Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 35

TÆT PÅ DE TOSSEDE

I villa Egely i Risskov boede vi ikke langt fra Statshospitalet. Denne store institution, hvor man var begyndt at eksperimentere med psykofarmaka, havde både lukkede og åbne afdelinger. Nogle patienter havde ikke udgang, andre havde med eller uden plejerledsagelse.

På vej til skole mødte Grit tit en midaldrende mand, som stillede sig op midt på fortovet og spærrede hende vejen, mens han lavede grisetryne med munden og sagde: "Gy Gy". Grit blev selvsagt forskrækket de første gange, men det hjalp, da professorinde Thamdrup fortalte, at ham kendte hendes datter Bente skam godt. Han var ganske harmløs. Man skulle blot sige pænt goddag til ham, så hilste han tilbage og gav plads.

Når jeg ordnede fortov, kom der ind imellem fritgående patienter forbi, og deres ansigter lyste også op, når jeg hilste. De syntes ikke at være vant til venlighed.

Det lykkedes nogle gange for en patient på den lukkede afdeling at stikke af for at blive ét med den normale verden. Så blev der sat en eftersøgning i gang. En dag ringede en kvindelig plejer på i villa Egely og spurgte, om hun måtte låne te­lefonen og ringe efter en taxa. Hun og hendes kollega havde indhentet og stoppet en ældre kvinde, som var stukket af for at besøge sin datter i Grenå. Jeg gik med ud for at hjælpe dem med at få den undvegne ind i taxaen uden at reflektere over, at vejen hun havde valgt, førte til Aarhus. Men hun ville ikke godvilligt med tilbage til anstalten. Råbte og skreg og fik overmenneskelige kræfter, da vi tre såkaldte normale, prøvede at få hende ind på bagsædet. Én måtte trække hende ind fra den ene side, mens to fra den anden side tvang hendes arme og ben med ind. En ubehagelig oplevelse, som har brændt sig ind i min erindring, og som hver gang den dukker op, får mig til at fortryde, at jeg medvirkede.

Mærkeligt nok kom jeg igen til at bo tæt på en anstalt, da jeg sammen med Grit efter Sussis død flyttede fra Løbjerg til Biskop Svanes Vej i den anden ende af Birkerød. I huset under mig boede hr. og fru Andersen, der begge var plejere, og lidt inde i Rude Skov, hvor vejen bugtede sig uden om en idyllisk sø med åkander, lå flere store rødstensbygninger, anstalten Ebberødgård, som ved en overfladisk betragtning kunne forveksles med en herregård. De godt hundrede beboerne fristede dog langt fra en herremandstilværelse. De var dengang stuvet sammen under miserable forhold.

Jeg tror, hr. og fru Andersen begge hørte til den gode kategori af plejere, i hvert fald plejede fru Andersen trofast sin mand, da han efter et slagtilfælde i næsten et år lå i koma hjemme i sin seng, inden han endelig døde.

I de 10 år, som adskilte de to perioder, hvor jeg boede tæt på de tossede, hændte der mangt og meget, som det stadig falder mig svært at berette åbenhjertigt om. Sussi, Grit og jeg flyttede fra villa Egely til en stor, herskabelig lejlighed på Østerbro. Steen var forinden flyttet hjemmefra til København og boede nærmere på sin far. Ejendommen på Østerbrogade for enden af Sortedamssøen ejedes af et familiefond og administreredes af fondets begunstigede, en mandhaftig og stram madamme, som var jurist.

Vi fik sikkert kun lejligheden, fordi vi uopfordret erklærede os indforstået med at yde et ikke ubetydeligt beløb til dens modernisering. Denne blev foretaget af hendes håndværkere, formodentlig mod behørig returkommission. Indretningen af køkkenet og gæstetoilettet var ikke afsluttet, da vi flyttede ind, så vi måtte de første tre uger spise ude. Ikke nogen god start.

Hvad værre var: Fondets begunstigede aflagde koldblodigt uanmeldte inspektionsbesøg og chikanerede os også på andre måder, så vi til sidst hyrede en sagfører. Men hun kendte sin jura, og den kolde krig fortsatte, indtil vi til sidst i desperation sagde op. Det var dét, hun ønskede, for nu kunne hun med baggrund i den modernisering, vi havde betalt det meste af, sætte huslejen op. Hvad vi havde betalt, var tabt, lige ned i hendes omfangsrige korset.

Når tanken nu falder på hende, ser jeg en af Bidstrups karikaturer for mig. En afskyelig kapitalist, som har undergået et mislykket kønsskifte og stadig har knold i nakken, hestehov og hale. Sussis gode gamle ven, originalen Thorup, som var cand.oecon. fra Aarhus og ekspeditionssekretær i det, han selv kaldte 2. Horerevisionsdepartement, holdt på, at der var alt for mange femogtyveøresjurister, og at dygtige var sjældne. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, men vil dog hævde, at juristen, som administrerede Østerbrogade 60, tilhørte en helt tredje kategori, parasitjurister­ne. Jeg skrev hende op i min sorte bog, men ved den dag i dag ikke om det har virket.     

