Aarhus Universitets segl

Det Økonomiske og Juridiske Fakultet > Aarhus BSS

Hvornår blev fakultetet oprettet?

Spørgsmålet om, hvornår i efteråret 1936 Det Økonomiske og Juridiske Fakultet blev oprettet, afhænger af, om man vælger den dato, hvor dets første professor(er) blev ansat (1. august), eller om man vælger det tidspunkt, hvor undervisningen pågyndtes (første del af september) eller den dato, hvor det første fakultetsmøde fandt sted (30. september), eller om man foretrækker datoen for valget af fakultetets første dekan (8. oktober), hvorefter fakultetet må siges formelt at være blevet konstitueret.

Baggrund for fakultetets oprettelse

Allerede i den store kommissionsbetænkning fra 1925 var der blevet fremsat tanker om et handelsfakultet eller et erhvervsfakultet, der altså endte med at komme til verden i 1936 under navnet Det Økonomiske og Juridiske Fakultet ved Aarhus Universitet.

At det skete på det tidspunkt, skyldes for en dels vedkommende, at staten i 1934 havde vedtaget at overtage udgiften til undervisningen i de sproglige og historiske fag fra og med april 1935, og da det var kommunen, der hidtil havde afholdt disse udgifter, så erklærede denne sig nu villig til at fortsætte med at yde bidrag, der svarende til det hidtidige årlige støttebeløb, men nu til det kommende fakultet.

På den baggrund nedsatte Universitets-Samvirket i august 1934 et større udvalg ("Udvalget angaaende Oprettelse af et Erhvervs- eller økonomisk Fakultet ved Aarhus Universitet"), som kom til at bestå af sagkyndige fra erhvervslivet samt repræsentanter for universitetet og byrådet.

Under dette udvalg nedsattes et arbejdsudvalg, fra hvis hånd der i slutningen af januar 1935 forelå en 43 sider lang indstilling til universitetets bestyrelse.

Efter at bestyrelsen havde godkendt indstillingen, var den forbi Københavns Universitet og Undervisningsministeriet - uden at møde større indvendinger.

Herefter iværksattes en indsamling af økonomiske midler til bl.a. opbygningen af et bibliotek og af supplerende private midler ud over den kommunale støtte til driften.

Årstal i fakultetets historie

1936: Det Økonomiske og Juridiske Fakultet oprettes og udbyder undervisning i økonomi og jura

1959: Institut for Statskundskab etableres ved Aarhus Universitet

1968: Psykologisk Institut etableres ved Aarhus Universitet

1969: Det Økonomiske og Juridiske Fakultet skifter navn til Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

1993: Center for Rusmiddelforskning etableres som et center ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

2000: Center for Registerforskning åbner som et center ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, finansieret på en femårig bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond

2003: Center for Læring og Uddannelse oprettes som en pædagogisk forsknings- og udviklingsenhed ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

2004: Dansk Center for Forskningsanalyse oprettes som et center ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og viderefører aktiviteterne fra Analyseinstitut for Forskning, der blev oprettet som en sektorforskningsinstitution under Forskningsministeriet i 1996

2004: Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsråd bliver i juni 2004 erstattet af Akademisk Råd

2005: Center for Registerforskning bliver indlejret ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

2006: Professor Svend Hylleberg bliver den første ansatte dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

2006: Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning indfusioneres som et institutlignende center ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

2007: Handelshøjskolen i Århus bliver del af Aarhus Universitet

2011: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og Handelshøjskolen sluttes 1. januar 2011 sammen til School of Business and Social Sciences.

2015: Den daglige betegnelse for fakultetet bliver Aarhus BSS