November 2017

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (148)

Månedens billede: Motiv fra Anatomisk Institut anno 1942

I efteråret 1942 - altså for 75 år siden - aflagde Billed-Bladets fotograf besøg på Aarhus Universitet, som nu var kommet i konfirmationsalderen. Resultatet af besøget blev en billedreportage under overskriften ”900 Studenter gaar paa Universitetet i Aarhus”, og vi har valgt et af pressefotograf A.E. Andersens stemningsfulde billeder til "Månedens billede". Herover ses kun et mindre udsnit af billedet, der er taget på Anatomisk Institut.

Apparatur og litteratur fra Peter Skautrup Centret

Omkring 1970 anskaffede Institut for Jysk Sprog og Kultur (senere omdøbt til Peter Skautrup Centret) to fornemme Nagra-spolebåndoptagere til brug ved arbejdet med indsamling og dokumentation af de jyske dialekter. Disse og andet materiale - en dubletsamling af litteratur på/om jysk sprog/kultur og et sæt af 1956-genoptrykket af Videnskabernes Selskabs Atlas - er nu blevet overdraget til de universitetshistoriske samlinger.

"Hvad gemte der sig bag det stykke mur, hvor der ingen vinduer var?"

"Hvad gemte der sig bag det stykke mur, hvor der ingen vinduer var?" Sådan lød spørgsmålet for et par måneder siden, da vi fra en professor emeritus ved Statskundskab modtog en henvendelse samt ovenstående foto fra 1930'erne. Baggrunden for spørgsmålet var, at Statskundskab nu havde overtaget bygningen (nuværende Bygning 1341), hvor der i dag på 2. etage er tre vinduer i det pågældende murstykke og hhv. to kontorer og et depot bag vinduerne. Men hvad var der før?

Nyerhvervet billedsamling fra Bartholinbygningen

I 2008 fik vi overdraget en omfattende billedsamling bestående af såvel fotograf Kirsten Millgaards fotografier, som billeder, hun selv og institutterne i Bartholinbygningen havde bevaret og samlet fra fagenes tid før indflytning i bygningen i 1974. I oktober 2017 har vi modtaget et vægtigt supplement hertil - et supplement, der ikke mindst glimrer ved uvurderlige personoplysninger mv. på adskillige af de centrale billeder. Herover prof. i farmakologi Folmer Nielsen-Kudsk i 1974.

AU har altid dyrket en bred vifte af aktiviteter, men vinhandel?!

En annonce, hvori ovenstående ordlyd indgår, findes i den aarhusianske studenterhåndbog for 1977, og skønt vi nok er bekendt med, at "Konsul Johannes Fogh-Nielsens og Fru Ella Fogh-Nielsens Legat", der hvert år understøtter den lægevidenskabelige ph.d.-forskning ved Aarhus Universitet, har sine midler fra Eydes gamle vinhandel (anno 1819) i Horsens, så har vi endnu til gode at finde ud af, hvilken konstruktion, der egentlig har været tale om.

Forestiller vores portræt mon lingvistikprofessor Jens Holt?

Vi har tidligere og i flere omgange været omkring spørgsmålet om identiteten af den person, som er portrætteret på et oliemaleri, som i årevis havde samlet støv på et af universitetets lofter - efter angivelig at have befundet sig i teologiske omgivelser -  men som for en halv snes år siden igen kom frem i lyset. På baggrund af input fra læsere drøftede vi tidligere på året, om herren eventuelt kunne være professor, dr.jur. Max Sørensen, men nu er der nyt i sagen!


 

 

NFU PLUS

TBT'er i forgangne måned

  • Som billede til Throwback Thursday (TBT) til 5. oktober 2017 på Facebook havde vi valgt et foto med studenter fordybet i studier i det teologiske håndbibliotek i begyndelsen af 1940'erne - se TBT fra 5. oktober 2017 >
  • Som billede til Throwback Thursday (TBT) til 19. oktober 2017 på Facebook havde vi valgt et foto med to medicinstuderende i Anatomisk Institut (identisk med Månedens billede) - se TBT fra 19. oktober 2017 >

Mens vi venter på Letbanen

I sidste måned så vi på de "Velkommen til Letbanen"-bannere, som henholdsvis Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital havde hængt op på meget synlige steder, men som man hurtigt fik pillet ned igen, da der viste sig alligevel ikke at være nogen letbane at byde velkommen. Denne gang kaster vi blikket på den historiske redegørelse, som letbaneselskabet har ladet forfatte og opsætte ved stoppestedet nær krydset Ringgaden/Nørrebrogade/Randersvej.

Af teksten fremgår, at Aarhus Universitets bygninger i Universitetsparken er tegnet af Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann, men det er nu i høj grad en sandhed med modifikationer. Det er korrekt, at de tre sammen vandt arkitektkonkurrencen i 1931, men praktisk skiltes deres veje næsten straks og kort efter også deres kompaniskaber, så ganske vist vandt de sammen konkurrencen, men C.F. Møller kom til at stå for den praktiske udformning af byggeriet.


Arkiv for Nyt fra Universitetshistorien >     Udvalgte mærkedage 2017 >    Ønsker du at abonnere på NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN? Skriv til pl@au.dk