Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 34

ENFOLD OG ØSTFOLD

Længe før der opstod planer om at flytte DGU til Aarhus, holdt DGU’s navnkundige direktør, dr.phil. Victor Madsen (1865-1947) mange populære foredrag i provinsen om Wegeners teori om kontinentaldriften som bl.a. havde bevirket, at Sydamerika var drevet vestpå, bort fra Afrika. Jeg er dog tilbøjelig til at tro, at Victor Madsen spøgte, når han krydrede sine foredrag med en privat hypotese om, at også Jylland var blevet påvirket af kontinentaldriften. "Jylland må være drevet sydpå - bort fra Norge, for", argumenterede han polisk: "Hovedlandets hoved og nathue passer jo perfekt ind i Oslo­fjorden".

Hypotesen var morsom, men det var ikke den, der for første gang fik mig til at rette blikket mod Norge. Det var faktisk en ung smuk pige fra Drammen, som jeg efter befrielsen traf på ferie hos en af fars kolleger, realskolebestyreren i Odder. Hun hed Karin og var, hvad Aldous Huxley ville have kaldt lettere pneumatisk, Hun havde glat lyst hår i Veronica Lake-frisure. Vi spillede kroket, blev småforelskede og pennevenner.

Da jeg som nybagt student var på udflugt til Telemark med klassen og vores dansklærer, returnerede jeg ikke med de andre, men besøgte Karin og hendes forældre i Drammen. Jeg havde ganske vist under krigen tegnet en plakat, som blev sat op hjemme på skolen, da vi samlede ind til at sende havregryn til norske børn, men jeg fortjente slet ikke den forkælelse, jeg som dansk mødte i Drammen. Forældrene var overstrømmende venlige og diskede op med kogt laks og nybagte vafler med myseost. Karin var dog lidt mere reserveret, men det var først, da vi tog på badeudflugt, at jeg i min gymnasiale enfold opdagede hvorfor. Hun havde nemlig ikke skrevet noget om, at hun havde fået en norsk kæreste; det gik først op for mig, da han troppede op på badeturen. Det var ikke nogen udsøgt fornøjelse, at se dem udveksle lystne blikke, især ikke, når hun strakte sig dovent på den solvarme granitrundklippe, så der ved lysken forvildede sig et par mørke kønshår ud under kantsømmen på hendes stramtsiddende badedragt.

Som professor i Aarhus løb jeg ikke efter norske jenter, men ledte efter et område, der var egnet til at oplære studenterne i kortlægning af deformerede, hårde bjergarter. Takket være professor Steinar Skjeseth i Ås fik vi i foråret 1965 en aftale med NGU, Norges geologiske Undersøkelse, om at vi måtte afholde geologiske feltkurser omkring Moss i Østfold. Da Steinar Skjeseth første gang viste området frem, sad jeg på bagsædet sammen med geofysikeren Svend Saxov, som netop var blevet udnævnt til professor i 'geologisk anvendt geofysik' i Aarhus.

Moss-området i Østfold oprindelig kortlagt geologisk i 1:20.000 af kursuslærere og studerende 1966-1976.

Lidt nord for Mosseporten begyndte vore næsebor at vibrere, og Saxov og jeg smugkikkede forarget på hinanden. Tænkte begge: "Føj, som han dog sidder der og fiser ganske ugenert". Vi var uden at være klar over det kørt ind i den kvalmende svovlbrintehørm fra Pettersen og Søns cellulosefabrik, Moss' duftvartegn.

Grundfjeldet omkring Moss var dengang terra incognita, og strukturerne var så tilpas små og komplicerede, at alle hold fik lært noget, selvom hvert kun fik tildelt et par km2. Arbejdsgrundlaget var kommunens nye 1:10.000 kort med 2½ meters højd­kurvei­terval.

Ca. 20 km nord for Moss var der gode indkvarteringsmuligheder i Landbohøjskolens sommertomme kollegier i Ås. Her boede Sussi og Grit også under kurserne, men de så nu ikke særlig meget til mig, for om dagen var jeg sammen med studenterne i Moss-området og om aftenen holdt jeg stuegang, hvor dagens resultater blev gennemgået. En aften, jeg kom tilbage fra stuegangen, spurgte Grit: "Far, huskede du at rose dem?". Kloge ord, som jeg skrev mig bag øret.

Hver morgen satte jeg holdene ud i deres områder med instruktion om at observere geologien. Havde de ikke set og forstået noget, når jeg nogle timer senere kom forbi, rakte jeg dem en enkelt lillefinger. "Kan I se den lille fold der oppe øverst i væggen?". Det kunne de, men de kunne også stå i flere timer og glo på den, indtil de pludselig kunne se det hele. Så jublede de og stoppede mig stolte næste gang, jeg kom forbi.

