Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 20

UDSTATIONERET I IVIGTUT

Feltsæsonen i 1956 var startet tidligt. Marcel, jeg og de andre geologer sejlede sidst i maj fra København, spændte på de opgaver, der ventede os. Men jeg var dog ikke begejstret over at skulle forlade Sussi, som ugen før var faldet ned ad trappen og stadig var plaget af smerter i halebenet. Hun ville få nok at se til, inden hun, Steen og Grit i august også sejlede til Ivigtut, for at overvintre der sammen med mig. Forinden skulle hun have fremlejet rækkehuset i Nærumvænge, ordnet vore personlige effekter og skaffet et flyttefirma til at pakke og sende nogle møbler, tæpper og lamper og lidt nips med skib til Ivigtut.

Der var jubel, da min næsten 2-årige datter Grit genså sin far (foto Jacques Muller 1957).

Da jeg efter otte grå og monotone dage på Nordatlanten den 4. juni gik i land i Grønnedal, var sommeren endnu ikke kommet til Grønland. De næste dage faldt der over 6 tommer sne i Ivigtut, og over 200-300 meters højde blev den liggende ugen ud. Først da det var blevet så meget sommer, som det nu kan blive, og feltarbejdet var i fuld gang, ankom Sussi, Steen, Grit og flyttekasserne den 12. august med MS Umanaq. Lodsbåden Quarto sejlede skibet i møde og græsenkemændene, der ventede på deres koner og børn, stod forventningsfulde på dækket. Stor gensynsglæde, selv om Grit havde diaré, og Sussi fik det et par dage efter.

Vi blev installeret i en 4½-værelses lejlighed i stueetagen i Gamle Bestyrerbolig, som lå klos op ad minehullet. Det var sat et rækværk af jernrør op lige ved kanten, og her tog de modigste drenge sig, når de troede sig uset, en svingtur i armene. Det skal nok have kildret.

Kryolitselskabet Øresund forventede, at jeg undersøgte strukturerne i og omkring minen. Næste forår skulle jeg instruere to finske geologer, som selskabet agtede at ansætte. Til gengæld ydede minen mig al mulig assistance, og frem til efteråret 1957 fik vi gratis kost og logi på lige fod med bruddets funktionærer.

At aftalen kom i stand skyldtes bl.a. departementschef Eske Bruns medvirken; han var både medlem af Udvalget for GGU og af bestyrelsen for Kryolitselskabet Øresund A/S. Denne dobbeltrolle indebar også, at Kryolitselskabet hurtigt kendte indholdet af de fortroligt stemplede rapporter, som GGU-geologerne afleverede til Udvalget for GGU og Ministeriet for Grønland. Det var også Eske Brun, der sagde, at GGU stod for Grønlands Grønne Ungdom: Ellitsgaard, Berthelsen og Bondam.

I Gamle Bestyrerbolig lærte vi hurtigt at fjerne os fra vinduerne, der vendte ud mod minen, når der blev fløjtet til sprængning. For når ladningerne eksploderede, fløj stenene vidt omkring. En dag kom en sten så stor som et barnehoved flyvende ind gennem et af vinduerne i havestuen. Var man ude i det fri, søgte man naturligvis også dækning bag det nærmeste hus. Det blev en vane, og til sidst kunne man, som driftslederens husholderske ufor­varende kom til at sige, da vi stod i ly under tagskægget på Ny Hus, ikke undvære et ordentligt knald engang imellem.

 

Vue over Ivigtut-dalen syd for Arsuk-fjorden. Pilen viser, hvor vi boede på kanten af bruddet. Ved foden af Solfjeldet ses landevejen til Grønnedal. (Hans Pauly foto 1961).

