Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 18

SÆT DEM NED OG DØ, TREOGFIRS

De nyindkaldte til 4. Ingeniør Bataljon mødte klokken tolv den elvte november på Østerbro Kaserne, hvor de fik udleveret deres udrustning og serveret en portion gule ærter fra feltkøkkenet, inden de blev stuvet i busser og kørt til Sjælsmark Kaserne nord for Sjælsø for at blive sendt tidligt og hundesultne i seng. Inden vi sov, døbte vi stedet Sjælsmørke.

Jeg var kommet i første deling og delte stue med farmaceuter, arkitekter og en enkelt tømrer. Rekruttiden var alt andet end opbyggelig. Det meste af tiden blev brugt til nytteløs beskæftigelsesterapi og til at programmere os som robotter, der adlød alle ordrer blindt. Vi kravlede på maven gennem grøfterne i moseterrænet mellem Sand­holm Slot og Sjælsø, børstede mudderet af uniformen, 'peb' gamacher og seletøj med grønt pulver og pudsede støvler og rensede ge­vær. De værnepligtige befalingsmænd, korporaler og sergenter var ikke et hak bedre end den stupide fændrik, der slog sig for brystet og pralede: "Se hvad jeg er nu, for bare fem år siden var jeg kun tømrer".

Lå der en smule støv på en vinduessprosse eller overkanten af fliserne i baderummet røg weekendorloven. Jeg var mødt med en po­sitiv indstilling til forsvaret, men den forsvandt, da jeg blev klar over, at militær disciplin var identisk med systematisk terror. Tænkte meget på de finske skipatruljer under Vinterkrigen, som tog hele bataljoner til fange, fordi de var i stand til at tænke og handle på egen hånd.

Da vinteren nærmede sig, blev vi overflyttet til Ryvangen og installeret i gamle tyskerbarakker, der var kakkelovnsfyrede, og hvor vinterkulden sivede op gennem revnerne mellem gulvbrædderne.

Det sidste indebar den fordel, at vi nu kunne vaske gulv uden at tørre vandet op. Vi fejede det ned mellem brædderne. Jeg hørte til de heldige, som blev udtaget til at få stort kørekort. Den frostdag, hvor køretimerne startede, prøvede jeg at ignorere, at jeg havde fået halsbetændelse. Måtte alligevel kravle ned igen fra last­bilens lad og vakle ind på infirmeriet, hvor jeg sank sammen på gulvet i gangen.       

Kort efter blev jeg i en hylende ambulance kørt til det gamle militærhospital i Rigensgade. Jeg havde 41 i feber. Rigtig angina. Fik ondt i hovedet af lyset, når solen skinnede på de hvide gard­ner, så jeg tog solbriller på i sengen. Overlægen, som i øvrigt spillede kort med professor Christian Poulsen, hoppede på min historie om at jeg var lyssky, fordi jeg havde været sneblind i Grø­land. Da jeg tre uger senere blev udskrevet, efter en ekstra penicillinkur mod de sidste hæmolytiske streptokokker, havde jeg en recept i baglommen, der gav mig ret til at bære solbriller i geleddet. Derefter stod jeg ved morgenparaderne som ene mand iført solbriller. Det brød den tilstræbte militære uniformitet.

"Er det nu også nødvendigt, Treogfirs?", spurgte premierløjtnanten en dag, da det var overskyet. "Jeg melder hr. premierløjtnant", svarede jeg hurtigt, "der er et kraftigt diffust lys". Premierløjtnanten var dog ikke tabt bag en vogn. Da endnu en soldat havde fået recept på solbriller, mødte han selv op til lørdagsparaden iført solbriller. Godt gået. Jeg fik ham dog i gyngen en enkelt gang. Det var næsten synd, for han var egentlig en ret sympatisk person. Da han i en time i skydelære forklarede, at vores geværer havde en venstresnoet riffelgang, spurgte jeg helt alvorlig, om det var for at modvirke Corioliskraften? Det måtte jeg forklare.

"Jo, ser De hr. premierløjtnant, vinden og alle lege­mer, der bevæger sig nordpå på den nordlige halvkugle, bli­ver på grund af Jordens rotation afbøjet mod højre. Derfor slider et tog mest på den højre skinne, vandet danner en højrespiral, når det løber ud af badekarret, og cementbeholderen på en betonlastbil drejer skiftevis højre om og avet om, afhængigt af, om bilen kører mod nord eller syd. Det må premierløjtnanten da have bemærket". 

