Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 46

EMERITUS OG FORFATTER

To år før operationen var Inge blevet sagt op på Bispebjerg Hospital efter 120 dages reglen. Tiden fra januar til august 1987, hvor pensionen kom i orden, var drøj og fuld af ængstelse. Der blev fældet mange salte tårer, og det var i starten som at slå i en dyne at få sagen startet op. Men det lykkedes, ikke mindst takket være god hjælp fra Oscars Inger og PKA. Inge blev af det offentlige tilkendt mellemste førtidspension og et skattefrit invaliditetsbeløb, og PKA ydede fuld pension, selv om Inge de sidste år havde arbejdet på nedsat tid.

Efter Inges pensionering havde jeg ikke længere hendes mødetid på Bispebjerg som undskyldning for at forlade Brandbjerggaard tidligt mandag morgen. Kun min egen ophængthed. Jeg var blevet pålagt mere undervisning. En ny forelæsningsserie for første års studerende i efterårssemesteret og i februar øvelser i strukturgeologi for fem hold. Øvelserne varede fra 9-17 mandag til fredag i fire uger (uden nogen frokostpause til mig), hvortil kom opgaveretning. Det var ved at tage pippet fra mig. Heldigvis var studenterne meget forstående og ualmindelig søde.

Den 31. januar 1992 blev jeg ved 'dronninglig' anordning bevilget afsked i nåde og på grund af alder. Det var nu ikke fordi alderen trykkede mig; jeg var ikke fyldt 64 endnu. Men EGT projek­tet var afsluttet, og jeg syntes ikke, jeg kunne afslå fakultetets tilbud om et ekstra års anciennitet og et halvt års løn. Det mente tre af mine professorkolleger heller ikke de kunne, så antallet af geologiske professorer ved Københavns Universitet blev i løbet af 1992 reduceret fra seks til tre Det var der også, da jeg selv begyndte at læse geologi. Egentlig ikke nogen flot arv.

Ved den afskedsreception, Geologisk Centralinstitut arrangerede for tre afgående profeter, holdt en studine fra årgang 1990 en rørende tale for mig, og Bjørn Hageskov gav mig smukke ord med på vejen. Jeg fik helt ondt af mine to kolleger, som ikke kunne forlade receptionen med så mange gaver i favnen og smukke ord i hjertet.

DGU's direktør Ole Winther Christensen overrækker mig Danmarks Geologipris ved Dansk Geologisk Forenings årsmøde 1993.

Som emeritus professor beholdt jeg i de første år et kontor med pc'er og telefon og adgang til fax og kopimaskine, så jeg alt efter ønske kunne hellige mine forsknings- og, fritidsinteresser eller mit familieliv. Det sidste omfattede blandt andet den daglige kontrol med Inges forbrug af stærk, smertestillende medicin.

Ved Dansk Geologisk Forenings årsmøde i efteråret 1993 oplevede jeg den store glæde at få tildelt Danmarks Geologipris , som var indstiftet af Danmarks geologiske Undersøgelse og uddeltes af Dansk Geologisk Forenings bestyrelse efter forslag fra DGF’s medlemmer. Jeg blev nærmest euforisk, da jeg blev spurgt, om jeg ville tage imod prisen ved det kommende årsmøde i DGF. Det lunede, at mine fagfæller havde tænkt på mig denne første gang prisen blev uddelt.

Nu hænger det indrammede diplom med en kortfattet motivering for pristildelingen på væggen i min hule, og jeg smugkigger af og til på de sidste linier, hvor der står, at jeg iøvrigt gennem min deltagelse i rapportudarbejdelse og fremtræden i den offentlige debat (bl.a. tv) har et medansvar for, at der ikke er blevet indført atomkraft i Danmark. At have attest på det, luner mere end mit 2. ridderkors af 1. grad, som er gemt bort i en skuffe. Jeg modtog mit første kors kort efter Sussis død, og da Mona døde, fik jeg tilsendt det nye og større. Hver gang medfulgte der en opkrævning på et par hundrede kroner fra Hofmarskallatet.

