Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 43

TIL SKRIVEBORDSSKUFFEN

Da jeg som 13-årig debuterede som forfatter med føljetonen 'Drengen fra Finland' i Horsens Folkeblads ugentlige ungdomsavis, drømte jeg om at blive tegner, maler og forfatter. Men bortset fra, at jeg som student fik offentliggjort en snes politisk-satiriske tegninger og trykt i alt 19 rejsebreve fra Grønland, Himalaya, Indien og Færøerne i Horsens Folkeblad, skulle der gå mange år, før mine ungdommelige forfatterdrømme blev realiseret.

I min tid sammen med Mona på Brandbjerggaard opnåede jeg at blive en habil amatørmaler og at udstille i mit eget galleri og en enkelt gang i Geologisk Instituts kantine. Det lå tungere med at få anerkendelse som forfatter. Når jeg som voksen prøvede at skrive fiktion, kunne jeg ikke lade være med at bruge begge hjernehalvdele. Jeg kunne ikke løbe fra at være trænet i ratio­nel og logisk tænkning. Jeg er ret sanselig af natur og noget af en epikuræer, men sproglig akrobatik og verbal onani tilfredsstiller mig ikke. Da jeg fra begyndelsen foretrak den klassiske kriminalroman, prøvede jeg at spinde en rød tråd gennem handlingen og bringe en intellektuel udfordring til læseren. Selv om jeg ikke kunne dy mig for at blande et par vildspor ind i handlingen, ville en opmærksom læser kunne slutte sig til, hvem den skyldige var.

Jeg har aldrig brudt mig om psykologiske kriminalromaner, hvor morderen er kendt fra starten, og hvor der lægges mere vægt på at skildre hans/hendes sindstilstand end på logikken i opklaringsarbejdet. De fænger ikke hos mig. Jeg er jægeren, der går efter byttet, og ikke morderens psykoterapeut.

Mit første forsøg som krimiforfatter, "Kryds ved Liste Mord", blev skrevet i løbet af 14 dage i november 1974, umiddelbart efter jeg var kommet hjem fra Stege Sygehus med et flækket hælben og havde fået mig installeret ved skrivebordet på Brandbjerggaard med det forstuvede og frakturerede ben anbragt på en pude ovenpå en trækasse. Inspireret af den da aktuelle situation på Christiansborg, hvor Hartlings mindretalsregering kæmpede for sit politiske liv, forfaldt jeg til at krydre handlingen med en politisk satire. Et folketingsvalg, hvori der ikke deltog tretten men atten partier, dannede den ydre ramme for selve krimien. Selvom det stred mod gængs parlamentarisk praksis, lod jeg valget foregå på en onsdag. Og se om ikke det næste valg virkelig blev holdt på en onsdag. Profetisk?

Hartling kunne i hvert fald ikke have fået idéen til at udskrive et onsdagsvalg ved at læse mit manuskript. For efter en forgæves tur omkring et forlag endte det i min skrivebordsskuffe. Derfor forblev Morten Lange uvidende om, at han nogle år senere ville blive valgt til rektor for Københavns Universitet. Det profeti gik nemlig også i opfyldelse. Forla­gets motivering for afslaget var, at den politiske satire gik for tæt på flere kendte politikere og mediefolk, og at fortællemåden var for flimrende.

Afslaget tog ikke modet og forfatterambitionerne fra mig. Jeg begyndte hen på sommeren 1975 at skrive på en ny bog. Anledningen var denne gang, at en af mine gode venner, Bittens Jens, havde fået fyresedlen i en alder af 57 år. Han var som ung dumpet til 1.del på DTH, havde uddannet sig som værktøjsma­ger og i mange år arbejdet som en slags ingeniør på en elektromeka­nisk fabrik, der tjente gode penge på hans mekaniske snilde og små opfindelser. Det gjorde det ikke bedre, at Bitten og han netop havde købt deres drømmehus og nu sad hårdt i det. Fra dag til dag var deres eksistensgrundlag, den faste måneds­løn, borte.

