Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 23

HJEM MED DRONNINGEN

Endelig, november 1957, var vi alle fire tilbage i København efter to lange somre og en længere vinter i Ivigtut. Det gode skib Dronning Alexandrine lagde til ved Grønlandskajen ud for KGH’s pakhus på en søndag, og vi kørte i taxa gennem den stille by til rækkehuset i Nærum. Steen glædede sig til at gense sin far og fortælle om alle sine oplevelser. Bjørnejagten, ski- og skøjteløb, udflugten til Arsuk isbræ, hvor jollen nær var kæntret, da bræen kælvede, og sejlturen med N.V. Ussing, hvor skipper Poulsen fik ham til for første gang at spise vandkød (torsk).

Grit, som nu var blevet to år, var optaget af alt det nye og ukendte, hun så. Hendes grønlandske forestillingsverden omfattede nok hunde og blomster (bom-bommer), men ikke heste og høje træer. "Se de store hunde", udbrød hun, da vi overhalede en hestevogn ved Nørreport, og poplerne ved Lundtofte blev kaldt for "store bom-bommer". 

Hjemkomsten til Nærumvænge var ikke helt problemfri. Rækkehuset, som havde været fremlejet til et amerikansk ægtepar, måtte hovedrengøres fra kælder til loft. De havde brugt hushjælpen, som de overtog, til at vaske undertøj og skjorter. Klædeskabet var fuldt af møl, men de havde heldigvis kastet sig mest over en grønlandsk taske af ugarvet sælskind. Værst af alt var dog, at Grit ombord på Dronningen havde byttet tyggegummi med en anden lille pige og var blevet smittet med både kighoste og børnesår.

Det sidste var snart det værste. Såret bredte sig, og vi fik først bugt med det, efter at jeg i fem dage havde sat hende på køkkenbordet, vasket sårskorperne af med sæbevand, penslet med en lapisopløsning og smurt med sulfosalve og til sidst havde viklet hals og hage ind i gazebind. Men jeg måtte bede Sussi om at forlade køkkenet, inden jeg begyndte. "Nu gør det ondt", sagde jeg så og rev hurtigt forbindingen og sårskorperne af. Uden en bekymret tilskuer tog Grit det tappert og klynkede ikke. Kighosten varede længere, men hun lærte hurtigt at klare sig selv ved at hoste slimet op i en ble, som hang over sengekanten.

Da Grit var kommet til hægterne, lod jeg mig med Flemmings hjælp indlægge på Gentofte Amtssygehus for at få taget blindtarmen. Jeg mente, jeg havde mærket for meget til den i Grønland, og som overlægen sagde ved stuegangen: "Den fjerner vi præventivt. Patienten rejser meget i Grønland, og De ved nok, hvordan lægerne er deroppe". Jeg kunne kun give ham ret, og var ikke spor flov, da det viste sig, at der intet var i vejen med blindtarmen. Nu var jeg fri for at bekymre mig om det appendiks næste sommer.

Jeg tog igen på arbejde med Grisen fra Nærum og videre med S-tog fra Lyngby. Det gav mig lejlighed til at ajourføre min litterære dannelse med andet end krimier. Når jeg gik fra Nørreport til Museet fulgte jeg fra dag til dag, hvordan kirsebærtræet ved Fakirens Hus på Øster Voldgade 1 sprang ud længe før andre vækster i Botanisk Have. Det skyldtes, at der strømmede varm luft op i huset fra den underliggende banetunnel. Det bizarre navn kom af, at det flade tag var tæt besat med spidse pigge. Uden dem ville det have udgjort et yndet natteleje for trætte vagabonder.

Det trak ud med mit disputatsskriveri, ikke fordi lysten ikke var der, tiden gik mest med at studere tyndslib under mikroskop, at skrive rapporter og lægge planer for næste feltsæson og holde kontakten med vore sommergeologer i Svejts og England vedlige.

Mens vi var udstationeret i Ivigtut, havde jeg gjort to kortere afstikkere nordpå for at afslutte karteringen af Tovqussaq halvøen i Sukkertoppen distrikt, som jeg ville skrive disputats om. Halvøen var på størrelse med Amager, men langt fra så flad. Under mit sidste besøg sov jeg ombord på N.V. Ussing og gik i land klokken syv om morgenen for at blive samlet op et helt andet sted ved ottetiden om aftenen, efter at have spænet op og ned og frem og tilbage og have fulgt de mørke lags forløb gennem fjeldene. Derved kom der et helt nyt kortbillede frem, hvor strukturerne var langt mere komplicerede end dem, jeg i 1955 havde beskrevet i min prisopgave.

Selv om jeg endnu ikke havde fundet ud af, hvordan de indviklede strukturelle knuder skulle løses op, tegnede jeg alligevel kortet sammen i 1:20.000 og afleverede det til trykning i farver på Geodætisk Institut. Jeg fandt, at det var det mest ærlige at præsentere observationerne uafhængigt af, hvad tolkningen måtte blive. Jeg fik først løst knuderne op hen på foråret i 1959, da jeg havde smidt, jeg ved ikke hvor mange, foldede og sønderklippede ark i papirkurven. Jeg brugte et papirark for hvert af de mørke lag, foldede dem den ene og den anden vej og klippede så toppen af modellen i håb om at få samme mønster frem i papirmodellen som på kortet.

"Heureka", var det første jeg sagde til Sussi, da jeg træt, men glad kom hjem den dag, hvor det var lykkedes. Nu, da jeg forstod, hvordan strukturerne hang sammen i tre dimensioner, både nede i jorden og oppe i luften, kom der for alvor gang i skriveriet.

Næste kapitel >