Aarhus Universitets segl

Byggesager: Genetisk Institut 1970-1974 og Bio III-byggeriet 1970-1977

Det er i og for sig en gammelkendt historie, men interessant er det alligevel at stå med papirer, på baggrund af hvilke man kan følge dens udvikling for snart et halvt århundrede siden.

I al korthed drejede det sig om, at faget Genetik efter planerne skulle flytte ind i en bygning i biologikæden, når byggeriet var så langt fremme, at det blev muligt, men indtil da - fra og med 1968 - midlertidigt var blevet placeret i det nyopførte Matematisk Institut.

Her opnåede Genetik et så godt samarbejde med matematikerne om den statistiske genetik, at de alligevel ikke ville flytte hen i en bygning i biologikæden, men i stedet gerne ville have en ny bygning i forlængelse af Matematisk Institut, hvilket de fik i 1972.

I sit speciale om Den tidlige molekylærbiologis udvikling og institutionalisering i Danmark (1932-1970) fra 2004 gennemgår Marie Louise Thomsen sagen og skriver bl.a. følgende:

Det planlagte samarbejde mellem Frydenbergs Genetiske Institut og IMB led en grum skæbne, da Frydenberg i en skrivelse af d. 20. maj 1969 meddelte Konsistorium, at han ikke længere som planlagt ønskede at have til huse i biokædens Biologi I. Han påpegede, at der var opstået et nært samarbejde mellem matematik og genetik, og ønskede derfor at blive i de midlertidige lokaler, han var blevet tildelt fra starten. Han skønnede, at Genetisk Institut kunne forblive i forlængelse af Matematisk Institut, hvis man byggede endnu en fløj. Frydenberg foretog med denne anmodning et forskningsmæssigt kursskifte, idet han bevægede sig væk fra [Mogens] Westergaards biokemiske genetik fra tiden på BCI [Biologisk Central Institut, KU]. Han valgte nu at lade sin egen foretrukne form for genetik, den matematisk orienterede populationsgenetik, være den dominerende genetiske strømning på instituttet. (s. 118)

Hvad Thomsen videre oplyser om sagen, kan man læse side 118ff i det nævnte speciale ved klik her.

Materialet er i efteråret 2017 blevet overdraget af Institut for Bioscience v/ Marianne Vedsø.