Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 47

MILD MED ALDEREN

Min fysik- og kemilærer i gymnasiet citerede ofte Einsteins sentens: "Tout est relatif". Titlen på dette kapitel rummer også et element af relativitet. Jeg blev som universitetslærer rigtigt nok mild med alderen, men udsagnet passer kun, når det sættes i relation til, hvor streng jeg kunne være, da jeg var yngre.

Som helt ung professor i Aarhus virkede jeg dog ikke frygtindgydende på studenterne. Her var årgangene små, og vi lærte at kende hinanden på godt og ondt i øvelsestimerne og under feltkurset i Moss efter 2. semester. Jeg tror tilmed jeg nød en vis popularitet, var i alle tilfælde en værdsat festtaler ved rusfesterne, som arrangeredes af de naturhistoriestuderendes forening Chaos (opkaldt efter amøben Chaos) . Her gjorde jeg skånselsløst grin med Humlums midtjyske motorvejs projekt i en festforelæsning om Projekt Tarmkanal, der skulle skaffe Herning en havn.

Det ændrede sig, da jeg kom tilbage til København. Hvordan rygtet, om at jeg var skrap, opstod, ved jeg ikke. Det skyldtes måske, at jeg afløste professor Rosenkrantz, som havde været en meget venlig eksaminator, og at Tove Birkelund samtidigt efterfulgte den elskværdige professor Chr. Poulsen. Han fik ofte i al ubemærkethed skubbet de forsteninger til side, som eksaminanden ikke kendte. Der var mange 2. dels studerende, der skyndte sig at gå op, mens de to gamle og milde professorer endnu stod for eksamen i geologi 2+4.

Det kan også være, jeg fik ry for at være streng, fordi jeg, i de fem år jeg var i Aarhus, var fast censor ved geologi 1 eksamen i København, og her var dumpeprocenten anseelig. Der var mellem 60 og 100 oppe i hver eksamenstermin, som strakte sig over flere dage, ja op til en uge. Som censor overnattede jeg enten i et kælderværelse på Nordisk kollegium, hvor Kræmarius var viceefor, eller hos Rud og Ida på Mariendalsvej. Jeg sov nu ikke så meget om natten, for den blev også brugt til at rette skriftlige opgaver. Som censor sad jeg tit og tegnede små portrætter af eksaminanderne på det gule folieark, som var tiltænkt censors notater. Jeg tog også noter, for det at tegne forhindrede mig ikke i at følge med. Det et lade blyanten skitsere et ansigt, virkede afslappende på mig.

Da jeg selv kom til at holde eksamen i København, var jeg ikke lige så afslappet. Jeg koncentrerede mig om at stille klare spørgsmål og anstrengte mig for at høre hvert ord og at se, hvad studenten skrev eller tegnede på de gule folieark. Derfor hændte det, at mit ansigtsudtryk blev anstrengt. Uden at ville det og uden at vide det, kom jeg til at se sammenbidt og vred ud. Det gjorde naturligvis ikke en nervøs student mere selvsikker.

Heldigvis havde lektor Kiilerich, som jeg havde arvet som censor efter Rosenkrantz, mod og mandshjerte nok til i en pause at råde mig til at smile lidt mere. Det råd søgte jeg at efterleve, ligesom Grits kloge ord om at huske at rose.

Nye koste fejer jo som bekendt bedst, og første gang Tove og jeg holdt geologi 2+4 eksamen skrev studenterbladet bagefter, at der var dumpet 50%! Det lød dramatisk, men var ikke desto mindre korrekt. Bladet glemte dog at nævne, at der kun havde været to oppe. Geografen Kingo Jacobsen, som lidt senere efterfulgte Niels Nielsen (Bette Niels) var heller ikke populær i starten. Ved den årlige revy i N.O.A. blev skrevet en vise med bid i om de tre nye slagtere: Tove, Asger og Kingo.

I København underviste jeg ikke på 1.del og traf først studenterne ved mine forelæsninger over tektonik og øvelser i strukturgeologi (under geologi 3) og ved undervisningen i Danmark og Grønlands geologi (under geologi 2+4). Jeg kunne tydeligt mærke forskel på studenternes udbytte af geologi 1 undervisningen i Aarhus og København. Noe Nygaard, som var censor ved geologi 1 eksamen i Aarhus, fandt også at de århusianske studenter klarede sig bedst. Det skyldtes ikke blot, at årgangene var meget mindre, også at der var færre undervisere og mere sammenhæng imellem de forskellige discipliner. Jeg brugte for eksempel timerne i krystallografi til at opøve studenternes evne til at tænke i tre dimensioner. Det kom dem til gode ved øvelserne i strukturgeologi i det efterfølgende semester.