I Ryvangen lærte vi også at bygge Baileybroer. På busturen til Holland i 1948 sammen med min far var vi kørt over mange Baileybroer bygget under Montgomerys fremrykning i foråret 1945. Konstruktionen var enkel, beroede på ligevægtsprincippet. Der blev hele tiden føjet nye broelementer til på landsiden, så de på en rulle kunne skydes ud over floden eller kanalen for til sidst at nå den anden bred. Var der for langt, benyttedes pontoner. Det var hårdt arbejde, men vi lærte noget, der kunne blive nyttigt.

Undervisningen i sprængstoflære var af mere blandet kvalitet. Overfændriken, som skulle forklare krudtets procentuelle sammensætning, skrev en række tal op på tavlen. "Undskyld hr. overfændrik", meldte rekrut Staal, der var farmaceut og kunne lægge sammen i hovedet, "summen af procenterne, De har skrevet der på tavlen, er 140. Er det derfor krudt er så eksplosivt?".

Samme rekrut Staal gjorde mig i øvrigt en nyttig bjørnetjeneste, da vi var på feltøvelse i Gribskov. Overfændrikken havde kommanderet: "Bajonetterne på", mens vi løb langs en skovsti parallelt med Kongevejen.

"Av for helvede", udbrød jeg, da Staal kom til at stikke mig i benet med sit blanke våben, fordi han snublede over en trærod. "Det gjorde sgu ondt". Da vi kom ud af skoven og satte os ned i grøften for at få pusten, trak jeg mit bukseben op for at se, om der var sket noget. Fedtvævet vældede ud af et blodigt sår bag på læggen.

"Jeg melder, hr. overfændrik, jeg er såret". Overfændrikken, som havde overskredet sin kompetence ved at beordre blanke bajonetter sat på, var bedre til at holde hovedet koldt i en kritisk situation end til at regne med procenter.

"Sæt Dem ned og dø, Treogfirs", sagde han kort ... og fik så travlt med at få stoppet et militærkøretøj, som kunne køre mig til infirmeriet på Høvelte Kaserne. Der blev jeg syet sammen med tre sting.

Som den gode soldat Svejk forstod jeg at udnytte situationen.

Den førstkommende weekend fik jeg spurgt lægen, som boede i hjørneværelset i Sussis store lejlighed, om bajonetstikket kunne have beskadiget achillessenen. Det kunne da godt tænkes, var svaret. Jeg løb nu an på, at lægen i Høvelte ikke talte sammen med lægen i Ryvangen, og trådte ganske enkelt ud af geleddet, når der blev kommanderet: "Kompagni løb". Ingen protesterede, for mit uheld var ikke selvforskyldt, men militærets ansvar. Jeg kom til at skrive på maskine på stabsofficiantens kontor, mens de andre, der ikke var sårede, iført gasmasker løb stønnende rundt på eksercerpladsen. Jeg blev også sendt til fysiurgisk behandling. Sad med det sårede ben stukket ind i et hul på en stor egetræstønde fyldt med varm damp.

Da rekruttiden nærmede sig sin afslutning, blev vi beordret på vagttjeneste på Farum kaserne, hvor vi om natten skulle bevogte  amunitionsdepoter, der af hensyn til eksplosionsfaren var fordelt over et stort grønt areal. Depoterne indeholdt stablede kasser med granater dækket af presenninger. Vi vidste godt at vagtinspektøren var vild efter at gribe en soldat i at sove på vagten, så vi nøjedes med at krybe i ly under presenningen og tænde en pibe for at holde os vågne. Vi stolede på, at hundene på nabogårdene ville varsko os, hvis et militærkøretøj nærmede sig i nattens løb. Det var en meget stimulerende oplevelse at ligge og ryge shagpibe oven på granater og kigge op på forårshimlens stjerner gennem en sprække i presenningen.

Inden jeg blev indkaldt, havde jeg med lys og lygte søgt efter muligheder for at blive kasseret. Nok var jeg positiv over for forsvaret, men hvorfor skulle jeg forsinkes 16 måneder i min karriere? Hverken Pauli, Ellitsgaard eller Sørensen havde været soldat. Jan Bondam fortalte grinende, at det måske virkede, hvis jeg kunne få to personer til at skrive under på, at jeg var homoseksuel. Han ville godt hjælpe. Jeg var dog lidt betænkelig; det kunne måske skade min universitetskarriere. Jeg opgav helt tanken, da jeg havde forelagt problemet for en læge, som efter befrielsen havde gjort tjeneste ved den danske brigade i Tyskland. "For Guds skyld", sagde han, "gør aldrig det, så bliver du taget til oppasser".

