Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 21

I VINTERENS VOLD

Der var meget stille i Ivigtut, efter at geologerne var rejst hjem. Jeg kunne arbejde uforstyrret i Ivigtut-dalen og på mit kontor i Gammel Bestyrerbolig. Nattefrosten var sat ind, og revlingheden og de en til to meter høje træer i 'Skoven' havde for længst antaget røde og gyldne efterårsfarver.

Livet i det lille klasseopdelte minesamfund gik dog sin vante gang. De store minetrucks larmede nede i bruddet, og minørerne firede sig ned ad brudvæggen og gjorde klar til nye sprængninger. Rystelserne, som steg op gennem ens ben, efterfulgtes af braget og lyden af blokke og sten, der landede, sommetider langt fra bruddet. Når ekkoet var forsvundet, lugtede der ramt af affyret dynamit.

Som dagene gik, blev det nødvendigt også at tænde det elektriske lys om dagen, for selv om solen skinnede på den anden side af fjorden, kastede fjeldene syd for dalen så lange skygger over minebyen, at middagssolen en skønne dag kun nåede at forgylde toppen af den høje skorsten på pakhuset, og få dage senere var også dét slut.

Da sneen blev liggende, lysnede det lidt. Men det diffuse dagslys gjorde omverdenen skyggeløs. Jeg forsøgte alligevel at stå på ski ned ad Solfjeldet, men opgav at lege styrtløber efter flere gange at være landet i dyb sne med benene i vejret. Takket være sin hurtige reaktionsevne slap Steen langt bedre fra det, og 2. maskinmesteren var en formidabel skiløber.

Under mit studieophold i Neuchâtel, hvor jeg sammen med et par svejtsiske kammerater var kørt op til en skilift ved Casseral i Jurabjergene, havde jeg heller ikke brilleret. Der var hård isskorpe på sneen, og da mine danske langrendsbrædder hverken havde skarpe metalkanter eller faste bindinger, kunne jeg overhovedet ikke styre skiene. Måtte kaste mig omkuld, før jeg i ukontrolleret stor fart ramte ind i et træ og brækkede benet. Jeg valgte at tage skiene over skulderen og vade nedefter i sne til livet.

I lejligheden i Gamle Bestyrerbolig var der god varme, men blæste det norden, begyndte konservesdåserne i køkkenskabene at fryse, så vi måtte lade kogespiralerne være tændt hele tiden. Da Grit godt kunne finde på at tage på noget over øjenhøjde, advarede jeg hende ved at løfte hende op og holde hendes hånd hen mod de rødglødende spiraler, indtil hun ømmede sig. Det virkede.

Til hverdag spiste Sussi, Steen og jeg frokost i Messen, mens Grit sov til middag. Maden var rigelig og lækker, og der stod øl og snaps på bordet. Middagsmaden blev bragt ud i madspande og indtaget hjemme. Om onsdagen spistes der dog middag i Messen, og efter kaffen blev der vist film og serveret drinks. Ugens clou var søndagsmiddagen med cocktails, tre retter med vine og kaffe med avec. Selskabeligt samvær i bedste colonial style.

Fra Ivigsprutten, som jeg udarbejdede i vinteren 1958-1959, ses her fra venstre driftsleder Erik Juhl, maskinchef Sven Madsen og forplejningschef Sven Børge Sparrit. Et eksemplar af Ivigsprutten indgår nu i Ivittuut Mine og Mineralmuseum.

Under mit ophold hos professor Wegmann i Neuchatel havde jeg lært en del om vine. Nu oplevede jeg at smage Château d'Yquem, en afsindig dyr Premier Grand Cru Supérieur Sauternes, som man ellers kun læser om. Det var en onsdagsaften hos familien Sparrits, vores meget gode venner. Svend Børge Sparrit gik med monokel og var en stærk personlighed. Han holdt på, at de gode altid vinder i sidste ende, selv om det kan vare forfærdelig længe, inden det sker. Han havde arbejdet sig op fra at være konditor i arbejderbyen til den betroede stilling som kryolitbruddets provianteringschef. Hans kone Ina lærte mig i øvrigt at lade være med at stritte med lillefingeren, når vi drak the i deres havestue med blomstrende hibiscusplanter.

Da sneen blev liggende og forhindrede mig i at gå i felten, gik jeg under jorden. Jeg undersøgte tre nysprængte tunneler, som fra bruddets bund var ført ud under den dæmning, der forhindrede Arsuk-fjordens saltvand i at strømme ind i bruddet. Opgaven var at finde ud af, hvor langt kryolitforekomsten strakte sig ud under fjorden. Der hang et gardin af lange istapper foran tunnelernes indgang, men indenfor var der tørt.

