Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 31

DET UNGE FAKULTET

Bortset fra, at Villa Egely var kommet i overgangsalderen, havde jeg al mulig grund til at føle mig hjemme i Aarhus, for min arbejdsplads på universitetet lå kun to hundrede meter fra mit barndomshjem på hjørnet af Ærøgade og Ny Munkegade. Geologien "lånte" en etage i en af fløjene på det nye Kemiske Institut, som var opført på den forhenværende eksercerplads, hvor jeg som mindreårig havde set en blotter.

Det er først nu, da jeg skriver dette, at det går op for mig, at Aarhus Universitet og jeg er lige gamle. 'Universitetsundervisningen i Jylland' begyndte i 1928, året hvor jeg så dagens lys på Fødselsstiftelsen i udkanten af det grønne område, som senere blev Universitetsparken.

Udklip fra Aarhuus Stiftstidende 1961.

Det naturvidenskabelige fakultet blev oprettet i august 1954 og talte fra starten fire professorer, en fysiker og en kemiker, som begge kom fra det medicinske fakultet, en kulturgeograf, som havde været knyttet til det humanistiske fakultet, og endelig en nyudnævnt professor i matematik.

Hvis man kan kalde to, zoologen og geografen, for en gruppe, indledtes udbygningen af fakultetets naturhistoriske faggruppe i 1958, da Naturhistorisk Museums direktør, dr.phil. Harald Thamdrup, blev knyttet til fakultetet og året efter blev udnævnt til professor i zoologi. Kulturgeografen Johannes Humlum og zoologen Harald Thamdrup var begge markante personligheder, men også meget forskellige. De var fra starten mine nærmeste kolleger i Aarhus. Professor Thamdrup var både hjælpsom og den fødte taktiker. Hans mimik skiftede fra joviale smil til alvor, når han argumenterede. Han talte højt og kunne bogstavelig talt lægge vægt bag sine ord. Professor Humlum var mere klejn af skikkelse, hans tale mere afdæmpet, og hans smil virkede ofte overbærende. Han var enegænger, præget af at i 11 år at have været enerådende, omgivet af humanister.

For at opnå Humlums tilslutning til en plan var det undertiden nyttigt at foreslå det modsatte og give ham ret, når han gjorde det samme. Det var ikke altid lige let at samarbejde med de to herrer. Kneb det, genvandt jeg modet og humøret ved i tankerne at kalde dem for Hamdrup og Tumlum.

Det bør nævnes, at der inden oprettelsen af det naturvidenskabelige fakultet faktisk var blevet undervist i geologi i flere år ved Aarhus Universitet. Statsgeolog, dr.phil. Keld Milthers, som ledede Statens Brunkulsundersøgelser i Midtjylland, havde som rejselektor undervist kulturgeografistuderende ved det humanistiske fakultet i geologi i bifagsomfang, og der er næppe tvivl om, at professor Humlum gerne havde set, at det var blevet Keld Milthers, der kom til at starte geologien op i Aarhus.

At Keld Milthers var en inspirerende lærer, fremgår af, at det var ham, der i 1948 havde opmuntret mig til at starte ledeblokundersøgelser på Horsensegnen og skrive min første videnskabelige afhandling.

 

Statsgeolog dr.phil. Keld Milthers (1909-1960), søn af ledeblokforskeren Wilhelm Milthers, var rejselektor ved Aarhus Universitet.

Umiddelbart efter fakultetets oprettelse i 1954 nedsattes der da også et udvalg til forhandling med Danmarks geologiske Undersøgelse (DGU) om en eventuel overflytning af denne statsinstitution til Aarhus. Tanken var ikke helt urealistisk og ville næppe møde politisk modvind. DGU havde mange store opgaver i Jylland og var først i 50'erne kommet i akut lokalenød. Borearkivet svulmede op og kunne ikke længere rummes i det gamle rådhus i Charlottenlund. En flytning til Aarhus ville på en gang løse institutionens lokaleproblemer og bringe en eller flere af DGU’s statsgeologer i en favorabel position, når faget geologi skulle udbygges ved Aarhus Universitet.

