1940: Dialektturen

Dialektturen 1940

I et lille grønt fotoalbum, overdraget til Universitetshistorisk Udvalg i 2005 af Gørsemi Skautrup, datter af professor Peter Skautrup, findes nedenstående 18 fotos. De stammer fra den dialekttur, som Peter Skautrup foretog med et hold studenter i sommeren 1940. Formålet var at fastlægge jyske dialektgrænser, og man startede med at cykle skråt over mod nordvest fra Hundslund ved Horsens og op til Han Herred.

Kommentarer/forklaringer til de enkelte billeder tilføjes/udbygges efterhånden. Billederne er nedenfor præsenteret i samme rækkefølge som i albummet - undtagen Billede 1, der var uden fast plads i albummet.

Billede 1. (Se billedet i stort format). Stående fra venstre Kristian Ringgaard, E. Fomsgaard, Ida Thiele, Niels Åge Nielsen, Arne Bjerregaard Jensen, E. Dreyer Jørgensen og Svend Schmidt-Nielsen. Siddende fra venstre Grete Bondesen, Peter Skautrup og Inge Wohlert. I 1988 gav E. Dreyer Jørgensen et erindringsinterview til Universitetshistorisk Udvalg og fortalte her om Peter Skautrup og dialektturen. Hør uddrag her. (Se foto af Dreyer Jørgensen anno 2005 på nyhedssiden for december 2005 ).

  

Billede 2. Peter Skautrup, her i cyklistantræk inklusive studenterhue, havde inden turen henvendt sig til en lang række meddelere, som man så kontaktede undervejs - bevæbnet med skemaer, hvori udtaleformer noteredes. Et enkelt sted blev Skautrup taget under forhør af en ca. 90-årig mand: Hvem er du? Hvad vil du? Hvorfor det? Hvad er du? Da Skautrup svarede, at han var professor, lød svaret: "Professor, det må da være professor Labri." Om episoden skriver Svend Schmidt-Nielsen: "Længere er den historie ikke, og Skautrup gjorde heller ikke mere ud af den, end godt var. Men den gik pressen rundt, og her er den igen. Vi grinede ad den gamle, djærve nordjyde i dørkarmen. Grinede vi ad os selv? Hvorfor var det så urkomisk, at en professor ikke lignede en professor?" (Svend Schmidt-Nielsen: ”Den nerveberoligende grønsvær", G. Albeck (red.): Student i Århu s, 1979, s. 53-54). Se billedet i stort format.

Billede 3. Niels Aage Nielsen, der senere - efter nogle år som ansat i Statsbiblioteket - blev professor først ved Odense Universitet og siden ved Aarhus Universitet. Under besættelsen var han en af hovedkræfterne i den jyske modstandsbevægelse. Herom skrev han erindringsbogen Mellem jyske modstandsfolk 1941-1945 (1980). I forbindelse med retskrivingsreformen sidst i 1940'erne ændrede Niels Aage Nielsen sit navn til Niels Åge Nielsen. Om sit forhold til dialektforskningen skrev Niels Åge Nielsen mange år senere: "Min egen interesse for dialektforskning går tilbage til mit andet studieår 1934 under den nyudnævnte professor Skautrup. Besvarelsen af en prisopgave i 1936 og et studieophold i Uppsala 1938-39 gav mig yderligere anledning til at arbejde med dialektmateriale." Og Niels Åge Nielsen fortæller umiddelbart herefter følgende om dialektturen: "I foråret 1940 havde Skautrup så øvelser over danske dialekter, især de jyske, og der blev som afslutning på semestret arrangeret en ekskursion, som skulle følge grænsen mellem øst- og vestjysk. Vi var otte studerende, der deltog sammen med professoren. Turen foregik på cykel og varede 14 dage, og på den tid besøgte vi ca. 70 sogne i et bælte fra Horsensegnen til Vesterhanherred." Niels Åge Nielsen skriver altså, at de var otte studerende, men faktisk var de ni. (Kilde: Niels Åge Nielsen: "Sådan startede det", Ord og Sag 2 (1982) , s. 8).