En dag, hvor jeg havde Grit med i felten, trængte vi på jagten efter 'den kvartsitindpakkede amfibolit' så dybt ind i Mosse­skoven, at jeg til sidst mistede orienteringen. Hvor skoven var tættest, angav højdekurverne, som var udte­net efter flybilleder, trætoppenes højde i stedet for skovbundens. Det gjorde det ikke lettere at lokalisere sig, for der var ikke store højdeforskelle. Men Grits stedsans fornægtede sig ikke. Hun kunne straks udpege, hvor på kortet vi befandt os.

Men ikke nok med det. Da jeg lidt senere træt af varmen og hø­rmen fra Pettersen og Søn, ville sætte mig på en amfibolitknovs, råbte hun med panik i stemmen: "Far, pas dog på, du er ved at sætte sig oven i en hugorm". Efter den oplevelse blev gummistøvler obligatorisk fodbeklædning for alle kursister. Kun det, at geologien var interessant, og at der var dejlige blåbær i skoven, fik os til at udholde varmen og hørmen.

Mosskurserne udviklede sig med tiden til et større projekt, for ef­ter jeg var vendt tilbage til København, hvor der var flere studenter, måtte kurserne dubleres, og flere af kursister valgte bagefter at udføre feltarbejdet til deres specialeopgave i Østfold. Efter Sussis død engagerede jeg mig også mere og mere i Østfold­projektet. Måtte foretage mig noget for at holde mig psykisk oppe.

Ved det geologiske vintermøde i Oslo januar 1972 aftalte jeg med NGU’s direktør, at lærere og studenter fra København i løbet af fem år ville udarbejde et geologisk kort over grundfjeldet øst for Oslo fjorden (mellem 59º og 60º nord) i 1:250.000 og desuden mere detaljerede kort i 1:25.000 fra nogle udvalgte områder af byplanmæssig interesse.

At udarbejde et oversigtskort på så kort tid kunne umiddelbart foreko­me en uløselig opgave, for grundfjeldet i Østfold var langt fra så velblottet som i Vestgrønland. Det stak kun frem her og der, og de fleste blotninger gemte sig dybt inde i de store skove. I landbrugsområderne var blotningerne med fast fjeld tit sprængt væk. Ved gårdene stod fadeburet dog oftest på en helle, men for at slippe helskindet fra at undersøge, hvad hellen bestod af, måtte man først indynde sig hos gårdhunden. Det lykkedes som regel.

Heldigvis var der gode flybilleder (ca. 1:40.000) fra hele Østfold, og fra dem kunne jeg uddrage hovedtrækkene i den geologiske opbygning. Derved fremkom en strukturel ramme, som enkeltobservationerne fra de spredte lokaliteter langs vejene kunne passes ind i. Langs Europahovedvej E6 var der sprængt mange gode vejprofiler, nogle over 3 meter høje og 20 m lange. Der var heller ikke blevet sparet på dynamitten, hvor der lå klipper "i vejen" for fylkesvejene eller de mange private skovveje i Indre Østfold. At køre på skovvejene krævede dog ejerens tilladelse og lån af nøglen til låsen på bommen. En af skovejerne, som boede i en pragtfuld hvidmalet villa, var den tidligere norske ambassadør i Moskva. Han var yderst venlig, selvom jeg forstyrrede ham, ligesom han var ved at bære et sølvfad med en stor kogt laks ind til fruen i spisesalonen. Nogle gange blev jeg modtaget med ordene: "Vi har ventet Dere ville komme. Østfold er jo et svært gennemsigtigt land".

En sommer, hvor Moss Tidende havde bragt en artikel om den danske geologiprofessor, blev jeg budt indenfor til jordbær med fløde hos en ældre gårdejer. Naboen havde ellers advaret mig om, at han var fuld af løgn. "Han påstår, at han har været millionær". Da vi spiste jordbær i stadsstuen, mens konen sad alene i køkkenet, blev jeg dog efterhånden klar over, at naboen tog fejl. Jeg havde nok været lidt skeptisk i starten, da min vært fortalte, han i Vestindien havde ejet en kobbermine, men var gået fallit under børskrakket i trediverne. Jeg blev dog hurtigt klar over, at han hverken var løgner eller fantast, da han gik over til at fortælle om sin gode ven, den svenske Asienforsker Svend Hedin, og fremdrog flere breve fra ham og et smukt skrin udskåret i ben, som Hedin havde hjembragt fra Mongoliet og foræret sin norske ven. Vi snakkede længe om Vestindien, Centralasien og Himalaya, før jeg drog videre, mæt af jordbær og oplevelser.

