Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 11

MIT ANDET HJEM I STENLILLE

Mens jeg læste i København, tilbragte jeg ofte weekenden i Stenlille hos morbror Otto og tante Karen. De havde altid en seng stående parat, og var de ikke hjemme, vidste jeg, hvor nøglen hang: bag døren til det nedlagte lokum i udhuset. Inga var efter sin studentereksamen kommet i huset hos familien Osvald Helmuth. Fætter Erik var travlt beskæftiget i butikken og havde talent for at sælge sko, men han korresponderede også med Martin A. Hansen og drømte om at blive forfatter.

Tante Karen var rund og glad. Morbror Otto sagde tit: "Jeg er døbt Glad, men det er Karen, der er det". Hun var en foretagsom formand for husmoderforeningen, og jeg kan stadig drømme om hendes morgenbord om søndagen. Hvidt og mørkt brød, friske rundstykker, horn og kryddere, smør og tre slags marmelade og honning. Det var noget andet end det, vi havde fået i Grønland. Knastørt rugbrød, hvor vi havde måttet save den ene mugne side af, før vi kunne spise det, og harskt drittelsmør, som var flere måneder gammelt og i dén grad omdannet til stearin, at det var blevet gråt.

Tante Karen og morbror Otto på Hirtshalsfærgen lige før deres bil blev tabt på kajen og deres Norgestur gik i vasken.

Hos Glad Jensens stod de tidligt op til hverdag. Morbror Otto og svenden begyndte i værkstedet på slaget syv og holdt først fyraften ved fem-sekstiden. Til gengæld holdt de en kort kaffe og sigtebrødspause midt på formiddagen, et middagshvil, hvor morbror sov på chaiselongen med en avis over hovedet, for ikke at glemme en kort pause til eftermiddagskaffe.

Morbror Otto fik imidlertid også tid til at være formand for Stenlille Tekniske Skole, medlem af SEAS's repræsentantskab og bestyrelsen for Skotøjshandlernes Landsforening. Som hans nabo, realskolebestyrer Thyge udtrykte sig ved en festlig lejlighed, så behøvede Stenlille ikke at oprette en initiativklub; de havde Glad Jensen.

Da jeg begyndte at interessere mig for Stenlille-omegnens istidsgeologi, smittede det hurtigt af på morbror Otto og Erik. Vi kørte lange udflugter i familiens Ford A, så på bakkeformer og studerede grusgrave omkring Brorfelde og samlede sult til at fortære indholdet af den frokostkurv, tante Karen havde forsynet os med.

Erik og jeg fik engang lov til at låne morbror Ottos Ford A for at køre til bal i Slagelse. Det var nær gået galt. På udturen skulle vi lige til at overhale en lastbil, som ikke kunne holde farten op ad bakke, da den først svingede til venstre og så umiddelbart efter, uden at vise af, drejede brat til højre og kørte ind på en lille grusvej. Jeg pumpede gentagne gange hårdt på bremsepedalen, men den virkede ikke. Et sammenstød syntes uundgåeligt.

Det var kun fordi, Erik havde åndsnærværelse nok til at brøle: "Træk dog i håndbremsen", at jeg fik bragt bilen til standsning. Da havde den køleren inde under lastbilens lad. Lastbilen tog ingen skade, og heldigvis var det kun gået ud over en hjulkapsel på Fordens venstre forhjul. Jeg overlod helt frivilligt rattet til Erik, da vi fortsatte. Vi kom til bal, men var alligevel for rystede til at kunne bedåre pigerne. Det var to meget flove fætre, der vendte hjem til Stenlille. Morbror Otto tog det flot. Bilen kom på værksted hos Birkholms Auto på den anden side af Hovedgaden, hvor den fik ordnet bremserne og udskiftet den bulede hjulkapsel.

Jeg kunne ikke gøre meget til gengæld for den gæstfrihed og kærlighed jeg mødte i Stenlille. Én lille ting kunne jeg dog, med plakatfarver malede jeg et skønmaleri i efterårsfarver, der tjente som blikfang i en udstilling af efterårs- og vintersko i butiksvinduet. Jeg tror morbror Ottos kærlighed til min mor smittede lidt af på mig. Ikke fordi jeg lignede mor af udseende. Det gjorde min kusine Inga derimod, da hun var kommet over tøsealderen.

Da morbror Otto og tante Karen fejrede sølvbryllup var der sat en træpavillon op i haven, og dér blev spist, holdt taler, skænket i glassene og danset. Jeg svang mig også og kunne for en gangs skyld både finde polka- og valsetrinene. Da jeg stoppede, blev pavillonen ved med at snurre et par gange rundt, indtil den også stod stille. Når jeg fik dårlig samvittighed, var det ikke fordi jeg havde drukket lidt rigeligt. Det skyldtes, at Inga og Erik begge havde holdt tale for deres forældre. Det gjorde mig skamfuld. Da mine forældre nogle somre forinden havde fejret deres sølvbryllup, havde hverken jeg eller Ib slået på glasset. Det ville være en dårlig undskyldning at hævde, at det var fordi der kun var æblemost i glassene. Det med impulsivt at holde følelsesladede takketaler var ikke noget, der lå til en Bærthelsen.

Morbror Otto led de sidste år af gammelmandssukkersyge, diabetes 2, og døde uventet og pludseligt. Han og faster Karen slappede som normalt af med lukkede øjne i middagsstunden, men da Karen slog øjnene op, sad Otto meget stille i sin stol, død af en blodprop. Det var i januar 1975, husker jeg tydeligt, for den 18. oktober året før var jeg styrtet ned fra 6 meters højde, da jeg på Møn var ved at tjære tagryggen på Brandbjerggårds ladelænge. Jeg landede på benene, men flækkede hælebenet, da jeg ramte stenbroen, og min venstre fod rørte ikke jorden de næste seks måneder. Jeg kom dog alligevel med til morbror Ottos begravelse i Stenlille. Mona, som jeg levede sammen med dengang, stoppede mig og mine krykker i sin Volvo stationcar og kørte mig til Stenlille. Det havde jeg ikke fortjent, for nogen tid forinden havde jeg undladt at gå med til hendes fars begravelse.

Der er meget, man gerne ville have gjort anderledes.

Næste kapitel >