Billede 4. Svend Schmidt-Nielsen. Om cykelturen 1940 skrev Svend Schmidt-Nielsen i 1979: ”Bedst husker jeg selvfølgelig cykelturen gennem Jylland 1940. Det var om sommeren, og den sveg os ikke, men Danmark var blevet besat 9. april. Før ferien cyklede vi skråt opad gennem Jylland, fra Hundslund-Søvind i syd over Silkeborg-Viborg til Skagerak igennem Han Herred i nord, for at opregne og justere grænsen imellem østjysk og vestjysk.  20. juni 1940 hørte vi gennem et vindue nordenfjords, at Frankrig havde kapituleret. Det gjorde indtryk, men svækkede ikke vores interesse for foransat og efterhængt artikel.Vi elsker at høre, at Niels Bohr, medlemmer af kongehuset og Flemming Kissmeyer er almindelige mennesker. Det samme gælder Peter Skautrup. Han var i sandaler, plusfours og havde fingrene viklet ind i bændler på grund af en generende eksem." (Svend Schmidt-Nielsen: ”Den nerveberoligende grønsvær", G. Albeck (red.): Student i Århu s, 1979, s. 53-54).  

Billede 5. Grete Bondesen og E. Dreyer Jørgensen under den blomstrende hyld. Er det mon spørgelisten, de har fundet frem?

Billede 6. Der lappes cykel. Arne Bjerregaard Jensen og vistnok Inge Wohlert.

Billede 7. Uidentificeret lokalitet.

 Billede 8. Peter Skautrup flankeret af Svend Schmidt-Nielsen og Grete Bondesen. Bag dem står Niels Åge Nielsen, den ældste af de deltagende studerende. Han havde i øvrigt et sideløbende særprojekt kørende: "Ud over de spørgelistebesvarelser (om lydforhold mv.), som vi alle indsamlede, benyttede jeg lejligheden til at studere husdyrnavne (...) samt navne på gårdens forskellige rum. Senere i 1940 lod Skautrup min spørgeliste om husdyrnavne trykke som instituttets spørgeliste nr. 2." (Kilde: Niels Åge Nielsen: "Sådan startede det", Ord og Sag 2 (1982) , s. 8).

Billede 9. På Filtenborg Plads i Århus.

Billede 10. Så går det derudad!

 

Billede 11. Motivet stammer formentlig fra færge over Limfjorden.

Billede 12. Uidentificeret lokalitet. Måske ejendom tilhørende en af de besøgte meddelere.

Billede 13. Uidentificeret havneanlæg. Desværre er ølkasserne i baggrunden fra Carlsberg og ikke fra et lokalt bryggeri, så her er ingen antydning af, hvor vi befinder os.

Billede 14. Karup Å.

Billede 15. Lidt løssluppenhed var der også tid til.

Billede 16. Afslapning med Limfjorden i baggrunden.

Billede 17. Kvinden til højre er formentlig en af de meddelere, som man besøgte.

I en maskinskrevet "Beretning om det ved Institut for jysk Sprog- og Kulturforskning i 1940 udførte arbejde" meddeler Skautrup følgende: "I dagene 16.-30. juni foretog jeg sammen med 8 danskstuderende en undersøgelse af grænseområdet mellem øst- og vestjysk. Fra 72 sogne på strækningen fra Horsens fjord til Lildtangen fik vi fra ca. 160 punkter lige så mange optegnelser med besvarelse af forud tilrettelagte spørgelister". (Skrivelse i Peter Skautrup Centrets arkiv).

Billede 18. På uidentificeret jernbanestation. Måske har man ikke cyklet hele vejen frem og tilbage. Om man har taget toget et stykke vej, fremgår desværre ikke af det foreliggende regnskab for turen. Fra venstre ses Inge Wohlert, Grete Bondesen, Svend Schmidt-Nielsen, Peter Skautrup, Erik Dreyer Jørgensen, Arne Bjerregaard Jensen og formentlig E. Fomsgaard.