Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 44

ISTIDEN TUR RETUR

"Man skal være specialist, det er sagen", holdt min fars frisør i Aarhus på. Da far interesseret spurgte, hvad frisøren havde specialiseret sig i, faldt svaret prompte: "I alting". Så alsidig har jeg aldrig været. Jeg er af natur ret doven og vælger at koncentrere mig om opgaver, hvor jeg kan udnytte mine medfødte talenter. Jeg har let ved at tænke i tre dimensioner, at være en uhildet observatør og ved at tegne. Det gælder både som geolog, maler og skribent.

Da jeg, efter indvalget i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab i 1977, gav min første 'meddelelse' til den lærde forsamling, kaldte jeg mit foredrag for "Trip Trap Træsko" for at understrege diversiteten eller flersidigheden i mit videnskabelige virke. For selv om jeg af og til morede mig med at lege kunstmaler og forfatter, tog jeg mit videnskabelige arbejde alvorligt.

Kloge hoveder i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab lytter til "meddelelser". Skitser fra møder i 1980'erne og 1990'erne.

Trip stod for Himalaya-forskning, Trap for studiet af Grønlands grundfjeld, og Træsko for dansk istidsgeologi. Selv om specialerne blev dyrket i geografisk vidt adskilte områder, og selv om studieobjekterne var af meget forskellig geologisk alder, havde de én ting tilfælles: At studiet af deformationsstrukturer var nøglen, som lukkede døren op til komplicerede hændelsesforløb. Eftersom strukturerne med fordel studeres i naturen har feltarbejde spillet en afgørende rolle i alle tre arbejdsfelter.

Den tradition, at alle universitetslærere er forpligtigede til både at forske og undervise, kom i modvind, da de store studenterårgange, meldte sig i 60erne og 70erne. De ansvarlige politikere begyndte at overveje, om man ikke med fordel kunne lade undervisningsassistenter uden forskningspligt varetage en stor del af undervisningen? Det var elementær politikerlogik, at det ville være spild af penge at ansætte flere lektorer og professorer bare fordi der kom flere studenter. Dem kunne løst ansatte undervisningsassistenter tage sig af.

Mens Tove Nielsen var undervisningsminister 1973-75, talte den unge Bertel Haarder, som var medlem af Venstres hovedbestyrelse, varmt for, at automatikken i bevillingerne til undervisning og forskning skulle bringes til ophør. Tove Nielsen var langt fra enig med sin unge partifælle, men blev efterhånden så trængt, at hun søgte hjælp udefra. Tre professorer fra Københavns Universitet, medicineren Poul Riis, matematikeren Erik Sparre An­dersen og jeg blev inviteret til et aftenmøde i Venstres forskningsudvalg på Christiansborg. Foruden Tove Nielsen var Bertel Haarder, forsvarsminister Erling Brøndum og den unge venstreløve Peter Brixtofte til stede. Var der andre, husker jeg dem ikke.

Diskussionen blev lang og gik højt, men Bertel Haarder fraveg ikke sit standpunkt. Han vendte det døve øre til, hvad de tre københavnske professorer sagde, og citerede igen og igen de visdomsord, som professor Gunnar Thorlund Jepsen havde præket for cand. scient. pol. studenterne i Aarhus. Tove Nielsen red dog stormen af. Undervisning og forskning forblev foreløbigt samlet. Men flere år senere blev Bertel Haarder alligevel undervisningsminister.

Når jeg trækker denne tildragelse frem, skyldes det, at min egen tur/retur rejse tilbage til istidsgeologien var et godt eksempel på et frugtbart samspil mellem undervisning og forskning, et sammenspil, der kan gå begge veje. Det normale er, at forsk­ningsinteresserne smitter af på undervisningen, men det omvendte kan også være tilfældet. Da statsgeolog, dr.phil. Sigurd Hansen, som var ekstern lektor i Danmarks kvartærgeologi, i 1968 ikke ønskede at fortsætte, ledte jeg forgæves efter en afløser. "Det kan du spare dig, sagde statsgeolog, dr. phil. Helge Gry, da jeg spurgte ham til råds. "Du selv kan gøre det ligeså godt eller bedre".

