Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 4

MORS STUE OG HENDES HJEM I STENLILLE

Mors stue, dagligstuen, lå mellem spisestuen og hjørnestuen. I den rettede hun tyske stile og studerede tysk sprog og litteratur i Der Grosse Duden. Mor var en meget dygtig lærerinde, og hendes elever fik altid høje karakterer i tysk, når de fortsatte i handelsskolen eller statsskolen i Horsens. Hun havde aldrig gået på seminariet, var be­gyndt at undervise i tysk, håndgerning og pigegymnastik kort efter at have taget realeksamen.

Mens vi boede i Hovedgaard, tog både mor og far supplerende fagkurser på Lærerhøjskolen i København. Mor i tysk og svensk. Under besættelsen fik hun enetimer i fransk hjemme i dagligstuen. Far, som havde et ambivalent forhold til akademikere, lod en kvindelig cand.mag., der ikke evnede at holde disciplin, blive et år til ved skolen, mod at hun læste mor op til at kunne overtage fransktimerne i realen.

Dagligstuen var husets repræsentative rum. Der hang thefarvede bobinetgardiner omkring det store østvendte vindue, malerier på væggene, og der stod mahognistole og sofaer med magentafarvet damask- og plydsesbetræk, et ovalt bord, som man kunne spejle sig i, og en perlemorsindlagt sekretær, hvor mor havde sin arbejdsplads. De fleste møbler og malerier blev anskaffet efter indflytningen, opsporet og indkøbt hos antikvitetshandlere i Århus. Mor havde den sikre smag, og far forstod at spare på ørene og lade dalerne rulle. De var vidt forskellige af natur, men supplerede hinanden godt, både som forældre og bestyrerpar.

Mors stue lå bag midterste vindue i bestyrerboligen.

Kom der udsøgte gæster, blev der serveret the i dagligstuen. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg fik lov til at drikke the sammen med biskoppen i Århus, Skat Hoffmeyer. Han besøgte far for at genopfriske deres fælles entomologiske minder om sommerfuglefangst. Min far havde kassevis af insekter sat på nåle og forsynet med etikette om art og findested. De fyldte endevæggen i fysikklassen. Hans store private samling af udstoppede fugle stod i skabe langs væggen. Han havde som ung været med til at stifte Naturhistorisk Forening i Århus.

Ikke nok med en biskop. Jeg kom også til at drikke the med en pro­fes­sor fra Københavns Universitet. Finere kunne det vel ikke blive. Geografen, professor, dr.phil. Niels Nielsen, gik dog under navnet "Bette Niels", dengang min far, som den ældste af de to Tønningdrenge, fulgte ham til og fra præliminærkurset i Brædstrup.

Det var mor, der gennemtrumfede, at der blev holdt middag for håndværkerne, da ombygningen af skolen var afsluttet. Det var første og eneste gang, der kom vin og hedvin på bordet. Hvad der blev levnet af rødvin og dessertvin blev proppet til og gemt bort på en hylde i det inderste mørke rum i kulkælderen. Da jeg flere år senere havde besøg af min kvartfætter Finn fra Århus, opdagede vi de støvede flasker. Rødvinen blev øjeblikkeligt spyttet ud igen; den var blevet til eddike. Men marsalaen havde holdt sig; den smagte vidunderligt, var sød og berusende. Da flasken var tom, havde vi ikke længere blussende kinder, da vi kom op fra kælderen.

Det var naturligvis også mor, som stod for den årlige skolekomedie. Der blev ikke spillet almindelige dilettant­komedier, mor dramatiserede afsnit af Saxos værk 'Danernes Bedrifter'. Mor syede også dragterne og instruerede de unge rolleindehavere. Rekvisitterne lavede far på sit værksted. De uger, forberedelserne stod på, duftede det forjættende af guldbroncetinktur. Efter forestillingerne var der bal, hvor jeg kastede mig ud i dansen og uden held prøvede at finde ud af polkatrinene.

