Aarhus Universitets segl

En veteran fra JAI (Jysk Akademisk Idrætsforening)

Gymnasielektor, cand.mag. Judith Jensen med plakat vedrørende JAI's kamp mod B 1909 i 1974. Judith Jensen besøgte i foråret 2008 Universitetshistorisk Udvalg for at give et erindringsinterview om bl.a. studenterfodboldklubben JAI og herunder om vanskelighederne ved i 1970'erne at få oprettet et kvindehold inden for klubbens rammer. Ved samme lejlighed overdrog hun plakaten og andet materiale - vedr. såvel JAI som andre emner - til udvalgets samlinger. (Foto Universitetshistorisk Udvalg 2008). 

Den århusianske studenterfodboldklub JAI - Jysk Akademisk Idrætsforening - havde i 1972 kæmpet sig frem til serie 1, men var ret hurtigt kommet ned i serie 2 igen, og dér befandt holdet sig stadig, da det 18. september 1974 mødte 2. divisionsholdet B 1909 i DBU's landspokalturnerings ottendedelsfinale. JAI kom foran og førte 1-0 efter første halvleg, men derpå gik det knap så godt, og århusstudenterne tabte 1-4. Ikke færre end 1500 tilskuere var til stede ved kampen, der foregik på Århus Stadion - flere end der normalt kom til Skovbakkens 1. divsionskampe, som det blev understreget i JAI's 50-års-jubilæumsskrift (1993).