Studenterlinden plantes 11. september 1928

(Foto i Århus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling. Ukendt fotograf).

I haven ved bygningen på adressen Marselis Tværvej 4 stod frem til 13. november 2013 det træ, som pionererne plantede (klik på billedet og se træet i maj 2006). Et lille - senere anbragt - skilt ved træets rod fortalte, at det var en "Studenterlind plantet d. 11. september 1928 ved Marselisborg Studentergaard på oprettelsesdagen for Aarhus Universitet".

Professor Carl Krebs (1892-1979) har i en erindringsskitse fra 1978 skildret lindetræets betydning:

”Vi plantede et træ i bygningens have. Det skulle være det første træ, som skulle vokse og gro til ære for Aarhus Universitet. Jeg ser endnu Albeck stå med hånden om stammen, og jeg var med til at smide jord på dets rødder og trampe det til og vande det.”

Hvem af herrerne ved træet, der er hvem, er ikke let at afgøre i den stilling, de indtager, men andre kilder fortæller, at træet blev plantet af Universitetsundervisningens bestyrelsesformand, overlæge, dr.med. Victor Albeck, landsretssagfører C. Holst-Knudsen og overretssagfører Andreas Christensen med sagkyndig bistand af stadsgartner Sandberg. Borgmester Jakob Jensen ses som nr. tre fra venstre i rækken af tilskuere og i samme række længere henne mod træet ses i lys skjorte og mørk jakke og uden hat professor, dr.phil Erik Arup, Københavns Universitet. Det var professor Arup, der året forinden - i en ellers fastlåst situation - var fremkommet med den plan, hvorpå etableringen af den århusianske universitetsvirksomhed kom til at bygge.