Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 3

KÆRESTER, KAMMERATER OG SPIRENDE PUBERTET

I første underklasse hed min kæreste Marie. Hun var datter af postbuddet i Hylke, en lille stations- og kirkeby ca. 7 km nord for Hovedgaard. Jeg blev inviteret to gange til børnefødselsdag i Hylke. Det blev mindeværdige oplevelser takket være klassekampen, som udkæmpedes udendørs mellem kommuneskoledrengene fra Hylke og de inviterede realskoleelever fra Hovedgaard. På den første fødselsdag nåede vi med nød og næppe at komme i sikkerhed indendørs, inden blodet flød.

Belært af erfaringen mødte vi næste år op udstyret med solide stokke og låg fra smørdritler som skjolde. De sidste havde mejeristens dreng, Svend Trøst, organiseret. Hylkedrengene var ufattelig grove; de kastede med jordklumper og nævestore sten! Det var dog ikke de voldsomme slagsmål, der fik mig til at slå op med Marie. Kærligheden holdt ikke til at overvære, at hun i en presset situation foran tavlen blev så forfjamsket, at hun tissede på gulvet.

At jeg dengang var ganske uskyldig, fremgår af, at jeg efter at have stavet mig gennem en avisartikel om, hvor mange milligram æggehvidestof, der udveksledes i et kys, spurgte mine forældre, om det var på den måde, man fik børn. Jeg var yngste barn og havde aldrig set min far og mor kysse eller kærtegne hinanden.

Nu blev den lyslokkede skovriderdatter Birgitte min faste veninde, og den alliance holdt, indtil hun kom i puberteten og begyndte at interessere sig for store drenge med dybe stemmer. Inden da var jeg en hyppig gæst i skovriderboligen, som lå i gåafstand, et par kilometer borte, i udkanten af skoven på den anden side af jernbanen. Boligen var opført i engelsk landstil med en stor hall, hvor jagttrofæerne hang tæt. Fra terrassen førte franske døre ind til stuen med ægte tæpper, læderstole og farverige puder. Hjemmets atmosfære var let og ubesværet; det praktiske ordnede en hushjælp, som var udlånt fra åndsvageanstalten i Skanderborg.

Jeg prøvede at skyde med storebroderens salonriffel, og iført gummistøvler vadede Birgitte og jeg dybt ind i skoven gennem nyopgravede grøfter, som vi opkaldte efter floderne i Sibirien. Mine forældre må have anset Birgitte og hendes familie for en passende omgang for mig, for jeg kan ikke huske, at et besøg hos skovriderens blev mig nægtet.

Derimod kan jeg huske, at jeg ikke fik lov til at gå til dans på kroen eller blive gul spejder. Skolebestyrerens børn skulle ikke fremstå som forlystelsessyge overklassebørn. Det smagte lidt af fugl, når Ib og jeg i varme sommernætter sov ude på den mellemste græsplæne i vore eksamenspræmier, et telt og soveposer indforskrevet fra Daells Varehus. Efter megen plage fik jeg lov til at prøve at gå i søndagsskole i missionshuset, som vi var nabo til. Men salmesang og missionærens salvelsesfulde formaninger var ikke min kop the. En af pigerne lugtede også af tis.

Eftersom min far var medlem af menighedsrådet, blev jeg regelmæssigt tvangsindlagt til gudstjenester i Ørridslev sognekirke, en smuk romansk frådstenskirke fra 1100-tallet. Den var behageligt kølig om sommeren. I vinterhalvåret lugtede der af hengemt overtøj og møltabletter. Den lokale degn var stor, og hans knækflip imponerende, men han kunne ikke udtale bløde d'er. Sagde "Fajer Vor", når han "baj ind- og ujgangsbøn". Den ældre provst med plisseret præstekrave, overskæg og akademisk aura gjorde større indtryk på mig, og jeg begyndte at tænke: "Hvorfor ikke blive præst?"

I sammenligning med min fars lange arbejdsdag forekom provstens mig at være rimelig overkommelig, og i min barnlige ubeskedenhed var jeg overbevist om, at jeg sagtens kunne prædike og brodere lige så godt over dagens tekst som provsten. Det blev afprøvet hjemme i spisestuen, hvor husets harmonium stod, og en spisestuestol med armlæn blev trukket frem som prædikestol. Men kneb det for provsten at fylde sognekirkens lange kirkeskib, stod det meget værre til hjemme i spisestuen. Her blev Piphans, vores kanariefugl, som kun sang, når mor syede på sin Singer-trædesymaskine, snart min eneste tilhører. Da Piphans døde, blev den højtideligt begravet i en cigarkasse under tujaen ude ved gårdspladsen. I den mursten, der blev rejst som gravsten, havde Ib indhugget den afdødes navn og dødsdag. Midt i sorgen begyndte jeg at indse, at præstegerningen krævede mere end veltalenhed og lysten til at optræde. Så hellere blive skovrider og gå i den fri natur med gevær over skulderen og få masser af frisk luft.

