Bortset fra at have dyppet tæerne i Grense Jakobs Elv og at have sejlet på den forkerte side af grænsepælene i Pasvik-elven, for ikke at nævne de gange jeg var mellelandet i Moskva på vej til og fra Indien, aflagde jeg i perioden 1967-1991 hele fem rigtige besøg i Sovjetunionen. Første gang var midt under den kolde krig, da Bresjnev havde efterfulgt Kosygin.
Takket være min disputats’ røde omslag og russiske resume blev jeg i 1967 inviteret til at være opponent ved en disputatshandling ved Patrice Lumumba Universitetet i Moskva. Den russiske doktorafhandling handlede om gnejsdomer i Ural, og den var affattet på russisk. Det blev derfor mest til fingersprog og geologisk esperanto, da jeg gennemgik afhandlingen med dens forfatter. Jeg startede med det geologiske kort, profilerne og figurerne, som ikke behøvede oversættelse. Heldigvis talte doktorandens lærer, professor Asghirei, rimelig godt engelsk.
Inden jeg var rejst fra København, havde en af Sussis veninder overtalt mig til at tage en stor dukke med, som skulle afleveres til en børnehave i Moskva. Den var fremstillet af en af venindens bekendte, en ældre kvinde, der som ung var flygtet fra bolsjevikkerne. Jeg var noget loren ved opgaven, for jeg anede ikke, om dukken indeholdt andet end træuld. Alle kneb gjaldt jo under den kolde krig, også dét at benytte uskyldige som kurerer.
Men da jeg efter at være sluppet ud af lufthavnen blev modtaget af min guide, en ikke særlig charmerende sprogstuderende, som uden tvivl var rettroende sovjetrusser, fortalte jeg straks om dukken og bad hende dirigere taxaen til børnehaven, så vi, bemærk vi , kunne aflevere dukken. Det gjorde vi. Børnene blev glade, og hverken KBG eller NKVD lod høre fra sig.
Da jeg var blevet installeret på et hotel, viste guiden mig vejen til det geologiske institut. Undervejs tog jeg et par solhøjder, dvs. indprentede mig nogle let genkendelige bygninger, og fik hende til med kyrilliske bogstaver at skrive hotellets navn og adresse på en seddel. Så bød jeg hende farvel og klarede mig derefter under resten af opholdet på egen hånd. Med sedlen i lommen ville jeg altid kunne finde hjem, hvis jeg for vild. Moskva var dengang en meget fredelig by, og det var ikke svært at finde en betjent at spørge om vej. Det var vinter endnu med klar blå himmel.
Efter "samtalen" med doktoranden, skrev jeg om aftenen på hotellets brevpapir og i hånden min bedømmelse og kritik af disputatsen på engelsk. Næste formiddag oversatte professor Asghirei manuskriptet til russisk, og ved den højtidelige disputatshandling sidst på eftermiddagen læste han min opposition op for de både kloge og bedagede herrer i auditoriet, før han selv gik over til at kommentere afhandlingen.
Samme aften blev den nye doktor behørigt fejret på instituttet. Nu havde Henning Sørensen heldigvis advaret mig. "Pas på", sagde han belært af egne erfaringer, "de prøver sikkert at drikke dig under bordet". Der blev også skålet rigeligt i Krim Champagne og Asserbadjan-cognac, og da det slap op, blev der skænket vodka á la maison fremstillet af 95% laboratoriesprit. Men jeg huskede Hennings advarsel og tog i starten så rigeligt for mig af den fede russiske salamipølse og sibiriske laks, at det blev mig, der drak russerne under bordet.
Jeg blev også inviteret hjem til middag hos professor Asghirei, og her var hjerterummet meget større end husrummet. Han og fruen, deres datter og svigersøn boede alle i en halvandetværelses lejlighed i et højhus i Lomonossov-kvarteret, hvor privilegerede universitetslærere fik anvist boliger. Ellers var bolignøden stor i Moskva. Vi sad tæt om det veldækkede bord, og det blev en vidunderlig aften. Af en eller anden grund, måske fordi min far drillende beskyldte min mor for at have slaviske træk, har jeg altid haft let ved at komme på bølgelængde med russere.
Fru Asghirei var en anerkendt operasangerinde ved det berømte Stanislavski-teater, og hun skaffede efterfølgende fribilletter til teaterets opførelse af balletten Svanesøen. Sammen med dekanen fra Kiev Universitet sad vi på første række, og selv om forestillingen varede hen mod fire timer, nød jeg hvert sekund. En formidabel oplevelse, som fik én til at glemme alt om den kolde krig.
Da jeg nogle år senere en tåget forårsdag sammen med Mona vandrede langs stranden ved Madses Klint på Sydvestmøn, blev jeg dog klar over, at den kolde krig ikke var hørt op. Der dukkede pludselig en helikopter ud af tågen. Den fløj så lavt og tæt på land, at vi uden besvær kunne se, at den var af sovjetisk herkomst, inden den vendte om og igen forsvandt i tågen, sikkert for at returnere til Kaliningrad.