For at slippe bort, købte vi et nybygget rækkehus på Løbjerg i Birkerød uden at vide, at vi derved flyttede fra asken i ilden. Huset var et enderækkehus med fuld kælder, stue- og loftsetage og med have ned til en lille sø. Charmerende indrettet, men, viste det sig snart, opført med al tænkelig byggesjusk. På 1. sal måtte badeværelsesgulvets fliser lægges om to gange, og da vinteren kom, viste det sig umuligt at få opvarmet de to loftsværelser, der vendte ud mod gavlen. Det endte med en syns- og skønssag, som vi tabte, fordi de af retten udpegede sagkyndige håndværksmestre uden blusel dækkede over deres uduelige kolleger. Ja, de påstod tilmed, at jeg selv have fjernet rockwoolen, da jeg under synsforretningen åbnede gavlens bræddebeklædning for at demonstrere, at der ikke var lagt isolering i gavlen og under loftsetagens gulv.

Da det samtidigt, fordi andre klagede, blev klart at isoleringen bag gipsonitpladerne på loftsetagen skulle udskiftes i alle rækkehusene, og at dette kun kunne foretages indvendig fra, blev målet fuldt for Sussi. Hun var i forvejen plaget af psoriasis i ansigtet og af synsforstyrrelser, som gjorde hende bange for at miste synet. Som engageret medlem af grundejerforeningens bestyrelse svor hun nu på, at sælger og håndværkerne skulle komme til at bøde dyrt for deres brøde, om det så blev over hendes lig.

Det blev det. Hun blev fundet død med et tomt sovepilleglas ved sin side. Jeg fik besked om ikke at forlade Birkerød uden at meddele det til politiet og gik først fri for mistanke om at have ombragt min hustru, da politiet næste dag i skraldespanden uden for huset fandt endnu et tomt glas, der havde været stærke morfintabletter i, og efter at en kriminalbetjent havde ringet til Sussis læge, Flemming, som havde udstedt recepterne. Flemming fortalte, at Sussi tidligere, mens han var gift med hende, havde forsøgt at tage livet af sig med piller. Dét vidste jeg ikke, men mens vi på boede på Østerbrogade, havde jeg én gang været nødt til at gemme Sussis petidin-piller, som hun tog mod sine migræneanfald, indtil der var blevet mentalt smult vande.

Efter samtalen med Flemming blev kriminalbetjenten pludselig meget venlig og "trøstede" mig med, at kvinder i halvtredserne undertiden foretager sig de mærkeligste ting. Heldigvis havde Grit boet hos sin bedste veninde og klassekammerat, Lene, da Sussi blev båret ud af huset, og mens efterspillet stod på. Hun blev ligeså chokeret, som jeg var blevet, og ingen af os kunne udholde tanken om at blive boende på Løbjerg. Vi måtte væk derfra.

Da Sussi ikke havde været troende, holdt jeg selv ligtalen ved bisættelsen, som foregik i stilhed, kun overværet af de nærmeste venner og pårørende. Bagefter spiste Grit, Steen og jeg en stille middag på Gentofte Hotel.    

Under trussel om at ringe til Ekstrabladets røde linie tvang jeg sælger til at acceptere, at handlen gik tilbage, så Grit og jeg kunne flytte til et mindre hus på Biskop Svanes Vej. Det lå på skrænten op mod Vandtårnsbakken med et langt koteletben ned til vejen. Det, jeg helst vil tænke tilbage på fra disse uger, er hvordan gode venner støttede os og hjalp til med flytningen. Bittens Jens, Sussis ven fra studietiden, lånte en lastbil på fabrikken, og han og Bitten, Oscar og Inger og deres tre piger, Lise Lind og hendes tvillinger og barnebarn fulgte flyttelæsset og bar det op ad trapperne. Gik på rad og række som kinesiske kulier.

Dét varmede midt i al sorgen, fortvivlelsen og skyldfølelsen, som det tog mig år at bearbejde. Det kan plage mig endnu, at jeg lod alt for lang tid gå, før jeg fik talt ordentligt ud med Grit. Heldigvis havde hun arvet mine overlevelsesgener. Hun tog et halvt sabbatår mellem 2. og 3.G, besøgte sin gamle veninde og nabo Helga Knudsen i Risskov og boede tre måneder hos min ven og kollega Marcel Burri og hans familie i Vevey ved Lac Léman/Genfersøen.

Nogen tid efter jeg var blevet alene og var flyttet, dukkede Sussi en nat pludselig lyslevende op og hævdede, hun stadig havde krav på mig. Drømmen var et uhyggeligt mareridt, som fik mig til at indse, at min sorg nok i virkeligheden mest skyldtes dårlig samvittighed og skyldfølelse over ikke at have forudset og forhindret det, der skete. 

Skyldfølelse lader sig nok fortrænge fra den overordnede bevidsthed, men den bliver siddende længe i ens underbevidsthed og dukker den op i drømme, må man begynde forfra på sin selvterapi.

Jeg blev langhåret og lod skægget stå, så jeg efterhånden kom til at ligne Ho Chi Minh, den nordvietnamesiske præsident. Det sagde Marcel i hvert fald, da jeg kom til Vevey for at hente Grit hjem. Da vi drog derfra, var jeg nyklippet. I 3.G slog Grit sig ned i et maoistisk inspireret kollektiv på den anden side af Vandtårnsbakken, hvor hun i genbohuset traf sin senere samlever og ægtemand.

Vi så dog regelmæssigt hinanden; der var ikke langt over bakken, og jeg skrev fortsat hendes danske stile. Da jeg på Grits vegne købte en sjettedel af kollektivhuset, blev jeg indkaldt til torskegilde på rådhuset, hvor ligningsrådet beskyldte mig for boligspekulation. Jeg klarede frisag, men kun ved at se rådsformanden dybt i øjnene og spørge, om han ikke ville have gjort det samme, hvis der var risiko for, at hans barn ville flytte til Christiania.

Næste kapitel >