Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 14

MED LIG I LASTEN

Vi sejlede med lig i lasten på vej hjem fra Grønland i 1949.

Nu skal jeg til at passe på, at jeg ikke gentager mig selv. Jeg nærmer mig tidsmæssigt de oplevelser, jeg har berettet én gang om i "Rejsen til Den Blå Sø". Det er dog nødvendigt at komme med et par uddybende bemærkninger om min anden sommer med GGU's Sydhold i Vestgrønland. Jeg havde da allerede trådt mine arktiske børnesko og avancerede automatisk fra underlappedykker til lappedykker.

I Sukkertoppen distrikt fik jeg lejlighed til i flere uger at gå i hælene på GGU’s norske geolog, dr. Hans Ramberg, og hans frue og assistent, Marie Louise. Den første sommer havde jeg nok lært enkelte geologiske bogstaver at kende, men nu lærte jeg at læse ord­ og hele sætninger, at kunne se og tyde stenenes sprog. Hans Ramberg var en teoretisk velfunderet og hurtigt arbejdende geolog og som sådan en inspirerende lærer. Da jeg som barn havde været meget optaget af Familiejournalens tegneserie, hvor Willy og Onkel Hans drager på farlige ekspeditioner, faldt det mig naturligt at kalde Ramberg for Onkel Hans. Den unge Willy var naturligvis mig selv.

Vi sejlede rundt i skærgården i en hyret grønlandsk nummerbåd og gjorde indimellem landhugst for at få nøjagtige observationer og indsamle prøver. I hvert fald én gang var Willy og Onkel Hans vitterligt ude for noget farligt, for kort efter at vi var sat i land og jollen var forsvundet bag en pynt, peb riffelkuglerne pludselig hen over hovederne på os. Første og eneste gang jeg har hørt summende kugler så tæt på. Vi smed os instinktivt på maven. Hvad grønlænderne skød efter, gik aldrig op for os. De skød normalt efter alt levende, undtagen mennesker. Der var muligvis tale om rikochetterende kugler, der var tiltænkt en sæl.

Efter et par uger betroede Onkel Hans mig at undersøge en formodet domestruktur på Tovqussaq-halvøen, som var på størrelse med Amager, men var udstyret med 400-500 meter høje fjelde. Som assistent fik jeg tildelt en underlappedykker, og han var bestemt ikke en erfaren fjeldgænger. "Hold dog maven tæt ind mod klippen", måtte jeg ustandselig formane ham. Det lange rær kravlede krumrygget og foroverbøjet med udstrakte arme, så han ville miste balancen og styrte ned, hvis klippen, han brugte som håndtag, sad løs. Selv hans lokkede hår strittede fremad som på tegneseriefiguren Carlt.

Underlappedykkeren gjorde sig i det hele taget ikke heldigt bemærket denne hans første og sidste sommer i Grønland. Han benyttede rejsen til at læse til eksamen og begyndte slavisk forfra på lærebogens 1. bind, selv om de problemer, vi arbejdede med, først blev omtalt i 2. bind. Når vi havde spist til aften på N.V. Ussing, kastede han sig straks over bind 1 af Ramsays "Geologiens Grunder" i stedet for at hjælpe til med opvasken. Det må have irriteret Noe, for en skønne dag udbrød han: "Skal røvbogeren ikke ud og vaske op?". Så bramfrit plejede Noe ikke at udtrykke sig.

Det må retfærdigvis tilføjes, at den omtalte underlappedykker bestod sin cand.mag.-eksamen med pæne karakterer og blev lektor ved et indremissionsk seminarium. Men da havde vi for længst hævnet os rigeligt på røvbogeren.

Det skete, da vi nåede til Holsteinsborg og ankrede op i Ulke­bugten ved "Maags Minde". Inde i kolonien, som byen hed dengang, fejredes indvielsen af en ny skolebygning. Ved slige lejligheder blev stemningen hurtigt høj, for det blev altid udskænket spandevis af "Røde Valmuer". Man tager en flaske Beauvais Blandet Frugtsaft og spæder den op med en flaske Rød Aalborg, og bliver ved hermed, indtil spanden er fuld.

