Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 27

EN FORSINKET ANSØGNING

Da jeg som ung studerende skiftede til magisterstudiet og derved valgte en videnskabelig karriere, drømte jeg ikke om at blive professor. Professorater hang just ikke på træerne, og jeg kunne tælle, trække fra og lægge til; var klar over, at medmindre der indtraf uventede dødsfald, ville jeg være 50 år, når professor Noe-Nygaard gik på pension. Til den tid ville der sikkert være flere og mere velkvalificerede ansøgere til hans lærerstol.

Efter at have været i Indien og Himalaya, havde jeg virkelig fået smag for ekspeditionslivet og spændingen ved at udforske ukendt land. Og spænding og ukendt geologi var der nok af i Grønland. Jeg sigtede mod at få en dansk doktorgrad, for at kunne føle mig ligeværdig med mine udenlandske kolleger, som næsten alle var doktores, og for ikke at blive afvist, hvis jeg søgte job som udsendt ekspert til et udviklingsland. 

Eftersom Jylland ikke er noget udviklingsland, overvejede jeg ikke at melde mig som ansøger, da der kort før min afrejse til Grønland i 1960 blev opslået et nyt professorat i geologi ved Aarhus Universitet. Jeg var lige blevet ansat som honorarlønnet statsgeolog ved GGU og havde to gode ekstrajob, det ene ved betonlaboratoriet under Statens Byggeforskning­institut og det andet ved Danmarks Lærerhøjskole, hvor jeg underviste årskursister i geologi. Sammenlagt gav det mindst lige så meget som en professorgage. Noe-Nygaard havde også stillet mig et lektorat i udsigt.

Ved ansøgningsfristens udløb d. 25.juni havde der meldt sig fire ansøgere: 1) Den 48‑årige afdelingsleder ved Museet, dr. Johannes Troelsen, som var magister i zoopalæontologi fra Københavns Universitet og havde studeret geologi i USA og Canada og var doktor fra Yale-universitetet. Hans arbejdsfelter var arktisk stratigrafi og mikropalæontologi; 2) den 41‑årige afdelingsleder ved Museet, dr. Henning Wienberg Rasmusen, som var specialist i forstenede slangestjerner og søliljer og bredt interesseret i Danmarks geologi; 3) den 34‑årige magister Henning Sørensen, som var amanuensis ved Museet og professorvikar ved DTH; hans speciale lå tæt op ad Noe-Nygaards; og 4) den 33‑årige magister Bent Eske Koch, som var museumsinspektør og specialist i forstenede planter. Opslaget var i uspecificeret geologi, så Aarhus kunne frit vælge den, de fandt mest kvalificeret til at opbygge og varetage faget geologi ved det unge, jyske naturvidenskabelige fakultet.  

Det, der slog hovedet på sømmet og fik mig til at søge, selv om fristen var udløbet, var, at Wienberg viste mig en kopi af en skrivelse fra Koordinationsudvalget for Udbygningen af de Naturhistoriske Fag ved Aarhus Uni­versitet. Her havde bl.a. Noe-Nygaard skrevet under på, at den eneste tænkelige kvalificerede ansøger til det nye professorat ville være dr. Troelsen.

"Nu skal du jo snart være doktor, Berthel", sagde Wienberg med slet skjult forargelse over at være blevet diskvalificeret af sin egen chef, "så kan du jo også søge til Aarhus".

Dette intermezzo udspandt sig på loftgangen på Museet i en frokostpause under Den Internationale Geologkongres, og det fik mig til at tænke i nye baner. Jeg ville godt selv være med til at bestemme, hvad jeg skulle være, og hvor jeg skulle arbejde. Jeg gik sporenstregs til telefonboksen og bestilte en samtale til professor Thamdrup i Aarhus, der var opgivet som kontaktperson i opslaget.

Det var tydeligt, at min fremtid var planlagt. Jeg var udset til at være den, der fra en delt andenplads holdt GGU's videnskabelige fane højt. Det hedder sig ganske vist: "En gang i Grønland, altid Grønland", men den romantiske opfattelse var der blevet slået skår i ved Ternens forlis, mødet med isbjørnen ved Ikapynt, helikopterstyrtet og Hans Hedtofts forlis. Nok var jeg som attenårig flygtet fra Jylland og var godt på vej til at blive ærkekøbenhavner, men lysten til at blive min egen chef og starte noget nyt op lod sig ikke rigtig undertrykke.

   

Allerede i 1949 havde jeg truffet H.M. Thamdrup, nemlig da han fremviste Molslaboratoriet ved NOA's pinselejr det nævnte år. NOA er en forkortelse for Naturhistoriske Onsdags Aftener  - en forening ved Københavns Universitets naturvidenskabelige fakultet. Thamdrup ses som nr. 3 fra højre. (Ukendt fotograf).     