Når mine andre opgaver tillod det, pakkede jeg min rygsæk og bar en enmandslejr op på halvøens fjeldplateau for at kortlægge gangsværme, forkastninger og mineraliseringsspor. Marcel Burri tog sig af gnejsstrukturerne i første omgang. Jeg var vant til at færdes alene i fjeldet og nød at være ét med naturen og de geologiske problemer. Og begge dele var der unægtelig nok af på Ivigtut-halvøen. Inden jeg rejste letvægtsteltet, samlede jeg altid en bunke revling og pilebuske som underlag. Det forhindrede kulden fra is­linserne i den permafrosne jordbund i at trænge op gennem teltets bund. Selve teltet blev sikret med store sten på kanten hele vejen rundt, for når det blæste Sydost, Norden eller Føhn, blev man næsten søsyg af teltvæggens blafren. De gentagne hårde vindstød pustede teltet op, så det spiledes ud til teltdugens bristepunkt, for i næste øjeblik hurtigt og lydeligt at tabe luften igen.

De to følgende somre, 1957 og 1958, var Marcel Burri ikke den eneste udenlandske geolog på GGU’s sydhold i Sydvestgrønland. For at intensivere den geologiske kartering havde GGU ansat flere sommergeologer, mest doktorstuderende fra universiteterne i Lausanne, Neuchâtel, Durham, Dublin, Exeter, London og Oxford. Brian fra Oxford talte et så afsnubbet engelsk, at Marcel gang på gang måtte bede en af vore danske magisterstuderende om at oversætte. "Oh, Os­car ... pleaze tranzlate into baaad Engleeeze!".

I 1957 arbejdede 9 geologhold på Ivigtut-kortbladet og året efter yderligere 3 hold syd herfor på Nunarssuit kortbladet. Hvert hold bestod af en geolog og en dansk student som assistent, undtagelsesvist af to færdiguddannede geologer. GGU’s materielmester, som tog sig af holdenes forsyning med udstyr og proviant, havde fast kvarter og lager i Ny Hus.

Både i 1956 0g 1957 blev holdene sejlet ud til deres områder. Dels af geologkutteren N.V. Ussing, som førtes af den gæve færøske skipper Maurentius Poulsen, dels af GGU’s noget større motorkutter K.J.V. Steenstrup, hvis kaptajn gik under navnet Fylla Hansen, fordi han i mange år havde ført KGH’s navnkundige skonnert "Fylla". GGU disponerede desuden over en lille 18 fods motorbåd, Uralit, med soveplads til to. Den blev benyttet til indenskærssejlads i Nunarssuit-området. Den blev i øvrigt meldt savnet i september 1957, da den ikke som aftalt havde kontaktet geologkutteren, der fungerede som moderskib. Med assistance fra både Ivigtut og Grønnedal sattes en større eftersøgning i gang, men heldigvis dukkede Uralit op i god behold 3 dage senere. De to ombord, dr. W.T.Harry og Ebbe Kanneworff havde taget fejl af datoen og var sejlet længere ud i Kobberminebugten end aftalt. En forskrækkelse og en flov historie.

Holdene, der arbejdede i indlandet, startede med at etablere en kystlejr med to solide telte og forsyninger til flere uger. Herfra bar de letvægtslejre, der vejede 2 x 25-30 kilo, højere op i fjeldet og længere ind i landet. Hvis der skulle indtræffe et uheld, f.eks. at én forstuvede foden eller brækkede benet, var aftalen, at den raske hentede letvægtsteltet og rejste det over den tilskadekomne - for så at gå tilbage til kystlejren og lægge skriftlig besked oven på den store medicinkasse i køkkenteltet, som blev tilset én gang om ugen af et besætningsmedlem fra N.V. Ussing. Da der i 1957 indtraf et kraftigt snefald først på sommeren, måtte N.V. Ussing på en ekstra runde til kystlejrene, og godt det samme. Tre geologer fra Lausanne, som var blevet fanget af sneen oppe i højfjeldet, nåede stærkt forkomne ned til kystlejren, netop som N.V. Ussing kastede anker ud for den. Den ene, Steve Ayrton, som var faldet i en opsvulmet elv, lignede mest af alt et spøgelse. I mangel af tørt tøj havde han klippet hjørnerne af sin lagenpose og iført sig den. Han var i øvrigt en fremragende oboist og havde af Ernest Ansermet fået tilbudt en plads i Orchestre de la Suisse Romande. Interessant nok var Ernest Ansermet oprindelig uddannet som matematiker, før han skiftede til dirigenthvervet. Steve Ayrton afslog imidlertid tilbuddet og nåede at blive både geologisk doktor og professor ved Universitetet i Lausanne, inden han i moden alder søgte sin afsked for helt at hellige sig musikken.