Ved at kombinere observationerne gjort i blotningerne langs lande- og skovvejene med luftbilledtolkningen voksede der lidt efter lidt et overordnet kortbillede frem, som blev mere fuldkomment, efterhånden som de mere detaljerede resultater fra de specialestuderendes områder kunne tilføjes.

Mona var cand.mag. i geologi, botanik, geografi og fysiologi samt legemsøvelser. Var desuden en fremragende amatør-fagotist. Blandt sine andre talenter huskes Mona især for sin smittende latter.

Efter at været blevet enkemand og have fundet sammen med min kollega Mona Hansen dannede vi også par i felten i Østfold. Hun var cand.mag. i naturhistorie og gymnastik og ansat ved Mineralogisk Museum. Vi kørte i fire somre Østfolds veje og skovveje tynde. Stoppede hen mod aften op på et smukt sted inde i skoven, helst et, hvor Mona kunne se solen gå ned i en sø. Så var der mulighed for at bade og vaske dagens sved af. Bilen var en rummelig varevogn, hvor vi både sov, elskede, diskuterede geologi og lavede mad på primus. Da vi arbejdede tæt på grænsen, nød vi hver aften den klassiske musik på den svenske radios program 2. En uhyre effektiv og romantisk måde at kombinere feltarbejde og privatliv på.

Apropos grænsen var der ingen grænsekontrol mellem told- og politiposterne på E8 kort efter Örje og på E6 ved Svi­nesund. Derimellem kunne vi frit krydse grænsen, når der var behov for det.

Det var vigtigt at være sikker på, at de strukturer, vi havde kortlagt, fortsatte ind i Sverige. Der var dog steder, hvor adgang var forbudt. En dag, da jeg og vores kontaktmand ved NGU, statsgeolog Thor Sverdrup, nærmede os grænsen øst for Halden, stoppede et gult skilt os. Militært område: Adgang forbudt.

Thor Sverdrup viste imidlertid sit legitimationskort fra NGU, og vi fik lov til at 'inspicere' det befæstningsanlæg, som var ved blive sprængt ud, godt gemt inde i fjeldet. Da jeg noget forundret spurgte, hvorfor anlægget vendte mod øst, svarede Thor: "Jo, ser du, vi holder på at gå mod svenskerne". Norge var jo NATO-land, og det neutrale Sverige udgjorde en indirekte trussel.

Jeg havde godt nok lagt mærke til, der var retoucherede, hvide områder på nogle af de luftbilleder, jeg havde fået over Østfold, og havde set gule skilte før, men ikke opfattet, at de skyldtes truslen fra Øst. Bjørn Hageskov opnåede da også at blive arresteret, da han havde vovet sig ind på forbudt militært område. Jeg har endnu svært ved at fatte, at de norske myndigheder af sikkerhedshensyn retoucherede luftbillederne og så tydeligt markerede, hvor de militære anlæg befandt sig. Luftbillederne ville have været et kup for en Østspion.

Strukturel udvikling 1600-900 Ma af Østfolds grundfjeld: (A) Ghotisk foldning i granulitfacies; (B) Sveconorvegisk dannelse af skifrighed og Rakkestad shear-zonen; (C) Øst-vest-foldning med sydlig vergens; (D) Genfoldning om norddykkende akser i "kræmmerhuset" og afsluttende dannelse af Dalsland Boundary Thrusten. Tolkningen bygger på kortbladet Oslo 1 ( i 250.000) fra 1996.

Kortlægningsprojektet i Østfold og dele af Akershus blev stort set gennemført efter programmet og kortene afleveret til NGU til aftalt tid. Kortene i 1:25.000 blev først ud­givet som præliminære kort uden farver. NGU’s sammenstilling af berggrundskart OSLO 1 i 1:250.000 blev imidlertid først afsluttet i 1990, fordi kortet også omfattede Oslofeltet og dele af Vestfold. Det færdige kort blev publiceret i 1996, forsynet med geologiske profiler og forklarende tekst.

Jeg tog to somre mit malergrej med til Øst­fold, for motiverne nærmest råbte på at blive brugt. Storslåede landskaber med rødmalede bondegårde med tunge hovedbygninger, fjøs og stabur, kranset af mørke elme og egetræer.

Selv om jeg på Møn var kommet godt i gang igen med at male, blev det aldrig til de store kunstværker i Østfold. Motiverne lokkede, men når jeg dag ud og ind havde lavet geologi og arbejdet intenst med min logiske hjernehalvdel, var det svært hurtigt at skifte om til kun at bruge den kreative.

Næste kapitel >