Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 16

NORDISK FJER OG KOLLEGIUM

Dr. Carl Krebs og magister Asger Berthelsen på Hopvedbanegaarden 19. januar 1951 hjemvendt fra 3. DECA. Fra Fredericia Dagblad.

Efter at være vendt tilbage fra Indien og Himalaya blev jeg optaget som alumne på Nordisk Kollegium på Strandboulevarden. Jeg ved ikke, om det hjalp, at "Bette Niels", professor Niels Nielsen var efor; skadet har det næppe. Men jeg havde pæne eksamenspapirer, og det var trods alt det afgørende. Som det eneste kollegium i København blev der ikke stillet krav om trangsvidnesbyrd. Det trak ikke fra, hvis ens moder boede i København eller faderen var en velhavende grosserer i provinsen. Stud.jur. Poul Schlütter boede på etagen over mig.

Jeg havde været nødt til at sige mit værelse i Hesseløgade op, da jeg rejste til Indien. Møblerne blev sendt med en fragtmand til Hovedgaard, men min efterhånden ret store sten- og mineralsamling voldte mig større besvær. Den blev på nogle mørke aftener fordelt i skraldespandene i de nærliggende gårde, så mine værtsfolk ikke fik vrøvl med skraldemændene.

I "Rejsen til Den Blå Sø" slutter jeg på side 167 min rejseberetning med at gå nynnende op ad trappen på Hovedbanegården. Der står ikke noget om, at der ikke var mødt nogen op for at modtage mig, eller at jeg ikke havde nogen steder at gå hen. Jeg fandt dog til sidst på Geologisk Studiesal en ældre kammerat, som var yngre i studiet, og fik lov til at sove på sofaen i hans værtsfolks dagligstue.

Han havde i øvrigt lært mig en masse 'dirty tricks', som jeg heldigvis aldrig har fået brug for. Bl.a. at låse en mand op ad et træ, og at afparere en modstander, som vil stikke øjnene ud på én. Han var kommet tidligt ud at sejle og havde under krigen meldt sig til allieret krigstjeneste. Var som kommandosoldat blevet uddannet i nærkamp og det sidste år under besættelsen af SOS blevet kastet ud med faldskærm over Jylland, hvor han afløste Toldstrup. Efter befrielsen tog han på rekordtid præliminær- og studentereksamen, så det var ikke en mis­ter hvem som helst, der gav mig nattely. Næste dag tog jeg toget til Hovedgaard. Aage, som vennen hed, kom ud at sejle igen, da han nogle år efter sin embedseksamen blev ansat som amanuensis ved Marinbiologisk Laboratorium i Helsingør.

Min ven, som husede mig efter hjemkomsten fra Indien, Aage Møller Christensen, blev senere marinbiolog.

I sammenligning med ham var alumnerne på Nordisk Kollegium nogle tamme nørder og morsdrenge. De var ikke blevet tildelt Kong Christian X's Erindrings­medalje for Deltagelse i Krigen 1940-45. Ikke desto mindre var der et godt sammenhold på gang­ene. Læste man til eksamen fik man fred, havde man ikke så travlt, drak man the eller laboratoriesprit og diskuterede. Et stort værelse møbleret med arkitekttegnede møbler, eget toilet og bru­sebad med varmt vand om lørdagen, samt morgenmad, frokost/madpakke og middagsmad - alt det kostede kun 135 kroner om måneden.

Ved den årlige indflytterfest tog de gamle alumner fusen på de nye. Der blev serveret en særlig velkomstdrink for indflytterne, så de forundret stirrede ned i pissoirkummerne, når de ladede vandet. Drinken havde gjort det blåt. Senere under festen blev der samlet ind til en buste af Fjer Lange, Nordisk Fjerfabriks direktør og kollegiets mæcen.

En gammel bowlerhat gik rundt. Først lagde medlemmerne af det ærværdige præsidium både tikrone- og halvtredskronesedler i, så mindre end en femkroneseddel kunne man ikke være bekendt at give. Da hat­ten var nået rundt, gik den retur til præsidiemedlem­mer­ne, som med et smørret grin fiskede deres pengesedler op igen. Senere på aftenen drak de det indsamlede beløb op. Næste år gentog det sig; der var naturligvis ikke nogen, der advarede indflytterne, og der blev aldrig opstillet en buste af direktør Lange i kollegiegården.

