Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 32

I LÆRE SOM PROSPEKTØR

Efter at Svend Saxov den 1. maj 1964 var blevet udnævnt til professor i geologisk anvendt geofysik, blev Geologisk Institut ved hans mellemkomst involveret i Sydvaranger A/S' mineraljagt i Indre Troms. Mineselskabet var opkaldt efter Norges nordligste fylke, Sørvaranger, hvor det drev en jernmine ved Bjørnevann, en mils vej syd for Kirkenes og tæt ved grænsen til Sovjetunionen. Men så tæt på Sovjet kom jeg først flere år senere; min deltagelse i selskabets jagt på nye malmforekomster startede i det bjergrige Troms fylke, som grænser op til det nordlige Sverige.

Bortset fra kystlandet og et par brede dalstrøg var Troms fylke tyndt befolket. De dybeste og svært tilgængelige dale inde i Fjeldkæden var helt jomfruelige med vildsom urskov af birk og fyr. Over skovgrænsen levede samernes rensdyrhjorder på de åbne fjeldvidder. Kun de højeste bjerge var dækket af evig is og sne.

Den brede dal omkring Målselva var først blevet koloniseret sidst i 1800-tallet af folk fra Østerdalen og Gudbrandsdalen, og deres efterkommere talte et let forståeligt norsk. Oppe i de snævre dale var dialekten imidlertid sværere at forstå, og  her blev jeg antaget for at være fra Sørlandet, når jeg anlagde norsk intonation.

Bjergene i Troms indgår i Den Skandinaviske Fjeldkæde, som opbygges af kaledonsk foldede og omdannede bjergarter, der danner overskydningsdækker, som er skudt ind over på det Baltiske Skjold. Dækkernes vestlige ydergrænse, Fjeldranden, falder i Troms stort set sammen med Riksgrensen til Sverige. Dog ikke helt, for granitgrænsestenene med den danske konges insignier står langt fra på linie. Nogle steder kunne jeg gå på grundfjeld på den norske side af grænsen, andre steder strakte fjeldkæden sig ind i Sverige.

Øst for Fjeldranden virkede landskabet fladt og øde. Lige så langt mit øje rakte, sås kun forkrøblet vegetation, bleggrønne myrmarker og små vandhuller. Nord for Leinavann kunne jeg på den norske side af grænsen konstatere, at der var langt mellem blotningerne. Jeg kunne vandre kilometervis, før den næste blotning dukkede op. Det prøvede jeg sammen med en norsk arkitektstuderende ved navn Rønstad, som var ansat som prospektør. Vi havde et lille magnetometer på størrelse med en termoflaske hængende på maven, så vi kunne checke, om der gemte sig magnetiske mineralforekomster under jorddækket. Vi gik efter kompasset med en indbyrdes afstand af ca. 1 kilometer og mistede, hvor terrænet ikke var fuldkomment fladt, hurtigt hinanden af syne. Men besynderligt nok gik vi aldrig vild af hinanden. Rønstad blev aldrig arkitekt; han elskede at leve i pagt med naturen som prospektør og endte som skolelærer på Lofoten. Han lærte mig at bruge birkebark til at få fyr under thekedlen, når det regnede.

Vi havde begge en sjette sans, som gjorde os til det ideelle makkerpar. Vi gik aldrig vild af hinanden, for uden at have aftalt noget, begyndte vi samtidigt at nærme os hinanden. En form for telepatisk kon­takt, jeg aldrig har oplevet sammen med andre i felten.    

Første gang jeg landede med ruteflyet i Bardufoss, tog bergsingeniør Andreas Eriksen, som ledede Sydvarangers malmjagt i Indre Troms, mig straks med til Samvirkebolaget (Brugsen), hvor jeg blev udstyret med sovepose og det mest elementære lejrgrej. Så kørte vi i bil direkte i felten. Ikke de store forberedelser som i Grønland.

Vort første mål var den øverste gård i Takelvdalen, som var så trang, at solen kun nåede ned til gården omkring midsommer. Her kom der sjældent gæster. Bonden, vi opsøgte, var lidt for sig selv. Han var synsk.