Kort efter traf jeg hjemmeværnslederen fra Stege og spurgte, om de sov på radarstationen på toppen af Møns klint. Han svarede, at de ikke kunne se forskel på en langsomt- og lavtflyvende helikopter og en fiskekutter, og kun reagerede, hvis der dukkede mere end fem "kuttere" op på skærmen på én gang. Mona og jeg havde i øvrigt i godt en måned i 1974 besøg af en sovjetisk kvartærgeolog, Yuri Lavrushin, som var på studieophold i Danmark. Han fik ikke lov til at rejse til Østgrønland, og studerede i stedet de isbetingede lagforstyrrelser i Møns klint, både nord og syd for radarstationen.
Han kom dog til sidst til Grønland, og det uden at den sovjetiske ambassade vidste noget om det. Han købte ganske enkelt en charterrejse til Sydvestgrønland. Men dér kunne han ikke færdes så frit som på Møn. Når han drog til fjelds for at se nærmere på gletscherne blev han på afstand skygget af den danske kontrolofficer i Narsarsuaq.
Bresjnev sad endnu ved roret, da jeg i 1979 igen besøgte Sovjetunionen. Jeg var da blevet formand for COMTEC og havde først på sommeren ledet en ekskursion til Godthåb og Sukkertoppen distrikter for udvalgte eksperter fra Canada, USA, USSR, Finland og Holland. Deltageren fra USSR, Alexei Lukianov, gjorde straks gengæld ved at invitere kommissionen til et malmgeologisk symposium i Moskva, arrangeret af United Nations og Det sovjetiske Videnskabsakademi, og en efterfølgende COMTEC-ekskursion til Bajkalsøen i Sibirien.
På ekskursionen til malmforekomsten i Kursk, hvor fotografering var strengt forbudt, lykkedes det mig at tage et foto. I forgrunden brudt jernmalm. I væggen i baggrunden er den båndede jernmalm, som over en gravemaskine er dækket af yngre aflejringer, som holdes dybfrosne, for at minen ikke skal fyldes med vand. (forf. fot. 1979).
Før symposiet indledtes, rejste vi i nattog med kulfyret samovar i korridoren, sydpå til de berømte jernforekomster ved Kursk i Ukraine. Her var der i slutningen af 1800-tallet blevet opmålt en usædvanlig kraftig magnetisk anomali, men hvad der var ophav til den, blev først klart i 1923, da ingen ringere end Vladimir Ilutsjin Lenin gav ordre til at gennembore de sedimenter, der skjulte årsagen. Lenin sluttede sig til, at der måtte være en stor jernmalmsforekomst under sedimenterne. Boringen ramte da også ned i prækambrisk jernmalm af BIF-typen med et højt indhold af magnetjernsten.
Den kvartsbåndede jernmalm i Kursk-området blev, ligesom i jernmalmen ved Bjørnevann udvundet i åbne brud, men ved Kursk var bruddene meget større, flere kilometer lange og op til 300-400 meter dybe; der var fortsat enorme malmreserver. For at forhindre grundvandet i at fylde bruddene op, blev sedimenterne uden om minerne dybfrosset ved hjælp af storstilede køleanlæg i boringer.
Da vi var kommet tilbage til Moskva fra Kursk, overhørte jeg en samtale på russisk mellem vores russiske kommissionsmedlem, Alexei Lukianov, og chefingeniør Gubkin fra Kursk. Jeg gættede, hvad samtalen drejede sig om, og faldt ind på engelsk og sagde, at det da ville være en god ide, at ingeniøren tog med til Bajkal. Yuri Lukianov gjorde store øjne og spurgte forfærdet, om jeg alligevel forstod russisk. Jeg kunne berolige ham med, at han bestemt ikke havde fortiet noget for sine overordnede. Jeg forstod højst hundrede ord.
Varmen var den dag usædvanlig trykkende, så jeg tilføjede, at jeg havde lyst til at tage shorts på til eftermiddagens møde. Så blev Alexei igen forskrækket. Uh, nej, det måtte jeg endelig ikke gøre, jeg risikerede at blive arresteret. På en søndagsudflugt til det middelalderlige kloster Zagorsk med smukke løgkuplede kirker og landets eneste præsteseminarium, passerede vi også tre politikontrolposter på en strækning af 70 kilometer, for ikke at glemme de ledvogtersker, som noterede bilnumre ved jernbaneoverskæringerne.
Efter malmsymposiet fløj vi til Omsk, Tomsk og Irkutsk og sejlede med det lokale limnologisk instituts forskningsskib på Bajkalsøen, hvor vi på Olkhon-halvøen studerede grundfjeldsstrukturer i en kippet forkastningsblok.
Da vi i Moskva var vej ud til Aeroflot-flyet, blev vi sluset gennem en særlig dør og gik, med flybilletten og vores visum til Sibirien i hånden, uantastet forbi al kontrol. Vi var VIP'er (Very Important Persons), men vi kunne ikke undgå at se en lang kø ved den anden udgang, hvor andre passagerer til Sibirien fik deres bagage endevendt og papirer omhyggeligt undersøgt. I luften mellem Omsk og Tomsk skulle alle pludselig fremvise deres flybilletter én gang til, og da vi mellemlandede i Tomsk blev en uheldig passager eskorteret ud af flyet til en uvis skæbne af to uniformerede tovarisjer.