Geologiprisen blev derimod ledsaget af en check på 25.000 kr., som jeg lod stå på en konto på DGU, så skattefar ikke tog det hele. Nu fik jeg råd til at købe Encyklopædien, som jeg hidtil havde skrevet til uden at kunne se, hvad der kom ud af det, medmindre jeg osede i en boghandel.

Kort før min pensionering havde jeg ladet mig lokke til at være med i et nyt stort projekt, Europrobe , hvor geoforskere fra både Vest- og Øst-Europa samarbejdede. Der blev ikke fokuseret på en lang Geotravers fra vest til øst, men på at løse fundamentale geodynamiske problemer, hvor disse bedst lod sig angribe. Det være sig på den Iberiske Halvø, i Centraleuropa og Østeuropa, Skandinavien, de Baltiske Lande, Ukraine, Ural eller Sibirien.

Jeg fik som erfaren geovidenskabelig mafioso til opgave at organisere studiet af Tornquist Zonen , som markerer overgangen fra Det baltiske Skjolds gamle grundfjeld til det unge kaledoniske, hercyniske og alpine Europa. Efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud kunne studierne udstrækkes fra Danmark og Skåne til Mecklenburg-Pommern, Polen, Hviderusland, Rumænien og Ukraine. Jeg traf mange nye ansigter og anskuelser, men stødte også på gamle forstokkede anskuelser fra Stalin tiden ved de symposier og workshops, som Europrobe arrangerede i Polen, Moskva, Tjekkiet og ikke at forglemme Nykøbing F., hvor 115 geoforskere fra 20 lande var samlet på vandrehjemmet. Vandremutters mad var så god og rigelig, at vi ikke, når vi om aftenen skulle diskutere dagens foredrag, så ret meget til de central- og øst­europæiske deltagere. De medbragte en gennem lang tid opsparet sult hjemmefra og spiste så rigeligt på forskud, at de trimlede overmætte omkuld på sengene efter aftensmåltidet. Hvis de i deres hjemland overhovedet fik udbetalt løn, var den ikke meget værd på grund af en rablende inflation og tårnhøje priser.

Det var meget lærerigt at deltage i Europrobe , men jeg måtte desværre stå af projektet efter to år, da jeg prioriterede Inges helbred højere end projektet.

Hvad mine fritidsaktiviteter angik, var jeg igen begyndt at skrive på en ny kriminalroman, "Hybris og Nemesis", som handlede om opklaringen af indtil flere mord begået i et 'lukket rum', den palæagtige bygning på H. C. Andersens Boulevard, hvor det ærværdige Videnskabernes Selskab har til huse. Jeg var selv blevet indvalgt i selskabet i 1977 og deltog endnu, mens jeg skrev på "Hybris og Nemesis", jævnligt i dets ugentlige aftenmøder.

Pointen i denne krimi var, at det ikke blev politiet, men en pensioneret sorthåret og viril professor i middelalderhistorie, der opklarede forbrydelserne. Og som en krølle på halen blev professoren, der hjemme var en tøffelhelt, til sidst myrdet af sin psykotiske hustru. Foreløbigt er manuskriptet blevet afvist to gange, men disketten er arkiveret til eventuel senere omskrivning. 

Nu skulle man snart tro, at jeg ville opgive forfatterdrømmen. Det var dog ikke tilfældet, jeg nøjedes med at fravælge fiktionen og gik i stedet i gang med at nedfælde mine oplevelser som ung i Indien og Himalaya på computeren. Velvidende, hvor lidt geologi interesserer de fleste mennesker, valgte jeg at skrive for eventyrlystne læsere. Skrev om livet blandt rajputter, bjergstammer og tibetanere, og om fysiske strabadser og dramatiske hændelser. Ekspeditionens formål og resultater blev ikke uddybet. Det forhold brugte Gyldendal som motivering til at afvise manuskriptet. Et andet forlag, jeg samtidigt havde indleveret til, svarede slet ikke. De smed manuskriptet væk.

Hvad der handler om mennesker og dyr, arkæologi, etnografi, antropologi, botanik og zoologi, interesserer mange læsere, men det gør døde sten og bjerge mærkeligt nok ikke. At få gjort geologiske opdagelser interessante for ikke-nørder, er ligeså svært som at smugle en død kamel gennem et nåleøje.