Professor Thamdrup kunne fortælle, at det ikke var for sent at søge professoratet, da bedømmelsesudvalget endnu ikke var nedsat. Så jeg brugte den sidste halve time af frokostpausen til at skrive en enspaltet ansøgning til Kongen på et folieark. Den var på én og en kvart side. Hvorfor ikke tage chancen? 

 Da jeg sammen med en jævnaldrende svensk kollega gik tilbage til kongressen, som holdtes på den dengang endnu nye Polytekniske Læreanstalt, puttede jeg en stor gul konvolut i postkassen og fortalte, hvad brevet indeholdt. "Er du klar over, hvad du gør?", spurgte svenskeren, "du risikerer at blive indstillet til professoratet". Det var jeg nu ikke så sikker på. Jeg var kun 32 år og yngste ansøger. Havde nok indleveret en disputats, men den var endnu ikke antaget til forsvar. Min undervisningserfaring var også begrænset. Valgte Århus Troelsen eller Wienberg, ville det ikke genere mig, de kom begge fra den anden ende af faget. Eske Koch anså jeg ikke for kvalificeret. Hvad Henning angik, var der ikke tvivl om, at han havde professorambitioner og var kvalificeret.

Under geologkongressen inviterede Sussi og jeg professor Wegmann og frue sammen med andre svejtsiske og franske venner til krebsegilde med snaps og elefantøl i Nærumvænge. Der udklækkede vi en plan for at forhindre en amerikansk professor, som var på gæsteophold i Oslo, i at slippe godt fra at udgive et forslag til klassifikation af gnejser som sit eget. Han havde kopieret det efter et, jeg havde udarbejdet for GGU.

Han blev afsløret og søgte om aftenen grædende trøst hos sin norske ven, professor Tom Barth. Næste dag inviterede Noe mig og Tom Barth til frokost på Museet, og her fik jeg en mild irettesættelse og blev trøstet med, at min klassifikation også ville blive publiceret i kongressens symposiebind. Tom Barth ville nødigt desavouere sin amerikanske kollega fra M.I.T, det velrenommerede Massachusetts Institute of Technology. Da jeg et par måneder senere fik at vide, at Tom Barth og en norsk professor i hist­risk geologi var blevet udpeget som medlemmer af bedømmelsesudvalget i Aarhus, anså jeg bestemt ikke min chancer for at være særligt store. 

Inden længe anmodede fakultet i Aarhus de nu fem ansøgere om at indsende deres publikationer i tre eksemplarer. Da jeg kom forbi Hennings dør, spurgte han interesseret, hvor meget, jeg havde sendt til Aarhus. "Tretten kilo", røg det ud af mig. Jeg havde ikke vejet mine udgydelser, men bluffede så overbevisende, at Henning skyndte sig at få stoppet noget mere i sin pakke.

Tanken om Aarhus blev dog skubbet i baggrunden, da Sussi og jeg fik travlt med at læse korrektur på disputatsen. En nævenyttig typograf, som ikke kendte til grønlandsk genitiv (hvor –aq bliver til –ap) havde ændret (det korrekte) Tovqussap Nuna til Tovqussaq Nuna (fordi stednavnet i nominativ hedder Tovqussaq).

Mest besværligt var det dog at læse korrektur på det russiske resume. Hverken Sussi eller jeg var fortrolige med det kyrilliske alfabet. Resumeet var oversat af den norske professor Ivan Rosenquists russiskfødte moder. Han var i øvrigt kommunist og kørte i Lada. Elskede også at fortælle groteske historier om den halvsenile svenske konge og naive finner. Bl.a. den om Den Stora Olyckan på Inari Sjöen i finsk Lapland.

En kold vinterdag stod Heiki barhovedet ude på isen på Inari Søen og pilkede, mens hans store skindhue lå ved siden af hullet, han havde hugget. "Hyvä, Heiki", sagde vennen Ahti, som tilfældigvis kom forbi. "Hur kan det hända, at du icke har Mössan din på?" "Joh", svarede Heiki og klappede forsigtigt sine forfrosne ører, mens han fortalte om den store ulykke, som var hændt ham på Inari Søen. "Förra vintrat, då hade jag mössan min på, ock därför hörte jag icke alls, at Juanni, som kom forbi, erbjöd en dram".

Jeg følte virkelig med Heiki, for først på året ved det Nordiske geologiske Vintermøde i Helsinki var jeg en januaraften gået en lang tur uden hue for at se lidt på butikker, og da jeg kom tilbage til hotellet og tog mig til ørerne for at varme dem, knasede iskrystallerne i dem. Det havde frosset 20 grader, og det lumske var, at der ikke rørte sig en vind. Ørene var røde og ømme i over en måned. 

Næste kapitel >