Hvert geologhold på Ivigtut-kortbladet var udstyret med en lille madkasse af aluminium med plaster, forbindsstoffer og - vigtigst af alt - en sprøjte og et par morfinampuller, så den raske kunne dulme den tilskadekomnes smerter for en stund. Ikke den største form for sikkerhed, men bedre end ingenting. De fleste hold var reelt fanger i deres område uden mulighed for at vende tilbage til Ivigtut til fods. Kunne kun undsættes per båd.

Transportmulighederne blev radikalt forbedrede, da GGU i 1958 anskaffede to Bell-helikopetere, som Ellitsgaard døbte Castor og Pollux efter to uadskillige brødre i den græske mytologi. De blev fløjet af to piloter udlånt fra flyvevåbenet. En ung jetpilot, løjtnant Bent, som havde fået en kortvarig optræning, og den mere erfarne kaptajn Krarup, også kaldet Krasser, som før havde fløjet både Catalina og helikopter i Grønland. Han havde tilmed i Østgrønland, vel at mærke uforskyldt, klippet hovedet af en geodæt, som ikke huskede at bukke dybt nok for rotorbladene, da han steg ud. Foruden piloterne udlånte flyvevåbenet også to mekanikere til at udføre de fornødne eftersyn og reparationer.

De to helikoptere betjente også Bondams hold i Narsaq-området, så jeg skulle kun hver anden uge fungere som 'flyveleder' for Ivigtut og Nunarssuit-kortbladene. De helikopterfri uger var holdenes sikkerhed ved 'det gamle'. Sammen med helikopterne anskaffede GGU dog også to 100 Watt radiosendere, så vi kunne holde kontakt med helikopterne og geologkutterne, uanset hvor de befandt sig. Den ene sender, Ketil, blev stationeret i Ivigtut, den anden, Gardar, ved flyvepladsen i Nasarsuak, senere i Narsaq ved Dyrnæs-lejren.

Det krævede, at Bondam og jeg satte os på skolebænken igen og erhvervede Post- og Telegrafvæsenets radiotelefonistcertifikat med engelsk. I Ivigtut sad jeg dog ikke uafbrudt ved radiosenderen. En betroet student var 'stand by'-vagt imellem de faste aftaletider, klokken otte, tolv og tyve. Én gang greb jeg studenten i at have skiftet frekvens og sidde og høre muzak. Det kom ikke til at gentage sig. Jeg kunne sikkert være blevet en skrap sergent, hvis jeg ikke var blevet syg og kasseret.

Selv om jeg aldrig blev mere end sergentelev inden for militæret, sad Sussi og jeg alligevel altid til højbords, når vi var inviteret til middag i Marinebasen Grønnedal, som lå seks kilometer længere inde i fjorden. Det skyldtes, at afdelingsgeologer ligesom afdelingsingeniører efter den militære etikette rangerede på linie med oberstløjtnanter af linien. Den selskabelige kontakt mellem funktionærerne i Ivig­tut og officererne i Grønnedal blev ikke mindre, efter at den 4½ kilometer lange landevej, som byggedes af gråstensaffald fra minen, blev indviet i 1956. Det blev fejret med en stor fest i funktionærmessen, og i den anledning havde jeg med limfarver malet et 2 x 3 meter stort maleri frit efter Hans Nikolai Hansens kendte genforeningsbillede.

