Aarhus Universitets segl

"Hvad gemte der sig bag det stykke mur, hvor der ingen vinduer var?"

Anatomisk Auditorium

Den første gule universitetsbygning i Universitetsparken blev indviet i september 1933. Bygningen var hovedsagelig indrettet med henblik på den indledende lægevidenskabelige undervisning, men rummede også få lokaler til den humanistiske undervisning.

I bygningen havde tre lægevidenskabelige institutter hjemme, nemlig institutterne for Fysik, Kemi og Anatomi. De to førstnævnte skulle på det tidspunkt som antydet primært tjene den lægevidenskabelige undervisning - indtil de i 1954 blev en del af Det Naturvidenskabelige Fakultet - og Anatomi  var naturligvis hele tiden et lægevidenskabeligt fag.

Bag den del af muren i den sydlige sektion (nuværende Bygning 1341), der dengang var uden vinduer på 2. etage, befandt sig det anatomiske auditorium, hvor anatomiprofessoren forelæste på baggrund af demonstrationer af den menneskelige anatomi i form af opskårne menneskelig; de dissektionsøvelser, som han iflg. læseplanen også afholdt, fandt formentlig sted i det tilstødende dissektionslokale.

På grund af ligstanken var de dele af Anatomisk Institut, hvor man håndterede lig, placeret for sig selv i Bygning 1341, den sydligste del af Aarhus Universitets første bygning.

Det var først i slutningen af 1950'erne, at Anatomi flyttede i egne bygninger sydligere i Universitetsparken.