Der var kun to ting at klage over. Kvindelige besøgende skulle forlade kollegiet inden klokken treogtyve, og der måtte ikke anven­des kraftigere lyskilder end 25 watt pærer på værelserne. Det blev omsorgsfuldt kontrolleret af henholdsvis viceeforen og oldfruen.

Det orientalske hjørne i mit værelse i Nordisk Kollegium 1952.

En af rengøringsassistenterne yndede også at låse sig uanmeldt ind tidligt om morgenen. Der var dog én mulighed. Det var muligt at hoppe ned fra køkkenaltanen i stuen i sydfløjen. Men den trafik blev stoppet, for den blev observeret af arbejderne på Fjerfabrikken på den anden side af banen. De klagede forarget over at være med til at finansiere studenternes skørlevned.

Min seng stod op ad væggen til et værelse, hvor der boede en velbeslået og kvindeglad islandsk student med statsstipendium. Det var ikke lydløst, når han overskred klokken treogtyve-reglen. Apropos islændinge må jeg fortælle en sandfærdig historie fra Regensen. Jeg har den fra min kvartfætters far, Store Asger, så den foregik før min kollegietid. En islandsk soldebror, der en morgen var kommet hjem til Regensen med forreven jakke og et kæmpemæssigt blåt øje, blev hånende spurgt, om han ikke havde kunnet klare en dansker. "Joh", svarede han: "Jeg skal nok få hævn. Jeg har mærket ham", hvorpå han trak et blodigt øre op af lommen.

Ud over, at vi boede godt og billigt, indebar det andre fordele at være alumne. Vi kunne på Universitetsbiblioteket låne alle de bøger vi havde lyst til. Kollegiet kautionerede. Det blev aktuelt, da et digert og kostbart værk om græske templer, lånt af en meget distræt arkæologistuderende, forsvandt sporløst. Først da han var flyttet, og der blev gjort hovedrent, blev bogen fundet. Den lå stadig, hvor synderen havde anbragt den for at kunne vaske hænder. Den var blevet lagt oven på cisternen, højere end i øjenhøjde. Den distræte lokumslæser endte i øvrigt som professor i Århus. Som ældre magisterstuderende havde jeg også eget arbejdsværelse oppe under loftet på Mineralogisk Museum og sad tit her til langt ud på de små timer, optaget af at skrive en større afhandling om geologien i Rupshu-distriktet i det nordlige Himalaya. Professor Noe-Nygaard, som også arbejdede om aftenen, tog tit turen over loftet på vej hjem til professorboligen. Var der lys, kiggede han ind og snakkede fag. Det mest private emne, vi berørte, var vore drømme. Vi havde begge drømt at være den første, som opdagede at grundfjeldet nåede op til overfladen og var blottet dybt inde i en skov på Sjælland. Drømme kan tit være afslørende.

Jeg var dog hjemme på kollegiet den eftermiddag, en af mine kammerater fra geografistudiet bankede på og spurgte, om jeg ikke bød ham og de to piger, han fulgtes med, på the. Det gjorde jeg.

En måned senere begyndte jeg at overnatte på Åboulevarden hos den ældste af pigerne, og da jeg forsommeren 1953 havde bestået min magisterkonferens, flyttede jeg ind hos hende. Kom ikke og fortæl mig, at jeg led af moderbindinger, fordi jeg forelskede mig i en fraskilt kvinde, der var ni år ældre end mig.

Min første kone hed Suoma Irene Påhlman-Carlsson. Hendes mor var svensk og født von Påhlman. Faderen var direktør for Arabia Porcelæn i Turku.

Jeg havde fundet pigen, som både var Enten og Eller. Da Grit var på vej, giftede vi os, og da vi forlod Frederiksberg Rådhus spurgte Sussis søn Steen fra første ægteskab: "Skal vi nu i biografen?".

Næste kapitel >