Jeg rev mig i håret. Skulle et fagligt geologisk indhold virkelig gøre bogen mere salgbar? At udgive bøger er jo cool business. Burde jeg opgive? Nej, da jeg havde læst, hvad Den Store Danske Encyklopædi skrev, eller rettere sagt ikke skrev, om De centralasiatiske Ekspeditioner, blev jeg stædig. Det var for groft. Ekspeditionen til Indien og Himalaya i 1950-1951, som Krebs, Eigil, Kræmarius og jeg deltog i, var overhovedet ikke nævnt i artiklen.

Jeg læste igen mine gamle dagbøger og rejsebreve og skrev manuskriptet radikalt om. Gjorde rede for ekspeditionens formål og opfandt dråben, som dryppede på mit unge hoved og mindede mig om, at jeg skulle leve op til ekspeditionskomitéens forventninger. Flettede forsigtigt lidt mere om natur, landskab og geologiske observationer ind i rejseberetningen, for derefter at tilføje et par nye kapitler om betydningen af 'mit' geologiske tværprofil, og om hvad man 46 år senere vidste om Himalayas tilblivelse. Mine farvelysbilleder havde heldigvis holdt sig, og da jeg inde på instituttet åbnede en flyttekasse, jeg havde medbragt fra Århus, dukkede mine gamle fotoalbums og feltdagbøger fra Himalaya op.

Da jeg havde erkendt, at jeg gjorde bedst i at holde mig i nærheden af min læst, prøvede jeg at indlevere det reviderede og mere fyldigt illustrerede manuskript til forlaget Museum Tusculanum ved Københavns Universitet på Amager. Men det var en nitte. Forlaget var kun interesseret i at udgive humanistiske, juridiske og samfundsvidenskabelige værker, og forlagets leder, en i øvrigt ret charmerende kvindelig dr.phil., var en bibliofil skønånd, for hvem naturoplevelser og naturvidenskab var en by i Sibirien.

Da hun efter fire måneder ikke havde fået læst manuskriptet, hentede jeg det igen. Havde det ikke været, fordi Kræmarius' Kirsten kender hende, var hun nok aldrig blevet klar over, at bogen senere udkom på Gads Forlag under titlen "Rejsen til den Blå Sø".

Manuskriptet var dog først en omvej over forlaget Rhodos og Niels Blædels skrivebord. Han var villig til at udgive bogen, hvis jeg kunne skaffe fondsstøtte. Men, der var et men, han havde allerede en aftale med en anden forfatter, Kurt L. Frederiksen, om at udgive en Haslund-Christensen biografi, og den burde udkomme først.

Jeg ventede pænt en vinter og det halve forår med, uden at der skete noget. Manuskriptet til Haslund-Christensen biografien lod vente længe på sig. Mens jeg ventede på at høre fra Blædel, arbejdede jeg videre med de geologiske kapitler, og mit manuskript blev sprogrettet af Lise Hageskov. I tillæg til talrige slå- og stavefejl, havde jeg ikke været konsekvent i min brug af nutid og datid. Illustrationsmaterialet blev også forbedret.

Da jeg var blevet godt træt af at vente på, at Kurt L. Frederiksen fik skrevet sin Haslund-Christensen biografi færdig, fulgte jeg min kollega, lektor Niels Bondes råd om at prøve Gads Forlag. Forlagsdirektøren her, Axel Kielland, var naturhistoriker, cand.scient. i biologi.

Jeg aftalte et møde med ham den 19. marts og efterlod manuskriptet på hans kontor. Seks kvarter senere, dukkede en e-mail op på min computer på kontoret. Den var fra Axel Kielland og begyndte med: "Kære Asger Berthelsen. Af uransagelige grunde har jeg i dag haft fred til at læse de første 100 sider af dit manuskript, som jeg synes er meget spændende, godt skrevet og værd at udgive".