Trods alle mine forsøg på at være obstruktiv, uden at det var strafbart, stod jeg dagen efter min 27-års fødselsdag som nummer tre på listen over dem, der efter rekruttiden, var blevet udtaget til at blive sergentelever på Ingeniørtroppernes Befalingsmandskole i Ryvangen. Straks jeg så listen, lod jeg mig mel­de hos kompagnichefen.

"Hr. kaptajn", sagde jeg indigneret, "jeg lover, at jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at det ikke sker. Jeg vil modarbejde det både nedenfra og ovenfra". Og det gjorde jeg.

Efter femten dage på sergentskolen, blev jeg kaldt ind til kaptajnen. "Så er det lykkedes for Dem, Treogfirs. De skulle have været i Forsvarsministeriet for en halv time siden. Aflever Deres gevær og skynd Dem så derind". Det viste sig, at Noe-Nygaard havde talt med Niels Bohr, som igen havde talt med en ping i ministeriet. Jeg beholdt uniformen, kunne bo hjemme og skulle forrette tjeneste ved Mineralogisk Museum, hvor jeg skulle studere urangeologi og registrere litteraturen derom. En fed tjans.

Langfredag, hvor en af Sussis veninder var på besøg, og vi skulle have haft kalvefrikassé på Åboulevarden, måtte jeg dog gå den tunge gang til Militærhospitalet på Tagensvej og melde mig syg. "For en gangs skyld et interessant tilfælde", hørte jeg en ung læge sige til sygeplejersken bagved skærmen.

Mens jeg endnu gjorde tjeneste i Ryvangen, havde jeg haft en mærkelig fornemmelse i benene, når jeg stod op om morgenen. Som om jeg led af elefantiasis. Men doktormanden, som vi kaldte cykelsmeden, slog det hen; det betød ikke noget. Jeg havde ikke over 38,5. Havde jeg haft det, var jeg nok blevet sat til at smøre madpakker sammen med de sygemeldte, der havde ondt i halsen. En murer, der havde brok, blev sat til at bære mælkejunger med varm the ud til bilerne. Lægen fortjente virkelig sit øgenavn. Det kom sig af, at en rekrut engang sagde "Goddag hr. kollega" til ham, og da doktoren forundret spurgte, om han var læge, lød svaret: "Nej - jeg er cykelsmed". Det kostede rekrutten en tur i brummen.

Nu havde det, der ikke var elefantiasis og heller ikke noget andet, imidlertid udviklet sig til et interessant tilfælde. Mine ankler var hævede og huden rødlig. Jeg havde en blodsænkning på over 100, store skygger på den ene lunge og i bihulerne. Skyggerne oppe i hovedet forsvandt dog, da personalet efter en forgæves tapning brugte en frisk røntgenfilm. Så blev en påbegyndt penicillinkur afbrudt, og jeg blev flyttet til en enestue på tuberkuloseafdelingen. Blev her forkælet og fedet op, fik hver dag friskstegte karbonader og rødgrød med fløde. Fik efterhånden så stærk gigt i hænderne, at jeg næppe kunne lukke toiletdøren op. Men jeg kunne da holde på en kuglepen og fik tiden til at gå med at skrive kladde til min prisopgavebesvarelse. Sengen flød med mine kort og dagbøger. Det tog måneder at blive feberfri og få blodsænkningen ned.

Den trettende august blev jeg udskrevet, for altid kendt udygtig til enhver form for krigstjeneste, slettet af Rullen. Kassationsgrund var enten tuberkulose, gigtfeber eller bindevævssygdommen Boecks sarkoid. Der var frit valg, diagnosen var usikker. Hvis 'cykelsmeden' i Ryvangen havde været en bedre læge og kendt noget til knuderosen og lymfekirtelbetændelse forårsaget af streptokokker, var jeg måske sluppet for at betale forhøjet pensionsbidrag i tre år på grund af mistanken om tuberkulose.

Tretten kan være et heldigt tal. Tretten dage efter udskrivelsen den trettende, dvs. den seksogtyvende august fødte Sussi en yndig datter med sort hår og gylden teint på Frederiksberg Hospital.        

Næste kapitel >