Udklip fra Aktuelt 14. december 1960.
Jeg fik også røde ører den 13. december, da jeg skulle forsvare min disputats. Det skete yderst sjældent, men var dog sket, at en disputats efter at være antaget til forsvar alligevel blev forkastet. Professor Rosenkrantz kendte kun ét tilfælde. Tre ex-auditorie-opponenter havde påvist så mange fejl og mangler i et tværvidenskabeligt arbejde om vandforsyning og hygiejne, at de to officielle, der havde antaget det til mundtlig forsvar, var blevet nødt til at indstille afhandlingen til forkastelse.
Da jeg nogle år tidligere havde afleveret en besvarelse af den geologiske prisopgave, tog jeg det mere roligt, for inden de tre geologiprofessorer sendte deres bedømmelse ind til universitetet, bad Noe-Nygaard mig i dyb fortrolighed om at læse, hvad de havde skrevet om besvarelsen, og sige til, hvis de havde dummet sig. Det havde de ikke. Afhandlingen blev belønnet med Universitetets guldmedalje i 1956. Den kom med posten, for jeg var i Grønland, da medaljerne blev uddelt ved universitets årsfest.
Som frontispice i min prisopgavebesvarelse fra 1956 ambragte jeg tre undrende geologiprofessorer i vellignende papirklip foran en kompliceret geologisk profil af Pakitsoq-antiklinalen.
Hvad disputatsen angik, frygtede jeg heller ikke Noes opposition, for han havde et par uger forinden stillet mig et par virkelig gode spørgsmål, som tydelig viste, at han fuldt ud havde forstået min udredning af de yderst komplicerede strukturer.
Derimod var jeg mere usikker over for den 2. officielle opponent, professor Adolph Th. Metzger fra Åbo Universitet. Jeg havde ganske vist, mens jeg endnu var student, været gæst i hans hjem, og jeg kendte udmærket hans disputats fra Pargas-området i det sydvestfinske grundfjeld. Jeg havde tilmed benyttet hans disposition som læst, da jeg komponerede mit eget opus. Vore resultater og konklusioner var imidlertid meget forskellige. Takket være den ekstremt gode blotningsgrad i Tovqussaq-området havde jeg kunnet udrede en detaljeret strukturel kronologi og vise, at de først dannede folder var blevet foldet i nye retninger under senere foldefaser.
Professor Metzger tog jobbet som opponent alvorligt og kom et par dage før forsvaret for at kontrollere mine beskrivelser af de tyndslib, jeg havde mikroskoperet. Vi nåede ikke at diskutere det geologiske kort og den strukturelle analyse, for mens han sad ved mikroskopet, blev han kaldt til telefonen og fik besked om, at hans kone i Pargas ved Åbo var blevet alvorligt syg. Han rejste dog ikke straks tilbage. Forsvaret blev afviklet planmæssigt næste eftermiddag, men hans tanker var tydeligvis et helt andet sted.
Jeg havde lejet kjole og hvidt og kom allerbagest ind i den højtidelige akademiske procession, hvor dekanen efterfulgtes af de to opponenter, fagets professorer og doktorer ... og præces. Sussi og flere af vore venner sad forventningsfulde i auditoriet, hvor jeg selv havde siddet, da jeg som rus fulgte professor Frithiof Brandts filosofikumforelæsninger.
Noe, som regnede med, at professor Metzger som aftalt ville tage sig grundigt af strukturerne, diskuterede mest min klassifikation af de grønlandske bjergarter, harcellerede over nogle sproglige finesser og rettede trykfejl, for så at forlade dagens tekst. Disputatsens omslag havde nemlig samme farve som GGU’s kuttere og syddanske postkasser, og det fik Noe til at kommentere en nyligt udkommet betænkning, der også var forsynet med rødt omslag. Den indeholdt et forslag om, at geologiundervisningen i gymnasiet skulle afskaffes til fordel for kulturgeografien, og det huede naturligvis ikke Noe.
Hans opposition varede en halv time, og da der ikke havde meldt sig ex auditorie-opponenter, gav dekanen umiddelbart ordet til professor Metzger. Var Noe lille af skikkelse og elegant i sin form, fyldte 2. opponenten mere på podiet. Han var stor og kraftig som en tysk Metzger og var tydeligvis indisponeret. Hvad han sagde, tydede på, at han enten havde glemt eller misforstået, hvad han havde læst om bjergarterne og foldefasernes relative alder.
Jeg begyndte at føle mig ude i tovene og måtte træde vande, for jeg kunne dårligt tillade mig at påstå, at han ikke havde læst ordentligt på teksten. Jeg ønskede ikke at få samme ry som Morten Lange, der otte år tidligere havde svaret sine opponenter igen og givet dem råt for usødet. Det taltes der endnu om på universitetet.
Heldigvis sluttede professor Metzger sin opposition efter tyve minutter, og jeg kunne, som det hørte sig til, takke Universitetet og mine opponenter. Men det var noget af en flad fornemmelse. En ultrakort disputatshandling, som ikke engang varede en time. Også tilhørerne var forundrede. Normalen var ellers to til tre timer.
Professor Metzger livede først op, da vi under den efterfølgende disputatsmiddag på Langelinie Pavillonen var nået til hovedretten og rødvinen. Da holdt han en yderst velformuleret tale om, hvor vigtigt det var at opretholde den rette balance mellem indtaget af kaffe, tobak og alkohol. De to førstnævnte nydelsesmidler bevirkede kontraktion af kapillærerne, det sidste dilatation, udvidelse. Uden balance herimellem kunne det gå gruelig galt.
"Se bara hur det gick broderen min. Han drak icke kaffe, han rök aldrig, ock han sypade inte als. Han dog, där han var två år".
Jeg må have holdt den rette balance mellem nøgterne observationer og tankeudvidende strukturelle tolkninger i min disputats, for den levede meget længere end to år. Uanset at forsvaret havde været en tam historie, blev den i internationale fagkredse betragtet som et tektonisk pionerarbejde. Den blev flittigt citeret, og mine diagrammer af de komplicerede strukturer blev gengivet i amerikanske og engelske lærebøger. Siden da har nye undersøgelser, bl.a. Adam Gardes disputats fra 2000, bekræftet mine observationer og vist, at de tre foldefaser, jeg opstillede for Tovqussaq-halvøen, har regional gyldighed. Radiometriske aldersbestemmelser har afsløret, at folderne i Tovqussaq blev dannet meget tidligt i Jordens historie; de er omkring tre milliarder år gamle.