Noget tilsvarende skete for min nye hovedperson Pelle. Han blev fyret med kort varsel og kørte dybt chokeret til sin bank for at finde ud af, hvor meget der stod på hans konto, og hvor længe han og familien ville kunne klare sig for det. Han orkede ikke at fortælle familie om fyringen.  Men netop som han fandt ud af, at han havde 10 måneders respit, trængte to røvere ind i banken og tog ham som gidsel. Og så tog handlingen fart.

Jeg lod de mange bankrøverier i Hovedstadsområdet begå af en ekstremistisk venstreorienteret gruppe, der kaldte sig for Bypartisanerne. Tanken forekom mig ikke urealistisk i betragtning af hvad der foregik i Vesttyskland, hvor den hårde kerne i Rote Armee Fraktion , den såkaldte Baader-Meinhof gruppe, var blevet arresteret og stillet for retten, anklaget for røveri, kid­napning, mord og andre terrorhandlinger. Der skulle dog gå endnu tretten år, før noget tilsvarende blev opdaget herhjemme, jævnfør sagen mod Blekingegadebanden.

Lederen af Rigspolitiets Rejsehold, kriminalkommissær Simon Olfert Sundholm, kaldet S.O.S., som året før havde opklaret mordet i "Kryds ved liste Mord", blev sat på bankrøveriet og gidseltagningen og trådte nu for alvor i karakter. Han var ungkarl, damebedårer, epikuræer og elsker af klassisk musik og opera. Til stor gene for sine kolleger brød han ustandselig ud i arier, når han tænk­te. Operakyndige ville dog lægge mærke til, at Simon Sundholm ikke reciterede passager af tilfældigt valgte librettoer. Hvad han sang eller brummede, afslørede intuitivt, uden at han selv var klar over det, om hans tanker var på vildspor eller rette vej. Det krævede selvsagt grundige studier af operalitteraturen, inden jeg lærte at smage handlingen til med den slags musikalske krydderier. Ellers faldt det mig let og helt naturligt at skrive om Simon Sundholm, for han var nærmest en lettere karikeret udgave af mit eget ego. Jeg stoppede derfor også en del af mig selv ned i skrivebordsskuffen, da heller ikke "Bypartisanen" blev fundet værdig til udgivelse.

Det blev aldrig til en trilogi om Simon Sundholms meriter som kriminalkommissær og operaelsker. I min tredje kriminalroman, som jeg skrev i 1977, optrådte i stedet et trio bestående af en 84-årig pensioneret kriminalbetjent, der gik med cykelspænder og tidligere havde været ansat ved Rejseholdet, en lokal 72-årig overbetjent med dårligt hjerte og sidst men ikke mindst Bulder, hans trofaste følgesvend, en 9-årig Rottweiler. Denne trio var den sidste rest af lovens arm efter et politisk systemskifte, der medførte groteske offentlige besparelser og privatiseringer. Pensionsalderen var blevet sat op, politiet erstattet af borgervagtværn, og ledige hospitalsstillinger blev ikke genbesat. Til sidst måtte den kvikke portør også passe jobbet som narkoselæge.

Trioen med cykelspænder, dårligt hjerte og hundehalsbånd, og med en sammenlagt alder på 165 år, prøvede ihærdigt at opretholde lov og orden på Hunø nord for Møn. 

Handlingen var henlagt til Hunø, en mindre ø nord for Møn og øst for Jungshoved. Bortset fra den myrdede var den yngste person 58 år. Selv om mit timeglas ikke var vendt endnu, da jeg skrev bogen, var jeg kommet igennem min anden overgangsalder og var begyndt at forstå ældre bedre. Var samtidigt dybt forarget over den tiltagende politiske højredrejning efter det populistiske Fremskridtpartis fremgang. 