Han havde fundet en stor løsblok med kvarts og ca. 20% kobberkis i marken tæt ved gården. I og for sig et lovende fund, men blokken var ikke nødvendig­vis af lokal oprindelse. Den kunne være en glacial flytblok, der var transporteret over store afstande. Bonden havde dog sin egen mening om dens oprindelse. Han prøvede at overbevise os om, at den stammede fra en stor, underjordisk forekomst nede for enden af marken. For netop dér, havde han under høhøsten set Den onde Sorte grave sig ned og forsvinde. Han var kommet farende forbi gården og havde undervejs tabt den klump af mar'men, som vi fik vist frem. Malm udtaltes med stumt l på den lokale dialekt i Takelv-dalen.

Jeg havde i Aarhus tolket flybilleder over et 50 x 75 km stort område i Indre Troms og arbejdede der flere somre i felten. Det lykkedes mig at opdage og kortlægge et hidtil ubeskrevet tektonisk vindue, hvor grundfjeldet med en ramme af kambrisk kvartsit og skifer var frilagt af erosionen. Vinduet var på alle sider omgivet af kaledonske dækker.

Skitsekort over Indre Troms. Overskydningen ved basis af kaledoniske enheder er vist som en fed, savtakket linje. Den indrammer Mauken-vinduet og Divielda-vinduet, hvor de kaledonsike enheder er fjernet af erosionen. Overskydningen markerer også Fjeldranden, hvor Den kaledoniske Bjergkæde grænser op til Baltica med grundfjeld og kambirske dæklag. Stiplede kurver viser tyngdefeltets styrke. Områder med -40 milligal og mindre er prikkede.

Efter at have forladt GGU havde jeg kun fløjet med større passagerfly, men i Troms kom jeg allerede den første sommer til at flyve med et lille énmotors fly, der førtes af en midaldrende telegrafist, som netop havde erhvervet sit flyvercertifikat. Han var født i Troms og fløj efter hukommelsen uden kort. Der var dog lufthuller i hans hukommelse.

En søndag, hvor jeg og min assistent fra Aarhus skulle hentes tilbage til Bardufoss fra en lejr tæt ved Fjeldranden og grænsen til Sverige, begyndte det at blæse betænkeligt op fra nordvest. Piloten gik alligevel ned på den lille sø ved lejren og samlede os op. Blæsten udviklede sig nu hurtigt til en veritabel storm, som den lille maskine ikke magtede at flyve op imod. Vi blev tvunget mod sydøst, langt ind over de øde og flade svenske myrmarker, hvor det var umuligt at orientere sig, og der ikke fandtes åbent vand, der var stort nok til, at vi kunne nødlande. Var vi sluppet levende ned, havde vi ikke kunnet tøjre flyet og sikre det mod at havarere. Så vi holdt os i luften.

Da stormen endelig løjede så meget af, at piloten kunne sætte kursen mod Norge, havde skyerne sænket sig ned over fjeldkæden. Vi fløj nu i lav højde ind mod fjeldmuren under skydækket. Piloten, som ikke anede, hvor vi befandt os, fløj på må og få ind en dal, som endte oppe i skyerne. Assistenten og jeg kiggede åbenlyst bekymrede på hinanden.

I sidste øjeblik, lige før skyerne lukkede sig om os, dukkede der heldigvis et U-formet pas op. Vi trak vejret lettet, og jeg fik travlt med at studere de kort, jeg havde med. Genkendte så heldigvis en snæver floddal, som jeg havde set på flybillederne, jeg havde tolket i Århus. Jeg kunne fortælle piloten, at vi var på vej ind i Øvre Dividal. Den er siden blevet udlagt som natur­park.

Da den ufrivillige udflugt langt ind i Sverige og den stride modvind havde tæret kraftigt på benzinbeholdningen, måtte vi opgive at returnere til Bardufoss. I stedet navigerede jeg piloten sydpå mod Leinavann, en stor sø nær Fjeldranden, hvor et prospekteringshold havde slået lejr. Her blev assistenten og jeg sat af, så piloten med den benzin, der endnu var tilbage, lige netop ville kunne klare sig tilbage til Bardufoss. Det var allerede to timer over den tid, hvor han skulle have kontaktet flybasen over radioen, så han måtte hurtigt i luften igen og melde sig ind, så der ikke blev startet en eftersøgning.