Jeg undersøgte også den kilometerlange tunnel, som de kæmpemæssige dieseldrevne trucks benyttede til at køre kryolitmalmen fra minens bund op til store lagerbunker øst for minen. Jeg havde tidligere, i 1949, mens vi ventede på skibslejlighed til København, af den daværende chefgeolog Richard Bøgvad været hyret til at indsamle stenprøver fra væggen i den nysprængte tunnel, én for hver fem meter. Jeg tog pligtskyldigt prøverne, men fattede dengang som grøn student ikke rigtig, hvad de skulle bruges til. Mig bekendt kom der heller aldrig andet ud af denne stikprøveindsamling end en bunke nummererede, men ubearbejdede skærver.

Da jeg i efteråret 1956 gik i gang med at kortlægge tunnelprofilet, var både vægge og loft blevet oversprøjtet med beton og svinet til af dieselsod, det første af sikkerhedshensyn. Havde det ikke været fordi jeg, inden sneen faldt, havde undersøgt alle klipperne i terrænet oven over tunnelen og derved fået et indtryk af, hvad jeg kunne forvente at finde nedenunder i tunnelprofilet, havde opgaven været nærmest uløselig.

Udstyret med en lastbil med en kæmpeprojektør. Lyset fra projektøren fik ujævnheder og sprækker i loft og vægge til at træde tydeligt frem. Hvor sprækkerne ændrede karakter og retning, hakkede jeg mig så med hammeren frem til, hvor der under cementen gemte sig bjergartsgrænser i vægge og loft. Herved kom der lidt efter lidt mening i tunnelgeologien. Den domineredes af breccier, hvor én slags bjergart dannede kantede brudstykker, der blev holdt sammen af en strukturløs mellemmasse.

Undersøgelserne førte mig frem til en ny tolkning af kryolitforekomstens struktur og dannelsesmåde. Det viste sig, at den breccie, som optrådte omkring tunnelens munding og under lagerbunkerne, ikke var sammenhængende og identisk med den breccie, der omgav Ivigtut-granitten. Dét var ellers angivet på alle ældre minekort. Der var i virkeligheden to slags breccier og de var både ved overfladen og nede i tunnelprofilet adskilt af en ca. ti meter bred tyk gnejslamel.

Blokdiagram (set skråt fra nord) af foldet gnejs, diabasgang (BDo), Ivigtutgranitten omgivet af intrusionsbreccie og indeholdende kryolitforekomsten. Øst for granitten ses Bunkebreccien, hvor en dyb boring senere påviste kryolit.

De to breccier var ikke dannet på samme måde. Breccien uden om Ivigtut­granitten var en intrusionsbreccie, der var dannet, da det gloende granitiske magma trængte op gennem gnejsen og sendte et netværk af aplitgange ud i revner og sprækker i den varmepåvirkede sidesten.

Den østlige breccieforekomst, som jeg døbte Bunkebreccien, var derimod en eksplosionsbreccie opstået ved, at varme gasser fra dybet havde sprængt sig vej op dannet et ca. 100 meter bredt kraterrør fyldt med søndersprængte bjergarter og kantede brudstykker fra en underliggende gnejsformation. Gastrykket, der forårsagede eksplosionen og dannede krateret, var sandsynligvis opstået ved størkning af et dybereliggende, meget gasholdigt magma.

Opdagelsen af disse forhold åbnede mulighed for, at der øst for den kendte kryolitforekomst kunne være blevet dannet en satellitforekomst under Bunkebreccien. For at bevise at det virkelig var sket, og hvor dybt en eventuel sattelitforekomst befandt sig, krævedes boringer.

Jeg fik travlt med at sende rapporter hjem til GGU om mine fund og de nye muligheder, de indebar. Minens ingeniører var selvsagt uhyre interesserede, for den kendte forekomst ville være tømt for kryolit i løbet af få år.

Der blev dog også tid til i de lange vinteraftener at læse Raymond Chandler og andre krimier fra biblioteket i Arbejderbyen. Turen rundt om bruddet efter ny lekture var en oplevelse i sig selv. Klædt i foret parcacoat og med øreklaphue bed frosten alligevel i ansigtet, og sneen knirkede for hvert skridt. Flakkende blågrønt nordlys oplyste himlen og fik stjernerne til at blegne. Det var et betagende syn, men også godt at komme indendørs og tænde for læselampen.

Det blev en jul uden julepost og juletræ. Skibet, en 600 tons S-båd, der skulle have bragt post og forsyninger til jul, var to gange blæst tilbage til Island og måtte på værft i Reykjavik, inden det endelig nåede frem efter nytår. Vinterstormene var hyppige og hårde. Når Føhnen, som var varm, havde smeltet det meste af sneen, og frosten vendte tilbage igen, blev alle veje og klipper isglatte. Værst var dog den kolde Norden, som blæste toppen af bølgerne, så fartøjer, der vovede sig ud, blev udsat for overisning. Bølgesprøjtenes underafkølede vand frøs øjeblikkeligt til is, når det ramte et fartøj.