Statsgeolog, dr.phil. Helge Gry var i 1949 redaktør af tidsskriftet, hvor min første videnskabelige afhandling blev trykt. Også senere gav han mig mange gode råd. Han er her fotograferet i 1954 som ekskursionsfører på Bornholm (efter DGU).

Eftersom det var årtier siden, jeg som magisterstuderende havde terpet den kvartærgeologiske litteratur, måtte jeg første år hver dag slæbe Irma-poser fyldt med DGU’s memoirer og DGF’s meddelelser hjem til Løbjerg og læse den halve nat. Det kan godt være mine forelæsninger var lidt rodede i starten, men efterhånden dukkede der en rød tråd op, problemerne blev formuleret, og de forlangte at blive løst. Jeg begyndte på min feltrejse t/r til Istiden.

I 1969 var jeg midt på sommeren vendt hjem fra et grundfjeldsgeologisk feltkursus i Østfold for i august at starte et nyt kvartærgeologisk kursus op på Røsnæs. Ankommet til Fredningsstyrelsens feltlaboratorium aften før kursets start, blev jeg modtaget af en meget nervøs lektor. "Hvad skal vi dog stille op, når studenterne skal sættes ud i morgen?" .... "Hvor vil du placere dem?"

"Det ser vi på", svarede jeg roligt, for jeg havde været på et kortvarigt besøg på Røsnæs året før og havde for nylig studeret flybillederne over halvøen, så jeg vidste, hvor der var friske profiler i grusgrave og klinter langs sydkysten. På billederne over den vestligste del af halvøen, som ikke have været dyrket siden Valdemar Atterdags dage, kunne der ved overfladen ses foldemønstre efter isbetingede lagforstyrrelser.

I det svindende dagslys nåede vi at inspicere Helles Klint og en grusgrav, som fik tilnavnet Solhelvedet. Der var masser at observere og gruble over. "Der er tid til at finde flere lokaliteter i morgen", trøstede jeg lektoren med. Han forblev dog stadig bekymret, da vi havde fundet flere gode lokaliteter, for jeg gav ham ikke på forhånd løsningerne på de problemer, lokaliteterne rummede. Dels fordi jeg ikke kendte alle svar endnu, dels fordi han selv skulle have lejlighed til at erkende problemerne, før han fik facitlisten. Erkendelsens glæde er større end belæringens.

Det blev 1969-71 til i alt 5 Røsnæs-kurser for geologi- og geografistuderende. Der var minsandten også et par unge ingeniører fra DTH med, helt frivilligt. De lærte at tænke i 3D og at deducere geologisk. At kurserne blev en succes bidrog mine kolleger Kaj Strand Petersen, Steen Sjørring og Lilian Skjernå stærkt til.

Røsnæs-halvøen og Odsherredsbuerne var i øvrigt klassisk grund. Dansk geologis fader Johan Georg Forchhammer beskrev i 1810 kraftige lagforstyrrelser fra Røsnæs, og da han fandt lignende forhold på Møn og i Moler-området, tilskrev han fænomenerne tektonisk hævning af undergrunden langs en SØ-NV linie. Efter DGU’s oprettelse i 1888 indledte K. Rørdam og W. Milthers den første systematiske geologiske kortlægning i NV-Sjælland. Den dengang unge Gamle Milthers skrev geologisk historie, da han tolkede Odsherredsbuerne, lavningerne bag dem og det flade land foran dem som randmoræner med tilhørende inderlavninger og hedesletter.