Apropos harmonium, fik jeg uden besvær lov til at gå til orgelspil hos vores sanglærer, men efter to lektioner gav han mig kort for hovedet besked om at forsvinde og ikke komme igen; det ville være tidsspilde. Her må indskydes, at der, bortset fra hvad en primitiv krystalmodtager kunne opfange, aldrig hørtes musik i mit hjem. Far slukkede altid radioen, når "præstens radioavis" var forbi og middagskoncerten begyndte. Han var hamrende umusikalsk, men på en ejendommelig måde. Selv om han ikke kunne nynne nationalsangen, kunne han artsbestemme alle danske fugle alene ved at lytte til deres sang. At holde huset musikfrit lykkedes dog ikke helt. Under besættelsen hørte vi dagligt Prins Jørgens March fra London, og da Ib kom på seminariet i Gedved, øvede han sig på at spille violin. Det lød så jammerligt, at jeg begyndte at synge for at få ham til at fortrække og øve sig et andet sted end i vores værelse. Det virkede næsten altid.

Jeg fik af og til lov til at besøge en kammerat, som boede på en mindre gård, Home, lidt uden for byen på vej til Kattrup. Herfra kunne vi, en lille flok drenge, som ikke var blevet spejdere, snige os ubemærket op til en mergelgrav, der lå klos op til den forbudte skov. Skjult af de omgivende træer og bu­ske badede vi på varme sommerdage i mergelgraven. Herligt forfriskende. Jeg vidste udmærket, at det kolde bundvand var dødsensfarligt, så vi gik ikke for langt ud; i øvrigt kunne ingen af os svømme. Da regnen satte ind hen på efteråret, byggede vi et regnskjul, som endte med at blive en rigtig hytte tækket med halm fra den nærliggende mark. Her hyggede vi os og bagte snobrød over et lille bål, som blev plejet og passet, så det røg så lidt som muligt og ikke afslørede os. Men de lykkelige timer i mergelgraven fik alligevel en brat ende. Gårdejeren på Home kørte en skønne dag et læs affald derop og opdagede halmhytten og bålresterne. For et postyr der blev!

Herefter var det absolut ikke vellidt, at jeg føjtede om i byen for at besøge mine drengekammerater. De kom i stedet og legede hjemme hos mig, hvor jeg udstyrede dem med hjemmelavede trægeværer og uniformshuer og kommanderede og eksercerede med dem på skolepladsen. Huerne til "Asgers Armé" syede jeg selv på en gammel håndsymaskine med indlagt perlemor og brugte oldefars soldaterkasket som model.

Ib og jeg havde i øvrigt vores eget værksted, indrettet i et kombineret tagværelse og skunkrum og udstyret med værktøj, vi havde fået i fødselsdags- og julegaver. På min venstre pegefinger fortæller ar ved ar endnu om de gange stemmejernet smuttede for mig. Det blev ingen hysteriske over, der vankede højst lidt jod og en strimmel af et gammelt lagen. Der blev også savet med løvsav efter Dr. X's opskrifter i Familiejournalen. Bortset fra det første efterår i Hovedgaard, hvor Ib og jeg lå i sengen i flere uger med kighoste, blev der ikke købt ugeblade. Senere fik vi dog to indbundne årgange af Familiejournalen, som far havde arvet efter en kusine Mette i Brædstrup, sammen med hendes bogbinderværktøj. Når vi ikke læste om Kaptajn Vom og Willys eventyr med SM-37 lå de to tykke og tunge bøger altid ovenpå kampestenene i gyngekassen på rullen ude på loftet. Et sindrigt instrument bygget af træ, hvor gyngekassen blev trukket frem og tilbage over rullestokkene, som tøjet var viklet omkring. Det var som regel Ib eller mig, der trak.

Far havde indrettet sit værksted i et af gavlværelserne; her lærte jeg bl.a. at binde bøger ind og at bore hjul til legetøjsbiler ud ved at bore dem ud af et bræt fra begge sider med et træbor. Bilernes karosseri klippede jeg ud af blik fra opsprættede konservesdåser. De pincetter, far altid gik med en af i vestelommen, behørigt sikret med en lille korkprop, blev fremstillet af gamle nedstrygerklinger. Når vi drak the ude i haven, endte mangen en gedehams sine dage i fars lange og spidse pincet. Han snuppede dem bagfra, når de kravlede på kagefadet, og knips, blev der to halve ud af én.