Derefter nævnte han nogle vigtige detaljer; mit honorarkrav og muligheden for fondsstøtte måtte opklares, før han kunne sige endelig ja tak. Da jeg ville komme til at betale over totredjedel i skat og arbejdsmarkedsbidrag, afstod jeg villigt fra forfatterhonoraret. Men desværre bar mine ansøgninger om fondsstøtte ikke frugt. Bogen var jo hverken et skønlitterært eller et strengt videnskabeligt værk, og jeg kendte ikke andre end mig selv, som ville eller kunne skrive en rosende ansøgning.

Frelsen som sikrede udgivelsen kom, da Bjørn Hageskov som en gratis vennetjeneste tilbød at stå for bogens layout og redaktion. Han havde erfaringen fra VARV, tidsskriftet med de ældste nyheder for geologiinteresserede nørder.

Bjørn og jeg tilbragte mange timer foran hans computer, jeg som bisidder, der skulle godkende, hvor figurerne blev placeret. Forlaget sørgede for at farve- og sort/hvid billederne blev scannet, og Bjørn computertegnede kort og profiler efter mine forlæg. Sidst i august gik "Rejsen til den Blå Sø" i trykken, og den 2. november 1998 kunne jeg som 70-årig præsentere to håndindbundne eksemplarer af bogen ved det heldags 'Berthelsen Symposium', som gamle elever og kolleger arrangerede i Dansk Geologisk Forening med efterfølgende festmiddag på Søpavillionen. Jeg ville ønske, jeg havde optaget alle foredrag og festtaler fra den anledning på bånd, så jeg kunne høre dem igen og igen. Min auditive hukommelse kunne ikke rumme alt det smukke, der blev sagt. En måned efter 'Berthelsen Symposiet' var den maskinindbundne udgave af "Rejsen til den Blå Sø" i handlen. Og da bogen året efter blev udgivet som lydbog, kunne jeg for alvor betragte mig som en rigtig forfatter, hvis værk stod på bibliotekernes hylder.

Under arbejdet med bogen var Bjørn og Lise Hageskov kommet med kryptiske hentydninger om, at jeg kunne glæde mig til at en anden bog udkom. Det blev ikke sagt direkte, men jeg fik mistanke om, at nogen havde taget initiativ til at få udgivet et festskrift som en anerkendelse af min indsats for geologien. 

Ca. halvandet år efter symposiet, den 10. februar 2000 inviterede mine kolleger Svend P., Lilian, Bjørn og Ole Graversen mig til at frokostmøde, hvor jeg fik overrakt et Asger Berthelsen Volume på 122 sider, med forord på dansk og seks engelsksprogede afhandlinger trykt som Bind 46, Hæfte 2 i Bulletin of the Geological Society of Denmark. Bedre anerkendelse kunne jeg ikke have ønsket mig. 

Hvor Hindustan-Tibet road ender i Tibet. Vue over Sutlejdalen mod Leo Pargyal, et ca. 7000 meter højy granitmassiv, i Riongtut. Fra Rejsen til Den Blå Sø.

Det var godt jeg gik til Gads Forlag og ikke ventede på, at Kurt L. Frederiksen blev færdig med sin Haslund-Christensen biografi. Den udkom først i efteråret 2001, tre år efter "Rejsen til Den Blå Sø", havde titlen ”Manden fra Mongoliet”, og den udkom ikke på Rhodos, hvor Blædel i mellemtiden var gået af som redaktør, men på Borgens Forlag. Jeg fik den i julegave og har virkelig nydt at læse den. Den er yderst fængslende og velskrevet. At dens forfatter tog sig så god tid, var for så vidt heldigt, for det det betød også, at min beretning om den 3. Danske centralasiatiske Ekspedition til Indien og Himalaya i 1950 blev omtalt i biografien. Ellers ville denne ekspedition nok være gået i glemmebogen, ligesom i Encyklopædien. Det ville have været synd, for, som jeg skrev i forordet til "Rejsen til den Blå Sø", var det den ekspedition, der har sikret Danmark en plads blandt de nationer, som har bidraget til Himalayas geologiske udforskning.

Selvros lugter ilde og beskedenhed er en dyd, men derfor behøver man ikke ligefrem at sætte sit lys under en skæppe. Min stolthed har dog senere fået et lille knæk, fordi bogen trods gode anmeldelser, fire år senere kom på udsalg.

Næste kapitel >