Mor var født i Stenlille og havde en sjællænders lyse sind. Hun var venlig og forstående, men også præget af at være vokset op på en egn, hvor fortabelsesprædikanten Vilhelm Bech havde stiftet Indre Mission. Hun talte aldrig højt; behøvede ikke at sige noget, et blik var nok. Min far, som havde haft rektor Winther i religion på Silkeborg Seminarium, var Grundtvigianer med asketiske leveregler. Han var afholdsmand, ikke-ryger og spildte ikke tiden med at spille kort eller løse kryds og tværs. Til gengæld læste han meget og strøede om sig med sentenser fra Ibsen, Bjørnson og Pontoppidan og kunne citere Aage Berntsens digte på ravjysk. Da han traf min mor på realskolen Glumsø, var han en høj, flot ungkarl, der kørte på motorcykel iført vindjakke, flyverhjelm og motorbriller. Da far og mor skulle giftes, gik de først til præsten i Stenlille, men det endte med, at det blev præsten i nabosognet, der viede dem. Han udsatte dem ikke for et indremissionsk forhør af tredje grad.

Jeg nåede at lære begge mine bedsteforældre i Stenlille at kende. Bedstemor Kirstine var født Glad, men ret alvorlig. Hun døde, da jeg var otte. Bedstefar, håndskomager Christian Jensen, døde året efter. Han havde hentehår og var en meget venlig mand. De havde været fattige, da min mor og hendes yngre bror, Otto, blev født. Dengang måtte bedstemor, som var en dygtig syerske, hjælpe til. Hun slæbte af sted med sin tunge håndsymaskine, når hun til fods gik ud til bønderne for at sy brude- og stadskjoler. Da mor var to år, flyttede de imidlertid fra det lille stråtækte hus ved Galtebjerg til et nybygget hus med både værksted og butik på Hovedgaden, og her fødtes mors yngste bror, Helmuth. Der kom efterhånden flere penge mellem folk; bedstefar fik lærlinge og svende på værkstedet, der blev råd til at købe maskiner til værkstedet, og salget af fabriksfremstillede sko gik frem. Da bedstefar holdt 25-års jubilæum som skomagermester i Stenlille, arrangerede håndværkerforeningen fest for ham på afholdshotellet.

Som ældre fik bedstefar dårligt hjerte, og efter han havde fået vand i knæene, kom han sjældent ned fra soveværelset på første sal. Han døde imidlertid af kalvekastnings­feber; han blev smittet af mælk, som en nærig bonde havde solgt, uanset han vidste at hans ko var syg. Den­gang var der ikke noget, der hed veterinærmyndigheder. Bedstefars far havde såmænd også røget pølser for en slagter, som anvendte kød fra kreaturer, der var så godt som selvdøde, når de blev slagtet. Når blodet ikke ville løbe af dem, blev de ’kun’ brugt til pølser.

Morbror Otto, som var udlært skomagersvend, overtog i 1937 forretningen, hvor der herskede en særlig stemning i værkstedet. Der duftede af beg og solution, snakken gik livligt på sjællandsk, og stemmerne blev løftet, når pløkmaskinen hakkede og polermaskinen brummede. Morbror Otto sad på sin trebenede skomagerstol og skar sålen til med en skomagerkniv med læderbetrukket skaft, mens han holdt den randsyede sko tæt ind mod forklædet foran brystet. Jeg undrer mig tit over, om mit indad­buede brystben skulle være et ned­arvet skomagerbryst, for det havde morbror Otto og har fætter Erik. Det kunne naturligvis også skyldes, at jeg led af rachitis som lille.

Mens bedstefar endnu levede, tilbragte vi en juleferie hos morbror Otto og tante Karen, der da var flyttet fra Assentorpvejen op på Hovedgaden i en ejendom, som tante Karens far, kreaturhandler Ferdinand Hansen, havde bygget. Her legede min jævnaldrende fætter Erik, hans storesøster Inga, kusine Britta og jeg skatteleg på høloftet i staldlængen. Da der i anledning af julen skulle slagtes, var jeg overmodig nok til at love at holde grisen i h­len, når slagteren stak den. Men grisen, som langt fra var selvdød, skreg og hylede så hjerteskærende, at jeg slap halen, styrtede ud og gemte mig under sofaen inde i stuen.