I København omfattede geolog1 3 flere fagområder: de metamorfe og magmatiske bjergarters petrologi, tektonik-strukturgeologi, sedimentologi og økonomisk geologi. Der sad mindst fire lærere ved det grønne bord til eksamen, og ingen af dem gav ved dørene. Faget blev kaldt "hård geologi" og var frygtet, fordi det krævede både fysisk-kemisk forståelse og rumsans. Adskillige bestod først i andet eller tredje forsøg. Ved øvelserne i strukturgeologi var ikke alle studenter lige talentfulde. En tredjedel var blottet for rumlig forestillingsevne, og lod sig ikke opøve dertil. En anden tredjedel kunne lære det, og den sidste tredjedel behøvede næsten ingen hjælp. Det berettigede mig dog ikke til at tabe tålmodigheden og optræde, som jeg gjorde i en øvelsestime, hvor jeg kaldte en særlig tungnem elev op til katederet og gav ham to tændstikker. "Hold den ene lodret og læg den anden ovenpå og hold på den med begge hænder". Da han gjorde det, tilføjede jeg: "Prøv så at stå på ét ben og spark med det andet. Så kan du lege, du løber på løbehjul".

Almindelig latter. Et modbydeligt og primitivt upædagogisk trick, som aldrig blev gentaget. Ofret, en geografistuderende, tog det heldigvis ikke særlig tungt.

Denne beklagelige episode pyntede selvsagt ikke på mit renommé. Den bekræftede, at jeg var en ubehagelig og streng lærer, og det blev ikke bedre, da to ældre studerende, som jeg havde overtaget, dumpede til den afsluttende eksamen. De gik dog op igen og bestod efter at have læst ordentligt på 'lektien'. Begge fik en pæn karriere som professionelle geologer.

Et tredje tilfælde, hvor jeg kun var med som bisidder, endte mere pinligt. Studenten havde de facto dumpet sig selv ved den indledende skriftlige prøve, og hans vejleder, der eksaminerede til mundtlig, dumpede ham koldblodigt. Studenten var nervøs og blokerede fuldstændigt. Da dumpekarakteren blev oplæst, ventede han udenfor sammen med sin kone, deres barn og kammeraterne, som var parate til at fejre ham. Tragedie. De tog ølkassen med, da de gik. Da det var åbenlyst, at studenten slet ikke var på bølgelængde med sin vejleder, overtog jeg selv denne opgave og manuducerede den nervøse student på tomandshånd. En måned senere bestod han - uden at blokere - sin afsluttende eksamen, endda med hæderligt resultat. Desværre endte han senere som en fraskilt og falleret gymnasielærer og fordrukken invalidepensionist, så det er et åbent spørgsmål, om jeg gjorde ham en tjeneste ved at få ham til at gå om.

Disse tre episoder lærte mig ikke at lade en student gå op til afsluttende eksamen uden passende forberedelser. Vi mødtes flere gange forinden, så jeg kunne føle ham/hende på tænderne og finde de huller, som burde fyldes ud, inden vi satte os ved det grønne bord. Dagen før mundtlig eksamen afleverede studenten i en stor Irmapose de bøger og afhandlinger, der indgik i hans/­hendes pensum, det såkaldte petitum, der tit i studentermunde blev forvansket til pepitum. Med den begrænsede tid, jeg havde til at gå gennem posens indhold, stod vore odds nogenlunde lige. Efter min mening bør en afsluttende eksamen først og fremmest dokumentere, at kandidaten har et forsvarligt kendskab til sit fag og kan diskutere sit speciale nogenlunde ligeværdigt med eksaminator.

Jeg har også lært aldrig at give to hovedfagsstudenter med beslægtede specialer de samme spørgsmål til mundtlig. I hvert fald ikke med samme censor. Det prøvede jeg én gang, hvor eksamination nummer to ekstraordinært blev holdt på Rigshospitalet. Kunne den sidst eksaminerede ikke besvare de spørgsmål, den første havde svaret rigtigt på, var det svært at redde situationen ved hurtigt ved at 'kravle sidelæns' og spørge om noget helt andet. Spørgsmålene var på forhånd aftalt med censor. Det gik desværre ud over Lilian Skjernå, men det forhindrede hende ikke i som kandidat at blive ansat ved instituttet og blive en værdsat kollega.

Med stigende erfaring nåede jeg efterhånden frem til en eksaminationsteknik, der mindede om professor Spärcks. Denne "nu til noget helt andet" teknik, hvor jeg bevægede mig både forlæns, sidelæns og baglæns, tog ganske vist tid, men gav studenten rimelige chancer til at brillere og selv tage teten - og dannede samtidigt et godt vurderingsgrundlag. Eksaminationsteknikken krævede dog, at censor var så godt inde i faget, at han kunne skelne mellem, hvad der var væsentligt og uvæsentligt.

Nu er afholdelse af eksamen én ting, undervisningen i semestrene noget helt andet. Ved det grønne bord får man svar, som man har råbt i skoven; det hjælper ikke at være en god eksaminator, hvis man ikke har været en god øvelseslærer og forelæser. Jeg må indrømme, at det er hændt, jeg har holdt forelæsninger, hvor jeg 'bar den af' og vævede om løst og fast, fordi jeg var kommet ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Men normalt kunne jeg holde auditoriet vågent, og når det gik bedst, havde jeg tilhørerne i min hule hånd. Det var som at stå på de skrå brædder og spille en monolog.