DGU’s overflytning til Aarhus blev imidlertid aldrig til noget. Lokaleproblemerne blev løst i Hovedstadsområdet, og det faldt ikke i Keld Milthers lod at starte geologien op i Aarhus. Han blev alvorligt syg af kræft i 1959 og døde året efter. Planerne for udbygningen af den naturhistoriske faggruppe i Aarhus måtte derfor revideres. Der blev nedsat et koordinationsudvalg med repræsentanter fra fakulteterne i Aarhus og København. Det anbefalede en hurtig, omend etapevis, udbygning i Aarhus. Indførelsen af en ny studieordning i 1960 ville medføre at fakultetet i København trængte til aflastning, da studentertil­gangen begyndte at stige drastisk. Som tidligere nævnt var det koordinationsudvalgets betænkning, der fik mig til at søge til Aarhus, fordi den nævnte, at dr. Johannes Troelsen ville være den eneste tænkelige, kvalificerede ansøger til det nye geologiprofessorat i Aarhus.

Da jeg 1. maj 1961 tiltrådte professoratet, fulgte der 1 videnskabelig og 1 ikkevidenskabelig assistentstilling med i posen. Vi var derfor to lærere og en sekretær, da vi i september tog mod de første studenter, 4 cand.scient.-studerende og to bifagsstuderende med hovedfag i kulturgeografi. Det følgende år valgte 10 ud af faggruppens 40 nye studerende hovedfag i geologi.

Der fulgte dog ikke penge med til engangsanskaffelser fra starten. De måtte søges særskilt i Undervisningsministeriet, som dengang blev styret af den magtfulde kontorchef Vagn Jensen. Jeg fik ret hurtigt bevilget, hvad jeg ansøgte - på nær en tjenestebil, en folkevognsbus, som skulle benyttes til ekskursioner, feltarbejde og indsamling af undervisningsmateriale. Finansudvalgets medlemmer bevilgede glat væk tjenestebiler til nye ministre, men ikke til professorer.

Tjenestebilen blev dog bevilget året efter, da jeg belært af erfaringen søgte om "et ambulant feltlaboratorium med UV-udstyr". Efter at Kampmann var begyndt på sine økonomiske helhedsløsninger, måtte man sno sig, når man skrev ansøgninger. På mit eget budget var der de første år ikke råd til at anskaffe en bil, så når instituttets stab mødte om morgenen, kom betjenten i bil, afdelings­lederen på scooter og professoren på Velo Solex.

Instituttet fik en flyvende PR-start, for allerede i januar 1962 fik vi til opgave at arrangere det 5. Nordiske Geologiske Vintermøde, som lokkede 218 deltagere til Aarhus. I løbet af tre dage holdtes 59 foredrag og flere gruppemøder. De fire geologistuderende påtog sig hvervet som auditoriebetjente, og takket være sekretæren Randi Nielsen, som kom fra en stilling hos Ceres' direktør, kunne vi indføre en ny tradition ved Vintermødet. Under mødet fik alle foredrags­holdere, som havde overholdt taletiden, på stedet overrakt en Ceres Top til at skylle efter med, og én aften var der arrangeret bryggeribesøg med prøvesmagning.

 

Demokraten 9. januar 1962.

Når det var muligt at starte undervisningen i krystal- og mineralbestemmelse allerede det første efterår, og i bjergartslære det følgende forår, skyldtes det, at professor Thamdrup overdrog Naturhistorisk Museums betydelige mineral-, fossil- og bjergartssamlinger, der oprindelig var skænket til Naturhistorisk Museum af lektor Mathias Møller, Aarhus, til det nye geologiske institut. Overlærer Schultz Christensen, Lemvig, donerede også sin store geologiske samling. Ved øvelserne i mineralbestemmelse udsatte jeg en præmie til den student, der først bestemte de udleverede 20 mineraler rigtigt: En stor cigar, som skulle ryges på stedet.

Omgangs­tonen mellem studenter og lærere var yderst tvangfri. Vi var dus fra starten, og jeg blev tiltalt: "Berthelsen". Når jeg det første år som rejselektor tog natbåden til København, var det som at komme til en fortidsverden. Studenterne i København var langt mere høflige og de havde lettere til smil. Når jeg tidligt om morgenen spadserede fra Larsens Plads til Museet, mødte jeg mest glade og morgenfriske ansigter. Ikke de tillukkede trælse miner, jeg kendte fra Smilets By.

For at kvittere for de mange gaver, som Geologisk Institut modtog fra fjern og nær, udsendte vi i 1963 en "Report of the first two years activity of the Department of Geology at Aarhus University". Vi undlod ikke at nævne, at vi havde arrangeret kurser i geologi for Folkeligt Oplysningsforbund og i øvrigt for Folkeuniversitetet havde holdt adskillige foredrag rundt om i landet, bl.a. om hvorvidt der fandtes olie i Danmark.