I flyveren sad jeg på vej til Tomsk bag ved en politibetjent.
I de syv timer flyveturen varede, nød jeg alligevel udsigten over Sibiriens uendelige birkeskove og mange søer og floder, alt det, jeg havde drømt om, da jeg som barn, sammen med min kæreste Birgitte, vadede gennem grøfterne i skoven ved Hovedgaard.
Da de nordlige Sajanbjerge, som danner grænsen til Mongoliet, dukkede op i horisonten, begyndte flyet at lægge an til landing i Irkutsk. På den anden side af bjergene lå Koso Kol og Bulgun Tal, hvor min ekspeditionschef fra 3. DECA, læge Carl Krebs, havde tilbragt 14 begivenhedsrige manddomsår - indtil han og familien i 1937 blev forjaget af kommunisterne. Krebs hadede med god grund Sovjet, og jeg følte næsten, at jeg svigtede ham, fordi jeg uden skrupler nød godt af den sovjetrussiske gæstfrihed.
På det limnologiske forskningsskib, som var blevet fragtet østpå i smådele og samlet og søsat i Bajkalsøen, hang Det øverste Sovjets alvorlige formænd i glas og ramme i gangen, som førte ind til spisesalonen. Der var rækværk på væggen, for Bajkalsøen er så stor og dyb, at den rummer en tredjedel af Jordens ferske vande, og den kan blive et oprørt hav. Den opfylder en stor gravsænkning, som blev dannet for ca. 50 millioner år siden, da Indien kolliderede med Asien, og kollisionens spændingsfelter forplantede sig over 3000 kilometer nordpå inden for den asiatiske plade. Med et lån fra bokseverdenen kalder tektonikerne denne fjernvirkning et contre coup . Et slag i venstre tinding fremkalder skader i højre forlap.
I spisesalonen hang der ingen portrætter af kommunistpartiets generalsekretær eller Øverste Sovjets formænd. Ret over for kaptajnens plads hang der derimod en stor gammel radering af en skonnert, som var ved at forlise i en voldsom storm. Flere master og råer var knækket og blæst ned. Men selv om forliset syntes uundgåeligt, anedes alligevel håb. Kunstneren havde ladet en enkelt mast med to råer stå tilbage, og de dannede tilsammen den ortodokse russiske kirkes kors. Jeg kunne ikke lade være med at skele til dette symbolske motiv, når vi efter middagen drak vodka af vandglas og skålede for Mir, Gagarin og Kosmos. Jeg tænkte nu mest på Mona, som havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen. Hun døde kun to måneder efter jeg var vendt hjem fra Sovjet.
På Olkhon-halvøen havde vi som guide en særdeles kompetent strukturgeolog, som jeg var kommet på for- og mellemnavn med, da vi ugen forinden havde tømt samovaren i nattoget til Kursk. Men han fik ikke lov til at rejse tilbage til Moskva fra Irkutsk sammen med os andre. Det gjorde hans kvindelige assistent, og jeg er overbevist om, at grunden til, at dr. Valentin Valedemarovitj Ez måtte vente til næste fly, ikke var pladsmangel, men at han var af jødisk afstamning. Jeg genså ham først efter Sovjetunionens sammenbrud. Da fik han lov til at deltage i en Basement Tectonics-kongres i Potsdam, hvor vi på en udflugt meget symbolsk flere gange sejlede over zonegrænsen.
I 1984 blev jeg af præsidenten for Den Internationale Geologkongres som national repræsentant inviteret på et weekendophold i Leningrad, hvor jeg under rundvisningen flittigt tegnede skitser, mens trafikstøjen udefra blandede sig med tonerne fra Sjostakovitj's syvende symfoni inde i mit hoved. Mine tuschstreger fangede krydseren Aurora, hvor revolutionen var begyndt, St. Pauls-katedralen med forgyldte malachit- og lazuritsøjler, det betagende Vinterpalads og solnedgangen over Neva med Alpenglüh på Leningrads tårne. Takket være Peter den Store en udmærket propagandarejse for Sovjetstaten, bortset fra, at der var kakerlakker på hotelværelset.
Udsigt over Neva, skitse fra St. Petersborg august 1984.
Under mine sidste besøg i Moskva hørte jeg ansatte ved Videnskabsakademiet beklage sig over glasnost og perestrojka og ønske, at de gode gamle velordnede dage snart ville vende tilbage. På de åbne pladser og brede fortove var der nu loppemarkeder og opstillet boder, hvor gamle mennesker indhyllet i tunge klæder prøvede at sælge deres hjerteblod og sidste ejendele. Moskva var ikke længere en fredelig by, der lød skud i gaderne om natten. På hotelværelset var jeg vidne til den direkte tv-udsendelse, hvor Boris Jeltsin for øjnene af Dumaens medlemmer åbenlyst hånede og udfordrede Mikhail Gorbatjov.
Nu var Sovjetunionen ved at forlise, ligesom skonnerten på raderingen i spisesalonen på det limnologiske forskningsskib på Bajkalsøen.
