Syddansk Universitets nyansatte universitetshistoriske medarbejder besøgte udvalget

Cand.mag. Lasse Bisbjerg Nielsen fra SDU besøgte Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet for at blive orienteret om dettes arbejde siden 1987 - ikke mindst om erfaringerne med forberedelse og gennemførelse af erindringsinterviews med forhenværende ansatte og studerende. (Foto Universitetshistorisk Udvalg 11. februar 2008.)

I 2007 oprettede Syddansk Universitet (SDU) et universitetshistorisk udvalg, og i september samme år var sekretæren for Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet - som tidligere nævnt - inviteret til Odense for at fortælle SDU-udvalget om det universitetshistoriske arbejde i Århus siden 1987. I februar 2008 har SDU ansat cand.mag. Lasse Bisbjerg Nielsen som videnskabelig assistent ved derværende universitetshistoriske udvalg med henblik på at iværksætte etableringen af en universitetshistorisk samling ved SDU. Lasse Bisbjerg Nielsen har 11. februar 2008 aflagt besøg hos Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet for at høre nærmere om, hvordan man her er gået frem - først med et oral history -projekt og siden suppleret med andre former for indsamling.