Jeg indleverede "Kryds ved Liste Mord" og "Bypartisanen" under pseudonymet Svend Berthelsen, men i tredje forsøg satte jeg mit rigtige navn på forsiden og skjulte ikke min professortitel. Som en hentydning til de brunskjortede vagtværnsfolk, som havde taget magten efter systemskiftet, fik bogen titlen "Brunt er altid pænt".

Det hedder sig: "Alle gode gange tre, så lykkes det". Og det passede næsten, Jeg afleverede min tredje kriminalroman til Wöldikes Forlag, hvis direktør havde slået sig ned på Møn. Vi havde samme havemand. Manuskriptet blev læst af to konsulenter. Den ene var begejstret og karakteriserede værket som noget så sjældent som en humoristisk roman. Den anden konsulent havde øjensynligt et horn i siden på akademikere og professorer, for han fandt bogen mere latterlig end morsom og rådede professoren til at nøjes med at læse højt for familien foran kaminen. 

Da konsulentudtalelserne stod 1:1, fik jeg tilbudt at få bogen udgivet, hvis jeg, hvad økonomien angik, ville dele halv skade og iøvrigt lade min stilling bruge/misbruge i en reklame­kampagne. Den mulighed afstod jeg fra i betragtning af den ene meget negative konsulentudtalelse. Jeg ønskede ikke at komme til at betale for at blive gjort offentligt til grin.

I 1978 fik to andre forfattere interessant nok udgivet "En Svinsk Affære", som byggede på et meget lignende ø-scenarium. Ligheden fik direktøren fra Wöldikes Forlag til at spørge mig, om jeg tidligere havde indleveret mit manuskript til et andet forlag. Det havde jeg faktisk gjort, men jeg vægrede mig ved at tro, at nogen skulle have lånt mine ideer. Temaet, hvordan rendyrket egoistisk liberalisme kan ødelægge et lille øsamfund, var dengang så aktuelt og oplagt, at flere forfattere sagtens kunne finde på at tage det op uafhængigt af hinanden. Jeg var naturligvis ærgerlig, men måtte indrømme, at 'En Svinsk Affæn' var dygtigt skrevet og var spændende uden at kræve særlig meget af læseren. I dag er jeg sikker på, at der ikke var tale om 'snyd', for den ene af de to forfattere til "En Svinsk Affære" har senere været hovedforfatter til tv-succeserne "Taxa" og "Rejseholdet".

Det politiske systemskifte, jeg i 1977 udmalede i "Brunt er altid pænt", lod heldigvis vente på sig. De truende mørke skyer forblev længe i horisonten, og de er først efter valget i november 2001 begyndt at trække op og formørke himlen. Måske skulle jeg overveje at omarbejde bogen.

Nu lå der tre digre manuskripter i skrivebordsskuffen. Men helt spildt havde mine skriveøvelser dog ikke været. Jeg øvede mig i at fortælle en historie, så den fængede. At bygge et plot op og holde spændingen ved lige til sidste side. Det kom mig til gode, når jeg redigerede og selv skrev populærvidenskabelige VARV artikler, og da jeg i 1980 skrev den novellekronik, som blev startskuddet til min indsats i kampen mod deponering af højradioaktivt affald i Erslev 2 salthorsten på Mors.

Belært om, at professorer bør blive ved deres akademiske læst og nøjes med at læse højt for familien, afstod jeg i 1984 fra at sende min næste bog til et forlag. Den hed "Jujo og Dronning Forglemmigej" og blev ikke skrevet til udgivelse, men som en gave til mit barnebarn Tue på hans syvårsfødselsdag. Der var ingen mord, kun mordforsøg i denne spændende, søde og dog lidt grusomme, illustrerede fortælling om en lille dreng og en smuk dronning i det gamle Kina.

Fra børnebogen Jujo og Dronning Forglemmigej. Jujo bliver passet af sin bedstefar.

Moralen, som emmede ud af min overfyldte skrivebordsskuffe, var endnu: "Skomager bliv ved din læst".

Næste kapitel >