Nu springer mine tanker baglæns. Efter min udnævnelse i Aarhus blev jeg på Kongens Nytorv antastet af min matematiklærer fra Horsens Statsskole. Han gratulerede mig hjerteligt med udnævnelsen og tilføjede så: "Det er nu mærkeligt, jeg har altid forestillet mig, at du ville ende som skuespiller". Da jeg til studentereksamen scorede et ug- i mundtlig matematik, var det også en scenisk præstation. Jeg trak cirklens kvadratur og integraler. Kvadraturen voldte mig ikke kvaler, men alt jeg kunne huske om integraler, det med de lange S'er, var noget med en tangent til en kurve og en deltaværdi. Min lærer var imidlertid en så god sufflør, at han reddede mig helskindet igennem integralerne.

Siden da har jeg altid undgået de lange S'er og M'er, der ligger ned, og når jeg skulle forelæse om stress og Mohrs cirkel, har jeg været ligeså nervøs, som jeg var hver eneste år ved efterårssemesterets begyndelse. Selv gamle travheste kan være nervøse for det første løb i sæsonen. Jeg har altid brugt tavlen flittigt til anskuelsesundervisning. Da studenterne begyndte at møde op med mindre og mindre kendskab til kemi, lærte jeg dem fx at huske forskellen på anioner og kationer ved at tegne en and, som spejlede sig, så der opstod et minus, og en kat set forfra, som et plus. I min lærebog, "Den Lille Tektoniker" brugte jeg et andet mnemoteknisk trick, der gjorde at alle kunne huske navnene på de tre øverste penniniske napper i Alperne. For enden af nappeprofilet tegnede jeg en sneklædt top på et rosa bjerg og neden for bjerget en St. Bernhard hund. Censor glippede med øjnene, når napperemsen Dent Blanche, Monte Rosa og Grand St. Bernard blev liret af.

Beskeden titel på lærebog i strukturgeologi og tektonik (2. udgave 1975) udgivet af tidsskriftet VARV, hvor Mona var redaktør.

Efter studenteroprøret blev der knas med geologi 2+4 (historisk geologi-palæontologi og Danmarks kvartær), hvor pensummet var for meget præget af huskestof og udenadslæren. Det var før pladetektonikken fik det hele til at hænge sammen. Ved et krisemøde i studienævnet havde jeg arrangeret, at en af vore betjente mødte op for at aflevere en pakke til nævnets formand lektor Chris Pulvertaft. Pakken var forsynet ved irske frimærker, men var uden afsenderadresse. Den blev ikke åbnet umiddelbart. Chris Pulvertaft tøvede. Han havde britisk pas, men var uddannet i Irland, så det var ikke utænkeligt, at pakken ligesom mange andre ”hilsener” fra I.R.A. kunne indeholde en bombe. Vertebrat-palæontologen Niels Bonde blev dog hurtigt utålmodig og flåede raskt pakken op. Indeni lå et brev til studienævnet, hvori jeg foreslog, at undervisningen i kvartærgeologi blev ændret radikalt. Der skulle holdes heldagsekskursioner i en uge, og de efterfølgende forelæsninger afsluttes med en mere uformel tentamen. I den afslappede stemning, som herskede efter pakken problemfri åbning, blev forslaget vedtaget uden protester. Ordningen blev en succes. Studenterne blev kørt fra grusgrav til grusgrav og begyndte, efter den første forvirring, at kunne se og tænke geologisk. Ekskursionerne kørte i flere år og gjorde istidsgeologi til et helt nyt fag, der tiltrak hovedfagsstuderende.

I årenes løb har jeg haft den glæde at kunne indstille adskillige besvarelser af Universitets prisopgaver til guld- eller sølvmedalje. Instituttets renommé styrkedes også ved et fire af de videnskabelige medarbejdere er blevet udnævnt til professorer i ind- eller udland og én er blev direktør for GGU, senere tilmed for både DGU og GGU (GEUS).

Jeg har gentagne gange deltaget i professorbedømmelser i nordiske lande. Det krævede omhyggelig gennemlæsning og vurdering af alle ansøgeres videnskabelige og populærvidenskabelige produktion og udarbejdelse af en detaljeret bedømmelsesrapport, hvoraf det fremgik, hvilke ansøgere der var kvalificerede, og hvem der som den bedst kvalificerede ansøger burde indstilles. Jeg var således med til at udpege professorer ved universiteterne i Aarhus, København, Oslo, Trondheim, Turku og Helsinki. Mærkeligt nok skaffede det mig flere venner end uvenner. Jeg var også med til en enkelt svensk professorbedømmelse, men det arbejde kunne jeg have sparet mig. De svenske medlemmer af udvalget manglede den fornødne faglig indsigt og gik ligesom fakultetet med lukkede øjne og øren ind for en middelmådig ansøger. Altid trist, når et sort får slippes ind i professorfolden.

Næste kapitel >