Det var dog ikke Christian d. X, som sad på den hvide hest, men driftsleder Juhl fra Ivigtut, og han havde admiralen fra Grønnedal iført pigekjole på skødet. Som jeg skrev til min far, vakte maleriet temmelig meget jubel.

Efter at GGU havde anskaffet de to helikoptere, blev jeg snart mere basechef og logistisk operationschef end koordinerende kortlægger. På en stor tavle i Ny Hus holdt jeg rede på, hvornår de forskellige hold skulle forsynes eller flyttes, og om det skulle gøres af en kutter eller helikopter. Det svipsede kun én gang, hvor helikopteren kom én dag for sent, så holdet, der skulle have været flyttet, måtte pakke lejren ud igen og vente i uvished.

"Du er en lort, Berthel", erklærede Stig Bak, da vi senere mødtes i Ivigtut. Han var ikke til at slå et smil af. Først da jeg efter middagen i Ny Hus tændte en cigar og spurgte ham, om han nogensinde før havde set en lort, der røg cigar, formildedes han. Cigaren var i øvrigt en ægte Havanacigar, Oceanets Perle, som kunne købes kassevis til spotpris i Bruddets butik. Cigarerne stammede fra tiden, hvor der var amerikanere i Ivigtut, og cigarerne levede virkelig op til deres navn. Under losningen var hele sendingen røget overbord og derpå dryppende af havvand blevet fisket op igen. De var for længst tørret, men havde tabt trækken. Der skulle bores en trækkanal i dem, før man blev i stand til at ryge dem og blæse havaneserrøgringe.

Efter en måned i felten blev alle geologhold fra Ivigtut-kortbladet hentet hjem til Ny Hus i Ivigtut, hvor vi i en lille uge udvekslede de første resultater og begyndte at tegne kortet sammen. Bortset fra, at der var mulighed for at få varmt bad og få vasket tøj, stimulerede møderne geologerne enormt. De styrkede pionerånden og gav alle lyst til at drage i felten igen. Assistenterne var måske ikke helt så begejstrede; de blev sat til at lave mad og vaske geologernes snavsede tøj. Det hjalp dog på humøret, når kryolitbruddet inviterede alle til en lækker middag med vine og en fest med dans og drinks i funktionærmessen aftenen før rejsen gik tilbage til teltlejrene.

I lokalet, hvor vi diskuterede og tegnede kort, havde vi en ølkasse stående med en seddel, hvor man kunne krydse sig af for hvad man drak. Det fungerede perfekt, men det gjaldt om at passe på ens øl, når den var trukket op, for min datter Grit, som gik i hælene på mig, kunne godt finde på at snuppe sig en tår, uanset hvem flasken tilhørte.

Som 'flyveleder' lærte jeg efterhånden at bedømme, hvor mange knob det blæste, ved at se, hvor hurtigt skyerne drev hen over Bøsseløbet, fjeldet bag bådehavnen. Og blæse kunne det som sagt. En dag observerede en af helikopterne, at en geologlejr på øen Sermersût, som lå direkte ud mod Davis Strædet, havde lagt deres orange redningsveste op ved siden af hinanden på en lille sandstrand, så de signalerede SOS. En stiv kuling fra vest havde flået teltdugen af teltene, kun sammensyningerne og bardunerne stod tilbage. Piloten turde ikke gå ned af frygt for, at maskinen ikke ville kunne lette igen. Han fløj i stedet hurtigt tilbage til Ivigtut med vinden i halerotoren og slog alarm.

Det meste af dagen og aftenen gik, inden vinden løjede så meget af, at seniorpilot Krasser vovede at gå i luften og presse helikopteren op mod vindstødene. Der var nerver på, mens vi ventede og lyttede, men radiomodtageforholdene var elendige. Da mørket faldt på, indrettede vi en nødlandingsbane ved at placere en bil med tændte lygter på vejen op til vandværket.