Det lille vandfly lå for anker tæt ved søbredden, og da piloten, som balancerende på en af pontonerne, havde trukket ankeret op, begyndte flyet at drive ind mod stenblokkene ved søbredden. Han tog det dog roligt, rejste sig og begyndte at hive i propellen, ligesom når man starter en gammel Ford med håndsving. Og minsandten, motoren gik i gang. Han måtte ned i knæ for at kravle under den snurrende propel og komme op i førersædet.

Imens førte vindpresset flyet tættere og tættere ind mod de store stenblokke. Vi, tilskuerne, var ængstelige for, at blokkene skulle beskadige pontonerne, så flyet ikke kunne lette. Fra lejren var der godt 50 km uden vej til den nærmeste gård og telefon. Men piloten nåede at speede motoren op, før det gik så galt, og flyet tog hurtigt højde og blev til en lille prik. Det nåede til Bardufoss, inden tanken var tom. Vi blev hentet næste dag efter en lækker frokost med gravede røyer fra Leinavann, en art røde fjeldørreder, som var ægte gravede, dvs. havde været gravet ned i jorden et par dage.

Næste sommer fløj jeg med en yngre og mere erfaren pi­lot. Han satte Ivan Madiraza og mig ned på en lille fjeldsø, som var så lille, at landing og take off kun var mulig, når det blæste ret kraftigt. Da vi skulle hentes igen, troede vi, at vi så syner. For da flyet gik ned på søen, stod der en lyshåret valkyrie på den ene ponton. Hun hed Turi Widerøe, var datter af direktøren for Widerøe flyselskab og blev senere den første kvindelige pilot i SAS. Den sommer arbejdede hun som handy man og sekretær for bergsingeniør Eriksen, der ledede prospekteringen.

Turi kunne andet og mere end at lege luftakrobat, hun kunne også køre rally. Da jeg efter min ankomst til Troms var vågnet op med en frossen skulder, kørte hun mig ad smalle og hullede grusveje 75 km til lægen på basen i Bardufoss. Jeg havde båret på en for tung rygsæk under oprejsen. Vi kørte i en Volvo stationcar. Kørte er måske for mildt sagt, for bilen nærmest fløj, når den med over 100 km i timen pløjede sig gennem de store regnpytter i grusvejen, så vandet drev ned over taget og ruderne. Uanset jeg kun var 36 år, trøstede den unge militærlæge mig med, at en frossen skulder var tegn på begyndende senilitet, og så flåede han brutalt skjorte og undertrøje af mig og gav mig et par blokader, som forbavsende hurtigt gjorde mig til menneske igen.

Sammenlignet med Grønland, var fjeldkæden i Indre Troms et ideelt arbejdsområde. Nok var der øde, og bjergene var høje, men naturen var overdådig smuk. Blev man træt af livet i fjeldet, kunne man som regel søge ned i en dal og nå frem til en gård med telefon. Der var ingen brede fjorde eller farlige bræer, som spærrede én vejen. 

I skoven nærmest vadede man i elgpærer og kunne enkelte gange se en elg forsvinde mellem træerne. Elgen skulle, efter hvad min zoologiprofessor docerede, være et yndet bytte for det store kattedyr lossen (gaupe) med hårtotter i spidsen af ørerne - og for den grådige og hårdtbidende jærv, som ikke viger tilbage for også at spise skovlbladene på elgens gevir. 

Der var også brune bjørne. Når jeg færdedes i midnatssolens sarte lys, troede jeg mange gange, jeg så en bjørn stå oprejst og vente på mig. Men når jeg kom nærmere, forvandlede bjørnen sig altid til en knækket fyrrestamme. Skovtrolde, som Theodor Kittelsen tegnede dem, traf jeg kun som originaler i glas og ramme på Sydvaranger A/S' kontor i Oslo. 