Den eksamenslæsende underlappedykker havde sikret sig landlov for at kunne overvære skoleindvielsen, og da skipperen senere på aftenen roede i land for som aftalt at samle ham op, aftalte Henning Sørensen, Noe og jeg en practical joke. "Stille, nu lader vi, som vi sover. Jollen er snart tilbage".

Den skoleinteresserede underlappedykker var så hensynsfuld, at han klædte sig af oppe i kappen, inden han i undertrøje og lange underhylere kravlede ned i salonen, hvor vi andre var gået til køjs. Vi vågnede én efter én, og begyndte at brokke os. "Hvad er det for en tid at komme anstigende på [...] Hvad ligner det at komme ombord i den påklædning!". Noe vågnede sidst og nøjedes med at se på ham med søvnige og bebrejdende øjne. Hvis Noe havde åbnet munden, ville han ikke have kunnet holde masken.

Staklen kaldte på skipperen og bad ham bevidne, at han havde været fuldt påklædt, da han blev hentet. Men skipperen var ikke født i går. "Du havde jo regnfrakke på, så jeg opdagede da ikke, at du havde smidt tøjet inde på land".

Det blev værre endnu, da vi ved sæsonens slutning var på vej sydpå og nåede til Sukkertoppen. Her blev vi inviteret til the hos kolonibestyreren. Da underlappedykkeren strittende med lillefingeren begyndte at gøre øjne til den lyslokkede niece, så vi os nødsaget til at fortælle om skandalen ved skoleindvielsen i Holsteinsborg.

Vejrguderne straffede os imidlertid, efter vi var sejlet fra Sukkertoppen. Vi måtte hen under aften søge nødhavn og kaste anker i Amitssuar­sóralaq, en lille smal og krum fjord. Satte ekstra kæde ud, men Ussing begyndte alligevel at drive ind mod land. Først da ankeret var trukket op og kastet igen, og motoren var startet, og skruen slået til, lykkedes det at få ankeret til at holde. Vi, dog ikke underlappedykkeren, skiftedes til at holde ankervagt i styrehuset hele natten. To glas til hver. På min vagt, fik jeg læst Jakob Knudsens "Sind". Hen på næste dags eftermiddag kunne vi liste ud af den smalle fjord med det lange navn.

Planen var, at N.V. Ussing skulle sejle os til Narssarssuaq, og at vi fløj hjem herfra. Flyvepladsen Bluie West One var en militær luftbase, som amerikanerne havde anlagt under krigen, så de fly, der blev fløjet til England, kunne mellemlande og tanke op her. Keflavik-basen på Island var det sidste trinbræt før Prestwick i Skotland. Da vi først på sommeren var fløjet den modsatte vej, fra Kastrup til Bluie West One, mellemlandede vi også i Prestwick og Keflavik.

Efter planen skulle vi også flyve hjem, hvorimod GGU's Nordhold med professor Rosenkrantz skulle sejle hjem med Disko. Men da N.V. Ussing nåede frem til Narssarssuaq, ventede der os en ubehagelig overraskelse. Det gode skib Disko, som burde have været på vej hjem, lå stadig ved kajen. Det var gået på skær i Skovfjorden og havde søgt havn ved basen.

Nu stod vi med håret ned ad nakken, der var ikke plads til menige geologer og studenter ombord på flyet, kun kvinder, professorer og andre VIP'er. Noe-Nygaard talte dog sine studenters sag så godt over for kaptajn Rasmussen (alias Mikkel Mug), at Henning Sørensen, jeg og underlappedykkeren, sammen med Jørgen Meldgaard, som læste arkæologi og havde gravet nordboruiner ud, blev installeret i direktørkahytten på Disko. Skot og loft var apteret i mahogni.

