Aksel Dahlerup: Erindringer fra en Procol Harum-koncert i Stakladen

Aksel Dahlerup (f. 1952) har primo 2015 fremsendt nedenstående beretning som reaktion på vores tvivl vedr. spørgsmålet om, hvem der "varmede op" for Procol Harum ved koncerten i Stakladen i oktober 1971.

"Jeg var til Procol Harum-koncerten den 22.10.1971. Dr. Dopo Jam var opvarmning!

Dr. Dopo Jam var ikke just et oplagt valg, men da Day Of Poenix aflyste (mener bandet gik i opløsning kort før koncerten), var Dr. Dopo Jam åbenbart, hvad der kunne fås som erstatningsband. Stilmæssigt langt fra Day of Phoenix og Procol Harum, som vi var kommet for at høre. Dr. Dopo Jam spillede ”14 tommers galvaniseret vandrørsgevind” (ikke sikker, mener det hed sådan). Reaktionen udeblev ikke, mange benyttede opvarmningen til at slippe ud af den røg- og hashtågefyldte Staklade for at trække frisk luft.

Efter en meget lang pause kom Procol Harum endelig på scenen. Gary Brooker startede, trommeslageren (BJ Wilson?) slog et par slag, smed stikkerne, rejste sig fra trommerne, gik hen til den nærmeste mikrofon for at fortælle publikum et eller andet ikke let forståeligt; han var ”knokkelskæv”. Efter 3-4 minutter fik Gary Brooker ham tilbage til trommerne. Så var vi klar, det samme gentog sig et par gange, lydmanden fik tegn til at lukke ned for mikrofonen, men det fik ham ikke til at stoppe, han lagde sig på knæ og talte i stortrommemikrofonen. Da der blev lukket for den, og han alligevel var nede på alle fire, kravlede han frem til scenekanten for at tale med dem på forreste række, fik en tår øl, et par sug på en joint og ’bommede’ en smøg.

Hele salen var et stort ”kollektivt grineflip” under hele forløbet.

Efter en lille halv time var han tilbage ved trommerne, og koncerten kunne begynde."

Ovenstående indhold af mail af 30. januar 2015 fra Aksel Dahlerup til AU Universitetshistorie gengives med venlig tilladelse fra Aksel Dahlerup.

Koncertbillet i privateje.