En student beskriver sin ankomst til Studentergaarden i 1932

P.K. Iversen er forfatter til hosstående erindringer. Den senere landsarkivar ses her som stud.mag. ved Aarhus Universitet o. 1933.

[I 1998 lykkedes det Universitetshistorisk Udvalg at opnå P.K. Iversens tilladelse til at publicere et mindre parti af nogle erindringer, som ellers var båndlagt et stykke ud i fremtiden. De er skrevet i 1980'erne og handler om studietiden i 1930'erne. Det pågældende parti af erindringerne kan læses herunder].

"Jeg mindes endnu, hvor benovet jeg var, da jeg første gang d. 1. sept. 1932 mødte op på studentergården. En gammeldags solid kurvekuffert indeholdende mit tøj og min beskedne bogsamling var sammen med en sæk indeholdende sengetøj i forvejen sendt dertil, og jeg mødte derfor blot med min mappe og en ny, men nu aldeles gammeldags såkaldt jordemodertaske, som jeg i anledning af veloverstået studentereksamen fik af min - jeg syntes allerede dengang - gamle mormor. Vi fik anvist værelse, og som ny beboer fik jeg anvist et med skråvægge til de tre sider og med et enkelt lille vindue, foran hvilket der var anbragt et lille arbejdsbord. Af inventar i øvrigt var der en sovedivan, en lille bogreol, en skrivebordsstol og vel hvad man kan kalde en almindelig køkkenstol. Efter anciennitet rykkede man så op i de bedre værelser, idet dog betalingsværelserne var undtaget denne ordning. De sidste 3-4 år havde jeg et sydvendt værelse med udsigt over mod Marselisborg Gymnasium og den bagvedliggende skov ... Da alle hen på eftermiddagen var ankommet, blev der varslet sammenkomst i dagligstuen, hvor professoren, Kort K. Kortsen, bød os velkommen. Vi nye blev forestillet for ham, og han gennemgik ordensreglementet og indskærpede det for os. Det var nu ikke så forfærdelig stramt. Yderdøren blev låst kl. 22, men der hang en nøgle i portnerboligen, hvormed vi efter dette klokkeslæt selv kunne låse os ind. En fornuftig bestemmelse for den alt andet end velisolerede bygning var, at der skulle være ro kl. 22, og at gæster på samme klokkeslæt skulle have forladt bygningen. Denne sidste bestemmelse kunne nok nu og da vække anstød blandt beboerne, hvis "moral" nidkært blev overvåget af professor Kortsen og Kortinden, som hans frue blev kaldt."