Februar 2018

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (151)

Månedens billede: Arbejdssjak ved første universitetsbygning 1933

På samme måde som bygherren Chr. 4. naturligvis ikke selv byggede Rundetårn, Børsen og Rosenborg Slot, byggede Victor Albeck, Jakob Jensen og Carl Holst-Knudsen heller ikke egenhændigt Aarhus Universitet. Det var der folk ansat til, og det er nogle af dem, vi ser på Månedens billede, som stammer fra 1933. Den del af byggeriet, som ses på dette ret usædvanlige opstillingsbillede, er identisk med den nordligste endemur i første universitetsbygning, og bag muren lå (og ligger) kompleksets største lokale - det såkaldte fællesauditorium.

100 år siden digteren Thorkild Bjørnvig (AU-alumne) blev født

Ved Thorkild Bjørnvigs død kaldte Nils Gunder Hansen ham i sin nekrolog i Berlingske (5. marts 2004) for "en af det tyvende århundredes største danske lyrikere, men også en kulturpersonlighed, der formåede at spænde sin bue over filosofi, samfundsdebat [og] de fleste litterære genrer." Thorkild Bjørnvig studerede ved Aarhus Universitet fra 1938 og blev mag.art. i litteratur herfra i 1947. Sytten år senere vendte han tilbage til Aarhus Universitet for at forsvare sin disputats om Martin A. Hansens digtning her.

Ny bog om kvinden der donerede Sandbjerg Gods til AU

For et par måneder siden udkom på Aarhus Universitetsforlag en fornemt udstyret bog om Ellen Dahl, der var forfatterinden Karen Blixens søster, men som på Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet nok mest huskes (eller i hvert fald bør huskes) for sine storslåede donationer til videnskaben. Først afgav hun i 1941 sammen med sin mand, overretssagfører Knud Dahl, gården Nedre Strandkjær på Mols med tilhørende jorder til Naturhistorisk Museum i Aarhus og i det efterfølgende årti Sandbjerg Gods i Sønderjylland til Aarhus Universitet.


Mysteriet om den portrætteredes identitet endnu ikke løst

Interesserede læsere har spurgt, om det så er Jens Holt, som vores portræt forestiller. For som faste læsere nok husker, troede vi i november sidste år - en kende naivt måske - at vi pludselig stod med svaret på spørgsmålet om, hvem den portrætterede er. Men nej, det var ikke lingvistikprofessor Jens Holt (th.). Ganske vist havde kunstmaleren Gustav Bachmann iflg. Dansk Biografisk Leksikon udført et portræt af Jens Holt, men det var altså ikke vores portræt, oplyser Jens Holts familie.

Så vi går i tænkeboks med emnet indtil videre.

Festen til ære for professor Andreas Blinkenberg for 75 år siden

Det var ikke mange professorer ved Aarhus Universitet, der kunne modstå en såkaldt kaldelse, dvs. blev tilbudt et professorat ved Københavns Universitet, men enkelte skilte sig ud. Da professor i klassisk filologi Franz Blatt i 1940 sagde nej tak, arrangerede de studerende i begejstring et flagoptog til hans ære, og da professor i romansk filologi Andreas Blinkenberg senere gjorde det samme, afholdt hans kolleger en fest for ham 18. februar 1943.

Letbanebanneret er nu indgået i den universitetshistoriske samling

Fredag den 22. september blev et AU-banner med teksten "Velkommen til Letbanen" sat op ved Randersvej/Ringgade-krydset, men allerede mandag den 25. blev det taget ned igen, da det viste sig, at der alligevel ikke var nogen letbane at sige velkommen til. Siden nedtagelsen har banneret befundet sig hos Kommunikation & Presse, Universitetsledelsens Stab, hvorfra det 23. januar 2018 blev afhentet af AU Universitetshistorie og fragtet i magasin.


NFU PLUS

Annonce i studenterhåndbogen anno 1965. Klik for forstørrelse
  • 11. januar 2018 præsenterede AU Universitetshistorie som Throwback Thursday (TBT) på Facebook et billede fra den allerførste filosofikumseksamen anno 1929 i Aarhus - se TBT fra 11. januar 2018 >
  • 25. januar  2018 præsenterede AU Universitetshistorie som Throwback Thursday (TBT) på Facebook et billede fra en medicinsk 1. dels-eksamen i februar 1953 - se TBT fra 25. januar >

 

 


Arkiv for Nyt fra Universitetshistorien >     Udvalgte mærkedage 2018 >    Ønsker du at abonnere på NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN? Skriv til pl@au.dk