Da flyet var lettet med de heldige, returnerede Disko til Ivigtut, hvor en dykkerundersøgelse afslørede, at flere af bundpladerne var slemt bulede. Skibet tog dog ikke vand ind, og kaptajnen besluttede at sejle det hjem til København. Da det kom på værft i Danmark, blev 65 plader udskiftet.

Mens dykkerundersøgelsen fandt sted, malede jeg en akvarel af udsigten over Arsuk-fjorden mod syenit-massivet Kunait (tv), som forgyldtes af aftensolen.

På den hjemtur tog Disko dog ikke flere passagerer med, end ski­bet var registreret til hos Lloyd i London, 40 i alt. Heri var ikke medregnet de fem isbjørneunger, som stod i træbure på agte­l­gen, og heller ikke de syv lig i zinkkister, som befandt sig dybt nede i lasten. En sindssyg styrmand, der blev holdt afsondret ligesom isbjørnene, var dog talt med blandt de 40. Uanset disse usædvanlige omstændigheder blev hjemrejsen ret så hyggelig. Inden vi forlod Ivigtut, havde vores gode ven, proviantforvalteren, som jeg havde delt kahyt med på opturen, for­synet os med en stor papkasse fuld af stærke flasker, lige fra Lilla Bols til V.S.O.P. Cognac. Og professor Rosenkrantz havde betroet os sin rejsegrammofon og pladesamling. Forudsat søgangen ikke var for høj, virkede grammofonen upåklageligt.

Musikken må have kunnet høres op på kommandobroen, for når vi trak frisk luft på dækket og mødte kaptajn Mikkel Mug, spurgte han på sit brede vestjyske lidt spydigt, om vi nu fik studeret noget. Det havde været Noes argument for, at vi skulle installeres så fornemt. Direktørkahytten med de mahognibeklædte skotter var egentlig tiltænkt direktøren for Den Kongelige Grønlandske Handel. For at holde moralen oppe, besluttede vi, at vi hver dag skulle forfatte og oplæse et digt, som på utvetydig vis gav udtryk for hjemlængsel. De fire unge ophavsmænd til antologien "Disko Digte" blev dog aldrig kendt som digtere. To blev professorer, én museumsinspektør, og underlappedykkeren seminarielektor.

Den senere museumsinspektør foredrog den 12.10. følgende:

"ImiaK ame niviarsiaK - peringilaK. Ak! Ak! B.W. 1 ame Ivigtut, ajaput. Assut. Danmarkimut". Det vil kunne forstås af alle med et elementært kendskab til grønlandsk: Øl og piger - er der ingen af. Værsgo/ak, ak/værsgo. Bluie West One og Ivigtut er noget møg. Hur­tigt, til Danmark.

Dagen efter oplæste Henning Sørensen: "Verden er fuld af aber, se dig omkring og de er der, se hvor de går og gaber, se deres abegebærder". Jeg springer nu til tredje strofe: "Aber vil hjem med flyver, aber bestemmer de skal det, aber i støvet kryber, aben ærgrer sig skallet" ... Og jeg stryger de to sidste. Behøver jeg at nævne, at Hennings lillebror Villy derimod blev en kendt digter?

 

Venner og konkurrenter. Henning og AB.

Knap en måned efter hjemkomsten skete der det forunderlige, at professor Noe-Nygaard tilbød mig at komme til Indien og Himalaya med den 3. Danske Centralasiatiske Ekspedition. Jeg var meget spændt, da jeg hjemme i Hovedgaard forsigtigt ventilerede muligheden over for min far. Ville han ikke synes, at jeg, i stedet for at flyve og rejse hele tiden, hellere burde se at blive færdig med studierne?

Far gik hen til pengeskabet, som mor havde arvet fra Stenlille, og fandt en gulnet, smal pakke frem. Den indeholdt en vifte, udskåret i sandeltræ. Så forklarede han, at den havde han, da han var dreng, fået forærende af en missionær Løventhal (1841-1917), som i mange år virkede i Sydindien.

"Og", fortsatte far, "siden da har det altid været min drøm at komme til Indien. Du skal sige ja".

Næste kapitel >