Boganmeldelse (Nyt fra Universitetshistorien nr. 64, 2010)

Forsidefoto af Maria Rolin.

"Fy for satan, du ligner jo en abekat"

*

Ole Helmig: Helbrede, lindre, trøste

Skrevet af Anna Bridgwater

FADL's Forlag

Udgivelsesår: 2010

169 sider, illustreret

Omslag: Olga Bramsen

249,99 kr.

*

 

Bogen er udgivet af FADL's forlag i 2010 og skrevet af Anna Bridgwater, til hvem fhv. overlæge, dr.med. Ole Helmig (f. 1928) har fortalt sine erindringer om 56 år i lægeverdenen.

Fremstillingen er ganske veloplagt og præget af god og medrivende stemning.

Er man interesseret i det liv, der har udfoldet sig inden for rammerne af det, som man vel kan kalde den århusianske universitetshospitalsverden - også før denne betegnelse indførtes officielt -  og mens overlægerne stadig var afdelingernes ukronede konger, ja så er der ofte tale om kostelig underholdning.

En af overlægerne på Århus Kommunehospital, der var helt uden pli og takt og følgelig regnedes for at være ret grov, sagde fx til en ny sygeplejeelev: "Fy for satan, du ligner jo en abekat" (s. 81). Hun løb grædende derfra. Og da en nyansat professor - afslappet klædt i skovmandsskjorte og uden slips - lige ville rundt og hilse på sine nye kolleger, blev han af selvsamme overlæge mødt med bemærkningen "Hvordan fanden er det, du ser ud? Du ligner jo et bybud".

Men også beretningen om studietiden i København er interessant (og stærkt underholdende) - fx fortællingen om hvordan den unge stud.med. Helmig ved en bestemt lejlighed for at tjene en pæn skilling penge havde indvilget i at lægge krop til et forsøg, hvor det skulle undersøges, om hans nyrer var i stand til at rense blodet for pantotensyre.

Han fik blot at vide, at han skulle lægge sig på en briks, og der blev så lagt drop ind i armen og taget prøver. Det gik stille og roligt i nogen tid, og Helmig lå og glædede sig over de 15 kroner, han skulle have - svarende til en fordobling af månedens lommepenge - men snart blev han delvis lammet af kurare - hvilket han ikke var blevet oplyst om i forvejen - og uden at kunne gøre modstand eller sige noget fik han - hvilket heller ikke var aftalt - knappet sine bukser op af en yndig kvinde, som derpå tog fat om hans lem og med ikke helt rolig hånd indlagde et kateter.

Da forsøget var overstået og kateteret fjernet, fik han at vide, at nu kunne han godt rejse sig og tage hjem, men han kunne ikke holde balancen og faldt om på gulvet. Han fik så et skud prosigmin og kunne nu holde sig stående, men til gengæld kunne han ikke holde på sin afføring. Så han sked i bukserne lige der foran forsamlingen af læger og sygeplejersker, og det var - til hans yderligere beskæmmelse - igen den yndige kvinde, der nu trådte hen til ham, denne gang for at hjælpe ham (s. 33-34).

Men intet var tilsyneladende så skidt, at det ikke var godt for noget, for her gjorde han i hvert fald den erfaring, at et kateter altid skal lægges med fast og ikke med rystende hånd, idet det er stærkt ubehageligt, når et kateter hamrer mod blærens inderside.

De 15 kroner fik han forresten aldrig!

Man kan som læser næsten lugte afføringen, ikke blot Helmigs egen, men også de portioner af patientafføring, som om morgenen stod klar til ham i volontørtiden, og som han - med henblik på undersøgelse af, om der var pus i afføringen - "skulle røre ud i vand, indtil det havde konsistens som en lind øllebrød" (s. 32).

"Det var temmelig ulækkert", fortæller Helmig, "og hvis man kom om morgenen og kunne se, at der stod en 12-15 afføringsprøver, som man skulle røre op i vand og undersøge, så falmede glæden ved at være i den ægte hospitalsverden en smule" (s. 32).

Vejen gennem provinssygehusene og mødet med de fint karakteriserede figurer, der optræder her, og som alle - med eller uden særheder - på forskellig vis påvirker Helmigs personlighed, sluger man som læser, og man ville godt have haft mere af det hele.

Desværre skæmmes publikationen af en række fejlstavede navne og andre sproglige samt faktuelle besynderligheder, som en årvågen redaktør burde have stoppet.

Her skal blot nævnes, at nobelpristageren Jens Chr. Skou ikke hedder "Schou" (s. 61), at "vores førende sukkersygemand" Knud Lundbæk ikke hed "Lundbeck" (s. 85), og at kirurgen Tyge Søndergaard ikke hed "Thyge" (s. 99), hvilket man så let som ingenting kan forvisse sig om ved anvendelse af almindelige opslagsværker, fx de forskellige udgaver af Den danske Lægestand.

Desuden hedder det, at patienter fortsat siger "Kommunehospitalet" og ikke "Aarhus Universitetssygehus, Nørrebrogade" (s. 102); det har sikkert sin rigtighed, men her menes utvivlsomt, at ingen patienter siger "Århus Sygehus, Nørrebrogade" eller "Århus Universitetshospital" - for det er det, eller en kombination heraf i den rigtige rækkefølge, der er den korrekte benævnelse - og det er den penneførende eller redaktørens opgave at få den slags korrigeret, hvis informanten i farten har sjusket lidt i sin mundtlige fortælling.

Tilsvarende, hvad angår "Jernbanegade i Århus" (s. 127) - thi en sådan eksisterer jo ikke; det gør derimod Banegårdsgade og Ny Banegårdsgade. Og mon tegneren "Ejnar Kragh" (s. 80) i virkeligheden er Eiler Krag?

Der optræder tillige formuleringer af denne type: "vi (...) tog sig (...) af dem, der var indlagt" (s. 121) , hvor det skal være "os" og ikke "sig". Endvidere hedder det om én, at han "blev meget ked af over at få" (s. 147), og et sted står "det handler om at se flasken som halvt fyldt, ikke halvt tomt" (s. 155). Og om Helmig: "Selv er han er grundtvigianer (...)" (s. 167).

Og hvornår er Juelsminde Kysthospital egentlig oprettet? Det hedder på side 55, at det skete i 1938, men blot få sider senere får vi at vide, at nævnte hospital i 1937 havde været det rene Sodoma og Gomorra (s. 58).

Den slags fejl og unøjagtigheder, som er opregnet her, bør rettes, hvis det skulle blive aktuelt med et nyt oplag af bogen, som trods disse forbehold stærkt kan anbefales.

P.L.

*

Se bogens omslag i stort format og læs bagsideteksten.