Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 26

PÅ ET HÆNGENDE HÅR

Den 30. januar 1959 forliste Hans Hedtoft, den Kongelige Grønlandske Handels nye flagskib, på sin jomfrurejse med mand og mus ud for Kap Farvel. Kaptajnen ville sætte rekord på hjemturen og prøve en genvej igennem Prins Christians Sund, men løb ind i både storm og is. Den første melding om, at skibet var i havsnød kom herhjemme i middagsradioavisen, og på Museet blev vi siddende i frokoststuen og fulgte, hvordan dramaet udviklede sig efter den første SOS-melding. Det var rædselsfuldt og uhyggeligt at forestille sig angsten ombord. Da skibet flere timer senere blev suget ned, druknede 89 mænd, kvinder og børn. Det eneste, der nogensinde blev fundet, var en redningskrans, som drev i land på Island.

Først Ternen, så Pollux og nu også Hans Hedtoft. Jeg var glad for, at jeg havde fået bevilget frisommer i 1959 og ikke med det første skulle forlade familien. Den foregående sommer, hvor jeg havde været borte i fire måneder, var ikke glemt endnu, selv om jeg havde været hønestolt ved hjemkomsten. Sussi stod på kajen med Grit i favnen og vinkede, og da Grit fik øje på mig på vej ned ad landgangsbroen, slog hun i sin glæde så kraftigt ud med arme og ben, at Sussi nær havde tabt hende. Det var langt fra alle små børn, der genkendte deres hjemvendende fædre. Jeg gemte mig heller ikke bag et fuldskæg som Viggo Münther, en geolog fra GGU’s Nordhold. Hans lille søn skreg af skræk, da faderen rakte ud efter ham.

Takket være frisommeren kunne vi holde bondegårds- og badeferie i Smidstrup, og jeg kunne resten af sommeren arbejde uforstyrret på kontoret fra tidlig morgen til aften. Når jeg lidt efter otte kom hjem til Nærumvænge, havde Sussi varmet maden og sat en elefantøl på mit natbord, så jeg ikke skulle ligge søvnløs og skrive videre på disputatsen. Hun støttede helhjertet mine ambitioner og ønsket om at erhverve doktorgraden.

Disputatsen blev færdigskrevet og afleveret til trykning i Meddelelser om Grønland , og inden jeg igen drog af sted til Grønland, indleverede jeg 3 maskinskrevne eksemplarer med kopier af figurerne til bedømmelse med henblik på antagelse til forsvar for doktorgraden. Den eneste geolog, der havde læst den, var Chris Pulvertaft, som hjalp med at rette det engelske sprog. Han fik imidlertid kapitlerne i tilfældig rækkefølge og havde ikke mulighed for at bedømme det faglige indhold før end da korrekturen forelå. Efter at have læst den i sammenhæng, døbte han med ironisk beundring den røde bog 'The Gospel of St. Asger', Sankt Asgers katekismus.

Fra min disputats: Tredimensionalt diagram af genfoldede folder og domestruktur i den vestlige del af Tovquassaq-halvøen med sen-arkæiske bjergarter. I diagrammet er vist to lag af pyroxen-amfibolit; omgivende gnejser tænkes gennemsigtige. (Her som gengivet i Geology of Greenland Survey Bulletin 185, 2000).

"Det må briste eller bære", tænkte jeg, da jeg indleverede den til bedømmelse, kort før jeg som nyudnævnt honorarlønnet statsgeolog steg på flyet til Grønland.

Den sommer lå jeg i lejr nord for Arsuk-bræen og drømte om isbjørne. Min assistent Erik Kristiansen og jeg var blevet sat ud med helikopter, men på grund af al ståhejen i forbindelse med et kongebesøg i Ivigtut glemte piloten sit løfte om at komme tilbage ved ugens slutning med supplerende proviant. 

Da der var gået ti dage, og min shagtobak var sluppet op, og vi af spiseligt kun havde en pakke smør tilbage, pakkede vi i desperation rygsækkene, lagde et brev på medicinkassen og forlod lejren for at forsøge at nå tilbage til Ivigtut til fods. Hvis vi kunne slippe over gletscheren, der fødte Arsuk-isbræ, kunne vi gå over fjeldet til Grønnedal og Ivigtut. Men da vi kom tættere på gletscheren, opgav vi hurtigt enhver tanke om at kravle over den. Den lignede en kæmpemæssig fakirseng med issyle. Vi søgte i stedet vestpå.   

Nogle timer efter, at vi havde forladt lejren, dukkede en helikopter op, og da piloten afleverede et par rugbrød i teltet, fandt han vores brev. Han kredsede et par gange over Arsuk-bræen og returnerede så til Ivigtut for at tanke op og vende tilbage. Det er imidlertid ikke så ligetil for en helikopterpilot at få øje på to mennesker i fjeldet. Selv røde anorakker falder i ét med vegetationen, og det gør det ikke lettere, når personerne befinder sig langt fra stedet, hvor eftersøgningen foretages.

Vi havde opgivet at forcere Arsuk-gletscherens opsprukne ismasser og var i stedet gået mod vest, men her blev vi standset af den tordnende Foxe-elv, som endte i et brusende vandfald ved stejlvæggen ned til Arsuk-fjorden. Den grønlandske natur havde lokket os i en effektiv fælde.

Da helikopteren vendte tilbage, gjorde vi alt for at give os til kende. Vi spænede op og ned ad fjeldene og viftede med vores røde anorakker. Men forgæves, vi blev ikke set, for piloten ledte efter os omkring Arsuk-gletscheren. Først da han tog et sidste sving i en så stor cirkel, at maskinen kom mellem os og den nedgående sol, kunne vi signalisere til helikopteren med vores sigtespejl. Det holdes i en kort snor, og når helikopteren dukker op i det lille hul i midten af spejlet, rammer det reflekterede sollys helikopteren. Endelig fik vi kontakt med helikopteren.

Vi var både forpustede og frustrerede, da vi blev samlet op få minutter før solnedgang. Det var på et hængende hår, for havde piloten ikke opdaget os på den sidste runde, havde han måttet returnere til Ivigtut.

Jeg var ikke spor ked af snart at skulle forlade Grønland. Jeg rejste hjem sidst i juli sammen med Ellitsgaard, som havde ledet operationerne fra Dyrnæs-lejren ved Narssaq. Vi skulle i begyndelsen af august deltage i den 21. Internationale Geologkongres, som blev arrangeret af de nordiske lande i forening og holdtes i København med professor Arne Noe-Nygaard som præsident. 

Vi skulle flyve fra Narsarsuaq med Catalina til Søndrestrøm og derfra hjem med SAS. Men ankommet til Narsarsuaq blev vi af den nye danske flyveleder vist hen i et venteværelse med besked om, at flyet var forsinket, og at vi ville blive hentet, når det var parat til afgang.

Havde jeg ikke fået en fornemmelse af, at de havde glemt os, var flyet fløjet uden os. Vi tog sagen i egen hånd, og uden for bygningen stoppede vi en jeep og befalede den grønlandske chauffør at køre os ud til startbanen.

Her var Catalinaen ved at varme motorerne op, trappen var kørt væk, og kabinedøren lukket. Vi kørte resolut op på siden af flyet, tog rygsækken på og kravlede op på jeepens køler, så vi kunne nå at banke på. Så fik vi en hånd og blev trukket ombord. Det var på et hængende hår.

Vi nåede SAS-flyet, som afgik rettidigt fra Søndrestrøm. Da Grønland forsvandt af syne, vidste jeg ikke, at der ville komme til at gå atten år, før jeg genså Kalâtdlit Nunât.

Næste kapitel >