik for forstørrelse