Marinekutteren Ternen, som var på vej fra Godthåb til Grønnedal, totalforliste med otte mand, da kraftig overisning fik skibet til at tippe rundt og vende kølen i vejret. Kryolitbruddets lodsbåd Quarto, som tog del i eftersøgningen, måtte vende om, da skipperen mistede udsynet, fordi den roterende rude i styrehuset også begyndte at blive overiset. Da eftersøgningen til sidst blev afblæst, gik flagene på halv i Grønnedal og Ivigtut. Vraget blev først lokaliseret næste forår.

Desværre var kryolitselskabets chefgeolog, Hans Pauly, alt andet end begejstret for de rapporter om Bunkebreccien, jeg sendte hjem fra Ivigtut. Dels generede det ham, at jeg havde opdaget noget, som han og andre havde overset, og dels kom min teori om en mulig satellitforekomst ham på tværs. Han havde planer om, at Kryolitselskabet skulle starte en storstilet mineraleftersøgning i hele Vestgrønland.

Det passede ham meget dårligt, at jeg foreslog, at Selskabet hellere måtte feje for egen dør, dvs. prøve at lede under Bunkebreccien, som lå i kanten af minens koncessionsområde. Jeg fik al mulig hjælp af ingeniørerne i Ivigtut, men det var ikke let at vriste oplysninger ud af chefgeologen på Strandboulevarden i København.

Enden på kontroverserne blev, at jeg februar 1957 telegrafisk blev kaldt hjem til København for der at fremlægge mine synspunkter for repræsentanter fra GGU, Kryolitselskabet og Grønlandsministeriet. Så midt under overvintringen måtte jeg sige farvel til familien og rejse med Disko til København, hvor jeg boede en måned på Studentergården, indtil der igen gik skib tilbage til Ivigtut. Under opholdet nåede jeg at aflægge min far et kort besøg. Han havde da solgt skolen i Hovedgaard og var flyttet til Højbjerg ved Aarhus. Jeg fløj også et par dage til Svejts for at hyre medarbejdere til næste sommers feltarbejde.

Ved mødet om Bunkebreccien blev jeg støttet af de to geologiprofessorer i Udvalget for GGU, men talte for døve øren over for Eske Brun og den nye kryolitdirektør Erik Bohr. Jeg husker ikke detaljerne i tovtrækkeriet, kun resultatet, som blev et kompromis. Det blev besluttet at sætte et par undersøgelsesboringer ned i Bunkebreccien, og så i øvrigt lade Kryolitselskabet starte på et større prospekteringsprogram i Vestgrønland.

Det var derfor med blandede følelser, jeg sejlede tilbage til Ivigtut. Tanken om en halv sejr eller et halvt nederlag og forventningen om snart at gense familien, blev dog hurtigt fortrængt af helt andre følelser, da kaptajnen beordrede det hold marinesoldater, som skulle til Grønnedal, på dækket for at banke is. Nu var det Disko, der var ved at blive overiset. Der begyndte at lægge sig et ispanser overalt, på dækket, kommandobroen, redningsbådene, masterne og rigningen. Men heldigvis gik det Disko bedre end Ternen. Matroserne bankede på livet løs, og kaptajnen fik i tide styret skibet mod mildere vinde. Jeg nåede en skræmmende erfaring rigere velbeholden hjem til familien og opgaverne i Ivigtut.

Kryolitselskabet satte en enkelt, ikke særlig dyb boring ned i Bunkebreccien den efterfølgende sommer og yderligere tre i 1958. Heraf ramte to ned i gnejs og to sluttede i breccie uden tegn på granit eller kryolit. Sommetider må man vente længe på at få ret. Først 25 år senere, da mineaktiviteten Ivigtut stod over for endelig nedlukning, gennemførte Kryolitselskabet flere og dybere boringer, som afgrænsede Bunkebrecciens udstrækning mod dybet. Én nåede i næsten 800 meters dybde ned i granit, som indeholdt 10-15% kryolit.

Da jeg ad omveje fik det at vide, rankede jeg ryggen. Min teori om en mulig satellitforekomst havde ikke været helt ved siden af. Men på det tidspunkt havde Staten solgt sine kryolitaktier og Kryolitselskabet koncentrerede sine aktiviteter om dansk salt og småkager. Alt jeg opnåede, var at blive indkaldt som vidne, da Østre Landsret behandlede sagen om statens aktie­salg.

Næste kapitel >