Jeg lærte også at bruge hænderne til andet end at holde på værktøj. En af vores unge lærere lærte mig tidligt at tegne med tusch og male med vandfarver, og min mor forærede mig oliefarver og malerlærred til min 11-års fødselsdag. Hun syede også en malerkittel til mig, og far snedkererede et staffeli med en krydsfinerkasse med låg, som kunne sættes på, når det nymalede billede skulle transporteres sikkert hjem på cykel. Min mor kommenterede altid resultatet; hendes smag var sikker, men ret konservativ. Mere utvungen inspiration fik jeg ved at læse om Fynboerne og moderne malerkunst i tidsskriftet Dan­mark, som mine forældre abonnerede på 1940-43.

Jeg har stadig portrættet af min far hængende. (Foto Universitetshistorisk Udvalg 14.11. 2009).

Som 15-årig malede jeg et vellignende portræt af min far, og det affødte en bestillingsopgave. Da provsten gik af på grund af alder, overrakte menighedsrådet ham et portræt, som jeg havde malet af ham (signeret SAB). Det indbragte mig den fyrstelige sum af 60 kroner.

Hovedgård var en lille, tilsyneladende torneroseagtig stationsby, som var vokset op, hvor den Jyske Længdebane krydser Gammel Horsens Landevej. Der var to købmænd, to slagtere, to læger, en dyrlæge og et apotek, en bager og en konditor, en manufakturhandel og et Tatol, en boghandel, en smed og to mekanikere, en skrædder, en urmager og en skomager, hvor jeg lærte porcelænsmaling hos konen og bagefter lærte mor det. For ikke at glemme en kommunal og en privat skole, mejeriet, vandværket, elektricitetsværket og biografen, hvor jeg fik lov til at se familiefilm med Fy og Bi og Panserbasse.

 

Portrættet af pastor Clausen var min første bestillingsopgave.

Byen havde også to drengebander, som udkæmpede ligeså dramatiske slag, som jeg havde oplevet i Hylke. Ib var ikke med. Det foregik omkring en mose i Ludvigseje Skov tæt ved vejen til Kattrup. Banden jeg var med i, forskansede sig på en lille holm, som man kun kunne komme ud til, hvis man kendte vadestedet. Vi forsvarede os med slangebøsser, dvs. cykelslanger udspændt mellem et par birketræer. Som skyts brugte vi agern og rønnebær, indtil fjenden begyndte at skyde med forchromede stålkugler fra cykelkuglelejer. Heldigvis var der ikke nogen, der blev ramt i øjnene.

Østergade hørte også med til Hovedgaard. Den havde oprindelig været en del af Horsens-Aarhus-landevejen, men havde, efter der var blevet bygget en viadukt over banen, fået øgenavnet 'Blindtarmen'. Her lå et stort hus, hvor der nogle gange, flere dage i træk, steg en tyk og sort røg op af skorstenen som fra et krematorium. Det var et gammelt pottemageri, Dissings Keramik, hvor der bl.a. fremstilledes askebægre pyntet med små gråspurve og forsynet med en karakteristisk glasur i blålige og beige toner. Keramikken blev "eksporteret" til København og solgt over hele landet. At dømme efter de store vaser og figurkompositioner, som var gemt væk på en hjørnehylde, var pottemager Dissing en yderst habil kunsthåndværker. Han tog sig venligt at mig, forsynede mig med pottemagerler og sørgede for, at de skulpturer, jeg modellerede, blev brændt. Bl.a. et basrelief af Nadveren og en liggende kvindefigur.

På den tid var jeg begyndt at interessere mig for det andet køn, og det jeg ikke kunne finde ud af om den kvindelige anatomi i Tidsskriftet Danmark, sneg jeg mig til at læse om i Salmonsens Store Konversationsleksikon hjemme i hjørnestuen. Jeg var også en flittig låner i Ørridslev Sogns Bibliotek, som min far var formand for. Morten Korch, Gejlager og Sophus Bauditz blev snart afløst af mere realistiske forfattere, som skrev uden figenblad. Når jeg om vinteren løb på skøjter på en oversvømmet eng ude i skoven, var der lejlighed til at studere nøgne piger, når et par ældre kammerater allernådigst gav mig lov til at læse med i et par forslidte numre af Cocktail og Varieté. Jeg var vel elleve, da jeg onanerede mig til min første udløsning, og tolv, da jeg røg min første cigar, som jeg havde stjålet i det messingskrin, som far opbevarede censorcigarerne i. Jeg blev ikke dårlig af at ryge den, for den var mild, og jeg nød smagen uden at inhalere røgen.

Jeg var ved at komme i puberteten. Da jeg blev tretten, vidste jeg alt om, at samleje inden 10. og efter 18. dag efter sidste menstruation var risikofrit. Jeg havde fundet en artikel om "Konceptionsterminen efter Kraus' Lære" i Salmonsens Leksikon-tidsskrift bind 1, Årgang 1941. Den satte mig i stand til at redde en ældre kammerat fra at gøre sin kæreste gravid og blive tvunget til at gifte sig på kongebrev. Indtil da havde de været usandsynlig heldige, for de troede, det var risikofrit midt i perioden.

Næste kapitel >