Marts 2007

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (21)

Marts 2007: Universitetshistorisk Udvalg har nu eksisteret i 20 år

Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet blev oprettet 26. marts 1987. Læs her om udvalget og dets historie. Jubilæet fejres ved at gøre udvalgets allerførste pressemeddelelse tilgængelig her på siden: Se pressemeddelelse anno 1987. Den 20 år gamle pressemeddelelses opfordring til at kontakte udvalget vedr. eventuel overdragelse af relevant materiale gælder stadig!

Marts 2007: Fhv. lektor, dr.phil. Johann Boisen Schmidt død 

Professorens spørgsmål i en af Boisen Schmidts skriveøvelser fra 1946.

Fhv. stadsarkivar, seminarielektor og anmelder af historisk litteratur ved Weekendavisen , dr.phil. Johann Boisen Schmidt, Brede, er afgået ved døden 16. marts 2007, 81 år gammel. Universitetshistorisk Udvalg kom i forbindelse med Boisen Schmidt i 1994, da han medvirkede i en tv-udsendelse i anledning af 50-året for RAF-luftangrebet på Gestapos hovedkvarter i universitetskollegierne. I udsendelsen genkaldte Boisen Schmidt sig de dramatiske og forvirrede sekunder, der gik, fra deres lærer Adam Afzelius kastede sig på gulvet - uden at Boisen Schmidt og de øvrige studenter i auditoriet anede grunden hertil - og til bragene fra de første bomber lød. I 1997 gav Boisen Schmidt et erindringsinterview til Universitetshistorisk Udvalg om sin studietid 1944-1952 og fortalte også om, hvordan han i 1967 blev dr.phil. ved Aarhus Universitet uden mundtligt forsvar af sin disputats - fordi førsteopponenten netop var afgået ved døden. Klik her og hør interviewuddrag, hvor Boisen Schmidt fortæller om kollegianernes fattigdom i 1940'erne (varighed af lydklip fra 1997: 1:04). Boisen Schmidt overdrog i 1997 dele af sit arkiv vedr. studietiden til udvalget, herunder et antal skriveøvelser samt originale konvolutter indeholdende eksamensspørgsmål og forsynet med universitetets vokssegl. Begge dele er uhyre sjældne - folk har normalt ikke bevaret materiale af denne type.

Marts 2007: Nyt på hjemmesiden: Humanistisk Samfund

Møde i Humanistisk Samfund i 1939.

I forlængelse af besvarelse af forespørgsler vedr. Humanistisk Samfund og fremfindelse af materiale i den forbindelse er der oprettet et afsnit på udvalgets hjemmeside om denne forening, se Humanistisk Samfund

Marts 2007: Nu også ældre lærdomshistorie i Scriptoriet

Henrich Steffens (1773-1845).

Hidtil har Universitetshistorisk Udvalgs hjemmeside udelukkende beskæftiget sig med Aarhus Universitets historie og dets direkte og/eller umiddelbare forhistorie, men hvorfor ikke også - i det små - inddrage den del af forhistorien, som omfatter lærdomslivet i riget, inden Århus kom på tale som universitetsby? Udvalgets sekretær har været i sine skuffer og fundet manuskriptet til en artikel, som ikke mindst handler om en ung naturvidenskabsmands sociale trængsler i Bergen for et par hundrede år siden: " En følsom rejsende - Med Henrich Steffen i Bergen og omegn anno 1794 ". Artiklen blev oprindelig trykt i Bogens Verden, 1993, nr. 6, s. 334-340.

Marts 2007: Studier i C. Holst-Knudsens papirer

Ph.d.-stipendiat Morten Mandel Refskou.

Cand.mag. Morten Mandel Refskou, ph.d.-stipendiat ved Center for Erhvervshistorie, aflagde studiebesøg med henblik på et overblik vedr. indholdet af C. Holst-Knudsen s papirer. Morten Mandel Refskou forsker i forholdet mellem erhvervsliv og universitet. 

Marts 2007: Akademiske fægtere aflægger studiebesøg 

Stud.mag.erne Anja H. Thomsen og Martin B. Rasmussen.  

Repræsentanter for Jysk Akademisk Fægteklub aflagde studiebesøg i forsøget på at få opklaret klubbens oprettelsesdato.

Marts 2007: Nyerhvervede "museumsgenstande"

Skrivemaskine fra 1953.

Fra Indskrivingsområdet under Studieforvaltningen ved Aarhus Universitet er modtaget diverse historiske effekter, bl.a. en Remington skrivemaskine. Studier i maskinens registreringsnummer mv. røber, at den er produceret i Holland i 1953 - altså i det år, hvor Aarhus Universitet kunne fejre sit 25-års-jubilæum. Maskinen er forsynet med græske skrifttegn. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvorfor en sådan skrivemaskine har haft hjemsted i Studieforvaltningen, Desuden blev der overdraget en brevvægt og to stempler fra Studieforvaltningen - formentlig fra 1970'erne. 

Marts 2007: Månedens billede

Se større udgave af Månedens billede samt kommentarer etc.