Ville det ende med, at de pårørende skulle underrettes om, at der desværre var indtruffet en ulykke, eller ville det lykkes for Krasser at undsætte holdet og slippe velbeholdent tilbage igen?

Jeg prøvede selv en enkelt gang i godt vejr at få overladt styrepinden i en helikopter og vidste, hvor svært det var at kontrollere maskinens bevægelser. Bare jeg tænkte på at tage et mindre sving, begyndte helikopteren at krænge uheldssvangert. Hvor svært måtte det så ikke være at bevare kontrollen over maskinen, når der var kraftig turbulens med stormstød og lufthuller. Ventetiden var lang og fuld af bekymring. Det var buldrende mørkt, da vi endelig kunne høre blaf-blaf-lyden og fik øje på helikopterens blinkende lys.

Gudskelov, geologen, som senere blev professor ved Roskilde universitet, og hans assistent kravlede smilende ud, og lidt efter en glad og stolt Krasser. Det havde taget ham halvanden time at flyve ud, og knapt tyve minutter at returnere. Her må jeg indskyde, at denne beretning ikke stemmer overens med det som Erling Bondesen fortalte sidste efterår, da vi efter en middag hos Oscar genopfriskede Grønlandsminder. Jeg har muligvis blandet to adskilte hændelser sammen, men den virkelige historie var bestemt ikke mindre dramatisk. Ifølge den blev helikopteren grebet af en nedvind og tvunget til at nødlande. Heldigvis skete det ved den eneste strandbred på øen, men de omgivende fjelde forhindrede piloten i at melde om det skete over radioen. I Ivigtut ventede vi i mange timer på at få genoprettet radiokontakten, men forgæves. Hen på eftermiddagen lykkedes det Krasser at komme i luften og nå ud til Sermersût. Kunne dog ikke lande, men så redningsvestene lagt ud som signal om at alt stod vel til. Den nødlandede helikopter vendte først tilbage sent om aftenen, og det var altså ikke Krasser, men den unge løjtnant Bent, der vendte forsinket hjem. Han fik alle tiders skideballe af Krasser.

Den sommer havde Erling i øvrigt haft problemer med sin assistent, der gik under navnet Spermer. Han gad ikke gå med til fjelds og bære på stenprøverne, men blev i lejren og morede sig med at fiske. Da Erling beklagede sig, lånte jeg Spermer en uges tid, hvor jeg tog ham med op på plateauet på Ivigtut-halvøen. Her kortlagde jeg amfibolit-omdannede gange og spænede langs dem op og ned ad fjeldene. Det var ikke nogen stroppetur; assistenten fik lov til ind imellem at stå på en knold og hvile sig, mens han ventede på, at jeg kom tilbage. Kun da vi skulle ned ad en stejl fjeldside, hvor vi tog rygsækken på maven for at holde balancen, måtte han pænt følge med, selv om han forskrækket sagde, at der kunne man da ikke kravle ned. Efter ugen på Ivigtut-halvøen havde Erling ikke flere problemer med student Spermer.

Når jeg beretter om denne bastante oplæring i god assistentopførsel, kan jeg ikke lade være med at fortælle, hvad Marcel Burri efteråret 2003 skrev i sine illustrerede erindringer fra sommeren 1956. ”Udgået fra et universitet, hvor det især drejede sig om sedimentære bjergarter og alpine bassiner, kendte jeg ikke noget til gnejser og gamle sokkelbjergarter. Berth har lært mig alt om dem, deres mineralogi, strukturer og kronologi. Han har lært mig at genkende og at spore forskellige typer basiske gange på luftbilleder (…) Han har også lært mig 'at fortøje' mit telt forsvarligt for at beskytte det mod vindstød. Kort sagt livet til fjelds. Aldrig en ordre, kun forslag. Aldrig en kritik, kun gode råd. Jeg har prøvet ikke at glemme denne storartede indføring i geologi og pædagogik”.

Slige ord gemmer man i sit hjerte – og memoirer.

Næste kapitel >