Da bedstefar døde, arvede jeg den korporalskasket, som min oldefar, røgmand og drejer Søren Jensen, havde båret under krigen i 1864. Han var blevet såret i slaget ved Sankelmark, heldigvis ikke dødeligt, for kuglen var først gået gennem en korporalskabsbog, som han bar i bæltet. Østrigerne, som tog ham til fange, slæbte af med ham til lazarettet i Gottorp Slot, men gav ham først et mål krudt at sluge imod sårfeber. Han blev senere ført til Østrig, og derfra stammede den sølvmønt, en Sechskreuzer, han efter sin frigivelse bar i urkæden. Min anden sjællandske oldefar, bedstemors far, Morten Glad, var også med i krigen i 1864, både ved Sankelmark og Dybbøl. Fra ham har jeg arvet en kokarde med rigsvåben.

Jeg lærte at cykle i Stenlille. Kan huske, jeg fik et forfærdeligt møgfald, da jeg overhalede og væltede en herre ved at svinge for tidligt ind foran ham. Vi, drengene, cyklede engang imellem til nabobyen Nyrup for at besøge bedstemors bror, som altid blev kaldt Morbror i Nyrup. Han var sadelmager, og hans sønner blev saddel- og karetmagere. Ib husker, at der vankede gul sodavand hos tante Margrethe i Nyrup. Jeg, at vi på hjemturen, hvor det gik nedad, kunne cykle over 30 km i timen. Vi tog tid med stopur mellem et par kilo­metersten. Havde vi ikke andet at foretage os, sad Erik og jeg på fortovet foran butikken og noterede bilnumre. Vi konkurrerede med nabodrengene om at få flest numre, som ikke begyndte med E, kendingsbogstavet for Sorø amt.

Når jeg kom hjem fra en ferie i Stenlille, blev jeg beskyldt for at tale sjællandsk. Det gjorde mor ikke. Hun lærte mig til gengæld en russisk sætning. Da jeg mange år senere som voksen traf en sovjetrusser, prøvede jeg, om han forstod mit russiske: "Vil du med i skoven". Han forstod mig, selv om ordene var gået i arv gennem flere generationer fra en ane på mødrene side, som havde været husholderske for Holberg på Tersløsegaard.

Jeg har i mange år gået rundt og troet, at bedstemors slægt, Glad'erne, var af østrigsk afstamning og til­hørte et saddelmagerdynasti, som en eller anden dansk konge havde ladet hente til Danmark, måske Christian den Fjerde, som i hvert fald hentede tyske bjergværksmestre til sølvminen i Kongsberg. Jeg er ret sikker på, at jeg havde det direkte fra mor, men historien har ikke kunnet bekræftes. Min bror Ibs kone, Jytte, som er ivrig slægtsforsker, har kun kunnet spore Glad'erne tilbage til begyndelsen af 1700-tallet og er undervejs stødt på flere jyske hattemagere og en enkelt skomager, som blev dømt for mordbrand og halshugget i Varde i 1822. Besynderligt nok har jeg aldrig kunnet fordrage at blive taget på halsen eller at gå med noget, der strammede om den. Jeg har intuitivt følt, at det var fordi en eller anden i min slægt var blevet hængt. Jeg tog imidlertid fejl; det var halshugning og ikke hængning.

Der en sørgelig tradition for, at mødrene i min slægt dør tidligt. På fædrene side blev to af mine oldemødre kun 40 og 50 år, fars mor døde, da han var syv år, og jeg mistede min mor, inden jeg blev voksen. Hun døde som 51-årig. Så blev der tomt i Mors stue. Den stod urørt som en mindestue, med indrammede fotografier af mor i den opslåede sekretær, indtil far afhændede skolen og flyttede til en villa i Højbjerg ved Århus. Far frygtede, at der hang en forbandelse over familien, og følte sig nærmest skyldig, da hans yngste søns første og anden kone også døde alt for tidligt.

Næste kapitel >