Det var første gang, en israndslinie blev beskrevet fra Danmark. Milthers tolkede desuden Røsnæs' sydlige bakkedrag som israndsdannelser, afsat og oppresset af en is fra nordøst. Det sidste blev dog senere bestridt af S. A. Andersen, dansk kvartærgeologis hurtigt tænkende advocatus diaboli . Han var overbevist om, at isen var kommet sydfra gennem Storebælt. Hans ide om, at plateaubakkerne nord for isranden var erosionsrester fra en mere udbredt delta-aflejring, blev dog korrigeret af statsgeolog dr. Helge Gry. Plateaubakkernes aflejringer var godt nok afsat af smeltevand fra Storebæltsglet­scheren, men var blevet aflejret i issøer i et dødisdække fra et lidt ældre fremstød fra nordøst. Helge Gry, som mestrede strukturgeologisk metodik, var i øvrigt den første, som overbevisende dokumenterede, at mange af de lagforstyrrelser, som tidligere blev tilskrevet undergrundstektonik, i virkeligheden skyldtes mere overfladenært istryk' udøvet af fremrykkende gletschere.

Inspireret af resultaterne fra Røsnæs formulerede jeg 'det kinetostratigrafiske princip', som udsagde, at lagforstyrrelser, som skyldtes et istryk, kunne betragtes som en slags fingeraftryk efter en isstrøm. Et istryk fra NØ på en lokalitet viste fx. at NØ-isen matte have passeret stedet. Denne konklusion ville også være gyldig, selv om der ikke var bevaret aflejringer fra NØ-isen. Lagforstyrrelserne, som angav istryk fra NØ, blev således tillagt afgørende stratigrafisk betydning. Princippet blev med held anvendt af hovedfagsstuderende og kolleger til udredning af hændelsesforløbet under sidste istid, der omfattede op til fem isfremstød, som afsatte forskellige ”fingeraftryk”. Det siger sig selv, at der måtte bestemmes istryk på mange lokaliteter for at bevægelsesbilledet for de successive isfremstød kunne udredes.

Sammen med Mona kørte jeg i weekenderne NØ-Sjælland tyndt på jagt efter grusgrave med isbetingede lagforstyrrelser. Jeg fandt sandelig også dobbeltfolder i de glaciale aflejringer. De var dannet ved at strukturer fra et ældre fremstød fra nordøst var blevet overpræget af deformation fremkaldt af et yngre fremstød fra syd. Helt nyt var også påvisningen af, at moræneler kan trænge opefter som gennemskærende gange. Moræneler fra en nedre blå moræne var under et yngre isfremstød blevet mobiliseret til kvikler og var trængt op for under vandafgivelse at ”størkne” som gennemskærende gange i ovenliggende smeltevandsaflejringer.

Det nye fine ord, kinetostratigrafi, blev først introduceret på et nordisk morænesymposium i Uppsala, arrangeret af professor Lars König-Königsson, kaldet Knixen blandt venner. Han havde studeret pollenanalyse hos Johannes Iversen i København og elskede dansk flæskesvær. På vej hjem fra symposiet i Uppsala indtraf en dramatisk hændelse, som forsinkede Stockholm-København ekspressen afgang 20 minutter.

Kjeld Gormsen, Steen Sjørring og jeg delte en sovekupé, og da vi ville løfte den mellemste køje op, så vi kunne sidde på den nederste, smuttede ryglænet fra os og en bolt rev en dyb flænge i Kjeld Gormsen hovedbund. Kors hvor han blødte. Den lille trekantede håndvask i kupeen blev hurtigt et grufuldt syn. Jeg styrtede ud på perronen og fik efter nogen søgen fat i en politikonstabel.

"Har Ni druckit?", var betjentens første reaktion, men han lod sig dog, efter at have inspiceret kupeen, overtale til at tilkalde en ambulance, som i hast kørte den halvt skalperede Gormsen til skadestuen på Karolinska. Stockholm-København ekspressen prøvede at indhente forsinkelsen og stoppede ikke, før den rullede ind på færgen i Helsingborg. Der blev først lejlighed til at ringe fra Helsingør og give fru Gormsen besked om, at hendes mand kom senere. Steen og jeg følte os meget flove ved at have efterladt ham i Stockholm.

