Professor, dr.jur. Max Sørensens skrivebord med stol & pude

Da dr.jur. Max Sørensen i 1947 blev ansat som professor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet, var universitetets nye hovedbygning taget i brug. Den var indrettet efter det såkaldte institutprincip med øvelsessale, auditorier, bibliotek og lærerkontorer i nær forbindelse med hinanden.

Men at professorerne rådede over eget kontor på universitetet - hvilket ikke tidligere var tilfældet for flertallet af professorer og docenter - var langt fra ensbetydende med, at de udførte alt deres arbejde dér.

For Max Sørensens vedkommende fortælles det, at han i hjemmet skrev noget nær samtlige sine retsvidenskabelige værker ved det skrivebord, der nu er blevet overdraget til AU Universitetshistorie som et minde om en af Aarhus Universitets internationalt mest kendte og anerkendte skikkelser gennem tiderne.

Bordet antages at være dansk fremstillet, men er i chippendalestil - og i mahogni, med skuffer i hver side samt i midten og med cabriole/svejfede ben med løvefødder. Antages at stamme fra 1900-tallets første årtier. H. 79  cm L. 152 cm D. 97 cm.

Bord og stol samt personlig pude er doneret af Max Sørensens nevø, direktør Jakob Sørensen, Holte, i efteråret 2014, og udgifterne til flytningen af genstandene fra Holte til Aarhus er bevilget af bestyrelsen for Max Sørensens Mindefond.