Desværre havde Sydvaranger A/S ikke heldet ikke med sig i Indre Troms. Prospekteringen blev også startet på et fejlagtigt grundlag. Andreas Eriksen havde opdaget, at det på tyngdekortet fra Geografisk Opmåling nord for Leinavann optrådte en tyngdeanomali af samme størrelsesorden, som anomalierne ved jernmalmsforekomsterne i Kiruna i Nordsverige og Kursk i Ukraine. Det så yderst lovende ud - og de tre anomalier lå tilmed på en storcirkel, Tromsanomalien længst mod nordvest. På det tidspunkt anede jeg ikke, at jeg senere ville komme til at besøge både Kiruna- og Kursk-forekomsterne.

Inden Svend Saxov kom ind i billedet, var der i al hast blevet sat en diamantboring ned i Leinavann-anomalien. Men den havde ikke ramt en ny jernmalmsforekomst, kun uinteressant gabbro og syenit med lidt mere magnetit end det omgivende grundfjeld. Saxov, som medbragte sin 'madspand' med et Worden-gravimeter, konstaterede hurtigt, at korttegneren ved Geografisk Opmåling havde begået en grov sjuskefejl. Han havde anbragt kommaet to pladser forkert og havde derved forstørret anomalien hundrede gange.

Fejl eller ej, Andreas Eriksen havde fået blod på tanden, og prospekteringen fortsatte i den tilgrænsende fjeldkæde. Et fransk firma blev hyret til mod god betaling at udføre en systematisk magnetisk kortlægning fra helikopter i 50 meters højde over terrænet. Jeg bistod i øvrigt Andreas Eriksen under forhandlingerne i Paris. De blev ført på engelsk over et veldækket frokostbord, og min tilstedeværelse skulle sikre, at franskmændenes indbyrdes bemærkninger også blev opfattet. 

Under opmålingen blev magnetometeret anbragt på enden af en lang aluminiumsstang, som forinden var blevet fastgjort på den svævende helikopters underside. Ret omstændelig procedure hver morgen og aften, men de norske luftfartsmyndighederne tillod ikke, at instrumentet hang på slæb i en wire. Det var kun tilladt ved målinger fra fly.

På jorden udførte et svensk firma elektromagnetiske målinger. To blokletare hyret fra SGU ledte efter malmholdige løsblokke, og der blev sat flere diamantboringer ned i formodede forekomster. Alt sammen uden held. Efterhånden som den geofysiske kortlægning skred frem, blev det min opgave at checke de anomalier, som kunne skyldes malmforekomster. Men der var desværre altid en mere enkel forklaring på anomalibilledet end brydeværdig malm. Det kunne være en kloritskifer, der indeholdt under 10% magnetit i en foldelukning eller en lokal gabbrointrusion. Nogle kraftige elektromagnetiske anomalier skyldtes, at svovlsyre dannet ved forvitring af svovlkis forhøjede grundvandets elektriske ledningsevne.

Bibelordet: "Søg, og I skal finde" (Matthæus 7.7) holdt ikke stik. Den troende og foretagsomme bergsingeniør opgav først, da der blev lokaliseret en markant elektromagnetisk anomali, som efter gravning af en grøft viste sig at skyldes svagstrømsimpulserne i telefonledningen til den fjernest beliggende gård i Dividalen.

Den geologiske indsats var dog ikke helt forgæves. Aarhusstudenterne fik felterfaring, der blev skrevet flere geologiske afhandlinger og NGU udgav et geologisk kortblad i 1:50.000 fra Fjeldranden ved Leinavann udarbejdet under lektor Feiko Kalsbeeks ledelse. Jeg fik selv et nyttigt indblik i geofysiske prospekteringsmetoder.

Inden Sydvarangers budget blev alvorligt overskredet, holdtes en afslutningsfest for alle deltagere. Svenske blokletare, geofysikere og geologer og personalet i basislejrens barak. En helikopter kom flyvende med et nyslagtet rensdyr, som blev spidstegt og fortæret på nær gevir, skind og ben og skyllet ned med Mack Pils fra Arendal Bryggeri indhandlet i Bardufoss. Som dessert vankede der rømmegrød kogt på piskefløde. Selv om vi aldrig fandt bare en enkelt guldklump, kun forvitret svovlkis og en telefonledning, levede vi ikke på smalkost.

Næste kapitel >