Da Keld Gormsen dukkede op næste dag, var han dog stolt og lykkelig, for han havde fire sting i hovedbunden, og det slog mine tre sting fra Moss. Året før havde jeg på vej ud fra grønthandle­rens kælderbutik sprunget op ad en kældertrappe, så jeg baldrede hovedet ind i en lav cementkarm. Grønthandleren tilbød straks med jord på fingrene at tørre blodet af med en papirserviet, men jeg betakkede mig og kørte på hospitalet. Og fordi jeg var dansker, blev jeg behandlet, selv om jeg ikke, som nordmændene skulle, mødte med en henvisning fra en praktiserende læge. Så i tillæg til græsløg (purløg) fik jeg tre sting i toppen. Men kun tre.

Inden længe fik Gormsens yderst eksklusive firesting-klub dog et nyt medlem. Under en badetur på et Røsnæs-kursus slog Steen Sjørring, som ville imponere studinerne, en kolbøtte på for lavt vand, hvor der uheldigvis sad en halvt nedgravet blåmusling i sandet. Dens skarpe kant skar en lang flænge i hans hovedbund. Igen blodig dramatik. Jeg kørte i susende fart Steen til Kalundborg Sygehus, hvor vi uden videre vadede ind på det kirurgiske ambulatorium og forlangte, at han blev syet. Vi må have lignet et par barske jægersoldater, for de protesterede ikke over vore indtrængen og lappede pænt Steen sammen med fire sting.

Efter at have formuleret det kinoto-stratigrafiske princip sammenfattede jeg i 1975 resultaterne fra de kvartærgeologiske kurser på Røsnæs i en ekskursionsguide udgivet af VARV.

Den nye, kinetostratigrafisk inspirerede bølge i dansk glacialgeologi gik ikke ubemærket hen i udlandet. Vi måtte holde ekskursioner for lærere og studerende fra Uppsala, Bergen og Berlin og for medlemmer af Deuqua , Nordqua og Inqua (tysk, nordisk og internationale sammenslutninger af kvartærgeologer).

Jeg havde fra starten troet og doceret, at de istrykbetingede lagforstyrrelser var opstået, mens aflejringerne var permafrosne. Herpå tydede bl.a. tilstedeværelse af iskilestrukturer og 'kilelag'. På et internationalt møde afholdt på Møn, blev jeg dog belært om, at min permafrostteori var a red hering , en død sild. Det mest pinlige ved den historie var næsten, at jeg ikke vidste, hvad en 'rød sild' stod for på engelsk. Det varede lidt, før mine engelske kolleger nænnede at forklare udtrykket.

Da professor Arne Noe Nygaard i 1978 gik på pension overrakte hans gamle elever ham et festskrift, hvor jeg bidrog med en afhandling om kinetostratigrafisk metodologi og de nye resultater, der var opnået ved hjælp af dette princip. Min tur-retur rejse tilbage til kvartærgeologien begyndte to årtier efter mine første ledeblokstudier på Horsensegnen og sluttede i 1981 med et joint paper sammen med min elev Michael Houmark-Nielsen, som siden er blevet både ph.d., dr.scient. og lektor.

Men dermed var glacialstratigrafiens hellige grav langt fra velforvaret i Danmark. Det var ikke alle, der accepterede, at der i Danmark under sidste istid (Weichsel) havde været flere isfremstød, som var kommet fra forskellige retninger. En geolog, som havde fået sin afsluttende eksamen kort før jeg efterfulgte Prof. Rosenkrantz, nægtede at tro på mere end en Weichsel nedisning. Et enkelt fremstød efterfulgt af en langvarig arealafsmeltning. Det er selvsagt af afgørende betydning, om man er i stand til at skelne mellem bundmoræner (afsat mekanisk under en aktiv isstrøm) og morænelignende aflejringer (flowtills), som dannes ved at fremsmeltet materiale skylles sammen på den aktive eller døde is’ overflade. Man skulle ikke tro, det kunne være så svært at skelne, men der findes klarpandede forskere, der kun ser, hvad de ønsker at se eller nogle gange slet ingen ting ser.

Næste kapitel >