Disse folkelige aktiviteter må have gjort indtryk i Den tyske Demokratiske Folkerepublik, for jeg modtog efter rapportens udsendelse en indbydelse til at forelæse ved et Geotektonisk Kollokvium ved Deutsche Akademie der Wissenschaften zu Berlin (DDR). Med invitationen fulgte en enkelt jernbanebillet til Østberlin og et indrejsevisum. Jeg var dog ikke nervøs for ikke at slippe ud af DDR igen. Jeg opfattede invitationen som et forsøg på at forbedre forholdet mellem DDR og Danmark, for selv om Østtyskland og Danmark var nabolande, var Danmark et Natoland og DDR medlem af Warszawa-pagten. DDR-borgere blev konsekvent nægtet indrejsevisum til Danmark.

Det blev en interessant rejse, nok mere for mig end for til­hørerne til mine foredrag. Da jeg den første aften steg ud af toget ved den østtyske U-Bahnstation, var der ikke, som det ellers var aftalt, en person fra Akademiet til at tage imod mig. Der var derimod en maskinpistolbevæbnet Volkspolizist, som "passede på mig" i tyve minutter, indtil Kollega Möbus fra Akademiet endelig dukkede op og befriede mig. Det viste sig, at jeg var stået ud til den forkerte side. Heldigvis prøvede Dr. Möbus at undersøge også den, inden han endeligt opgav at træffe mig. Samme aften afleverede jeg, nu en kende nervøs, mit pas, så jeg kunne få udstedt udrejsevisum og billet til hjemrejsen.

Der var dog ikke grund til at være nervøs. Mine værter tog yderst gæstfrit imod mig. Hver aften tog en østtysk kollega mig med mig på restaurant. En aften overværede jeg en blændende opførelse af "Dreigroschenoper" i Brecht Teateret, og en dag var vi på ekskursion til en klassisk geologisk lokalitet, Rüdersdorf stenbrud, som var anlagt i triassisk kalksten. Her havde den skandinaviske indlandsis under sin største udbredelse indridset skurestriber i kalkoverfladen. Under køreturen til Rüdersdorf, som vel varede en god time, måtte mine guider vise papirer med masser af stempler ved hele tre kontrolposter, og stenbruddet viste sig at være omkranset af høje vagttårne. Der blev virkelig passet på mig. Arbejderne, som sled i det nede i bruddet, var, efter hvad jeg fik oplyst, uforbederlige kriminelle. De manglede kun en gul jødestjerne på dragten for at KZ Lager-stemningen blev fuldkommen. Jeg må tilstå, at jeg aldrig hverken før eller efter den oplevelse har følt mig fristet til at deltage i fredsmarcher og solidaritetsdemonstrationer. Ved opholdets afslutning fik jeg som lovet mit pas retur med udrejsevisum og udleveret en returbillet på 1. klasse med sovevogn.

Kort efter min tiltræden i Aarhus havde professor Thamdrup overtalt mig til at afløse ham som medlem af amtets fredningsplanudvalg; det viste sig indirekte at være nyttigt og komme geologien til gode. Da kontorchef Vagn Jensen, som var stærkt engageret i fredningsarbejdet, i efteråret 1962 besøgte det nyindrettede Kemiske Institut, kom rundvisningen efter aftale med mine kemiske kolleger til at omfatte den etage, hvor det lille Geologiske Institut havde til huse. Her lå den nye fredningsplan for Aarhus Amt rent tilfældigt fremme på et reolhjørne, så kontorchefen ikke kunne undgå at se den. Det virkede. Vagn Jensen tog mig om albuen og trak mig til side.

Meget her i livet beror på tilfældigheder, dog ikke denne episode. Den havde den ønskede effekt og bevirkede, at kontorchef Vagn Jensen tog initiativ til, at der blev startet en geologisk byggesag. Fire år senere kunne geologerne flytte ind i ca. 1300 m2 i en nyopført bygning på en grund, som Forsvarsministeriet havde afstået fra arealerne omkring Høegh-Guldbergs Gades Kaserne. Da den nye institutbygning blev indviet, var jeg ikke til stede. Jeg havde forladt Aarhus, og Aarhus glemte at invitere mig.

Næste kapitel >